Simon overvejer at fejre nytårsaften alene: “Det behøver ikke være en big deal”
Nytårsaften nærmer sig, og det samme gør de forventninger og normer, der følger med højtiden. Simon Møller overvejer at bryde med dem og gøre, hvad han tror, han har mest lyst til: At fejre nytår alene.
Hvordan ville dine venner og familie reagere, hvis du fortalte, at du ønskede at være alene en aften? Ville reaktionen være anderledes, hvis den aften var den 31. december?
Den situation kan 34-årige Simon Møller stå i om lidt. Han overvejer at hoppe ind i 2026 i sit eget selskab, men han orker ikke, at andres følelser kan blive lagt ned over ham:
“Jeg har ikke brug for det unødvendige fokus og den medlidenhedsfølelse, der eventuelt måtte opstå. Reelt set gad jeg godt, at det ikke var nogen big deal.”
Simon Møller har ikke tidligere prøvet at fejre nytårsaften alene, men han tror, at det kunne være hyggeligt. Resten af året har han intet problem med at nyde en aften alene hjemme, men nytårsaften er anderledes. Særligt på grund af én ting: Forventningerne.
“Hvis der ikke eksisterede en social konsensus om, at man er ensom, hvis man fravælger at se andre mennesker, så tror jeg, jeg ville have nemt ved bare at være alene nytårsaften,” fortæller Simon Møller.
Og han synes også, at man skal droppe forventningen om, at det skal være årets bedste aften. Forventningen gavner ikke aftenen, for den bliver formentlig ikke indfriet. Det har Simon Møller i hvert fald aldrig oplevet.
Simon går ikke op i nytår – eller gør han?
Det er nok heller ikke så sandsynligt, at Simon Møllers bedste aften på året skulle falde netop oven i en højtid, han egentlig ikke går op i. Han fortæller, at han slet ikke har et forhold til nytårsaften. Og så alligevel.
“Det er egentlig lidt paradoksalt, at jeg helst ikke vil gøre nytår til noget særligt, når jeg alligevel har en idé om, hvad det i hvert fald ikke skal være,” siger Simon Møller.
Det skal hverken være en stor fest eller et selskab bestående af folk, han kun kender perifert. Simon Møller vil allerhelst tilbringe aftenen med en håndfuld nære venner, hvor de forkæler hinanden med lækker mad.
Men med tiden har hele Simon Møllers omgangskreds fået partnere, og de fleste har også fået børn. Det har formet hans muligheder for selskab nytårsaften.
“På det her tidspunkt i livet er det naturligt, at nytårsaften bliver en familieting. Og jeg ved, at hvis jeg var i samme situation, ville mit nytår se ud på samme måde,” fortæller han.
De sidste tre nytårsaftener har Simon Møller været single, og der valgte han at takke ja til invitationer, velvidende at de andre ville deltage i par. Her blev det tydeligt, at han kom alene og mærkede et afsavn:
“Det var lidt træls. Hvis jeg aktivt havde valgt singlelivet, havde jeg bare omfavnet det. Men jeg gad jo også godt fejre nytår med en partner.”
Derfor tror han også, at han ville have det bedre med at være alene end at komme til nytårsaftenerne med par. Han tror ikke, at han vil mærke savnet lige så meget i sit eget selskab. Tværtimod. For dér kan han selv styre, hvad han gør det til.
At skulle forholde sig til nytår igen
En anden ting, der går Simon Møller på ved nytårsaften, er at skulle forholde sig til den. Tidligere år har han rejst til europæiske storbyer sammen med to kammerater. De gad heller ikke besværet med at skulle planlægge noget særligt derhjemme.
Simon Møller husker tilbage på en ekstragod nytårsaften. De tre venner var taget til Prag, hvor de boede i en Airbnb-lejlighed.
“Vi købte mad, hvor der var åbent. Det blev til et godt stykke kød og et eller andet tvivlsomt tilbehør. Vi havde ikke lige scoret lejligheden med det bedste udstyr, så vi brugte forfærdelig lang tid på at lave mad, som alligevel ikke blev godt,” fortæller Simon Møller.
Men den nytårsaften skiller sig ud, fordi den var afslappet. De tog dagen, som den kom. De var sammen, som de ville have været hjemme i Danmark. Men i Prag var der intet, der forstyrrede.
Først efter klokken 02 gik de over på den anden side af vejen, hvor der lå en bar. Indtil da havde de bare snakket løs.
Men årene efter fik kammeraterne kærester og børn, hvilket betød, at vennegruppen måtte droppe rejserne.
Selvom Simon Møller kun er glad på sine venners vegne, er han er ærgerlig over at skulle forholde sig til nytårsaften igen. Han bruger tit meget længere tid end nødvendigt på at spekulere over nytårsaften, og det irriterer ham.
“Det er åndssvagt, at jeg bruger min energi på det, når jeg netop ikke ønsker, at det skal være noget særligt,” siger Simon Møller.
Processen bliver unødvendigt lang, fordi han hverken tager en beslutning i god tid eller udskyder at tænke på det. Han ender ofte med først at tage beslutningen ugen før nytårsaften, så han burde måske undlade at tænke på det inden. Men det er lettere sagt end gjort.
Alligevel mærker Simon Møller stressen i mindre grad end tidligere:
“Med alderen bliver man mere ligeglad med forventningerne og normerne. Det bliver bedre, og man kommer tættere på at erkende, at det er ligemeget, om man skal noget eller ej.”
Men hvad så nu?
Om Simon Møller skal noget til nytår eller ej er endnu uvist. Han har allerede fået tre invitationer, hvor han er sikker på, at han er meget velkommen.
Både hans forældre, bror og bedste veninde vil rigtig gerne se ham til deres nytårsaftener, og Simon Møller er også meget fristet af deres tilbud. Alligevel overvejer han stadig, om en aften alene lokker mere end den større fest hos veninden eller parmiddagen hos broren.
Det ville ikke give mening at forsøge at opfylde sin ideelle nytårsaften med de nære venner, når de allerede har planer og traditioner. For Simon Møller ville føle, at han satte dem i en situation, hvor de ville blive nødt til at takke nej.
“Og når jeg ikke selv er mere ramt af det, ville det næsten være egoistisk, at det også skulle være andres hovedpine,” uddyber Simon Møller.
For en nytårsaften i eget selskab lyder helt fint i Simon Møllers ører.
Tjek vores instagram @nytaarudenfilter ud for flere historier om nytårsaften.