"Ring lige og slut det først, hvis I skal rode rundt med nogen andre"

Sine bor i Aarhus C med sin mand, Jakob, og deres tre børn
Offentliggjort

Sine Weißschädel, 54 år, lektor på VIA University

I 1999, det er mange år siden nu, var jeg lige gået fra min kæreste. Han havde været mig utro. Vi gik på samme studie og en af pigerne fra hans klasse havde taget ham på fersk gerning.  

Hun gav ham en uge til selv at tilstå, ellers ville hun sige det til mig. Det satte jeg pris på. I sidste ende kom han selv og sagde det. Så bad jeg ham om at skride.  

Før ham havde jeg haft flere kærester, der havde været mig utro. Mange af dem var ungdomskærester fra Mors, hvor jeg selv er fra. Der er ikke så meget at lave på Mors, så måske var det fordi de kedede sig. 

Men det bliver med en, det svigt man oplever når der er utroskab i et forhold. Jeg synes det er det laveste man overhovedet kan gøre, det er bare så nedværdigene. 

Det siger jeg også til mine børn og de kærester de hiver med hjem. Ring lige og slut det først, hvis i har tænkt jer at rode rundt med nogen andre.  

Efter bruddet var jeg faktisk klar til bare at være mig selv. Ved siden af studiet var jeg pædagogmedhjælper og når man bruger dagen med børnene, så mangler man ikke kærlighed.

Hver gang jeg havde endt et forhold gjorde jeg op med mig selv, hvad jeg skulle lede i efter den næste. Jeg var vred og træt og ked af det.  

Men så gik der jo ikke ret længe før jeg mødte min mand, Jakob. Det var gennem en veninde, jeg boede i bofælleskab med, hun var kærester med hans storebror. 

Han var også lige kommet ud af et forhold og havde ligesom mig besluttet sig for at være alene. Men så endte vi jo med at snakke i telefon sammen, det gjorde man jo meget dengang og senere endte vi til samme fest.

Efter det gik der ikke længe før vi blev enige om at vi ville hinanden. Der var en anden dybde i ham, som jeg ikke havde oplevet hos nogen andre.  

 Kort efter vi var blevet kærester, tog jeg et halvt år til Australien. Så skulle testen jo rigtig stå. Jeg havde oprettet en hotmail, min allerførste, så vi kunne holde kontakten.

Vi sendte også breve til hinanden, jeg har en kæmpe stak derhjemme som vi har gemt. 

Og selvom mange nok var blevet nervøse for, hvad der foregik derhjemme, på den anden side af kloden, var jeg ikke et sekund i tvivl om at Jakob også var der når jeg vendte tilbage. Jeg glædede mig bare til at se ham igen.  

Den dag i dag kan jeg stadig godt få et behov for at spørge min mand ligeud om der en anden.

Men det har ikke noget med ham at gøre, det er noget indeni mig. Sådan noget ville han slet ikke kunne finde ud af.

Powered by Labrador CMS