Små lokale skridt skal gøre Vejle grønnere

Som den første kommune i landet går Vejle i spidsen med at få almindelige borgere med på banen i forhold til klimaindsatsen. De har nemlig lige færdigudannet en lille skare af klima-ambassadører igennem længerevarende undervisningsforløb, diverse aftenkurser og i samarbejde med Climate Action Hub i Vejle, som er en af selve organisationenerne bag initiativet. 

Her bliver der både lært om “adfærdsdesigns”, indsigt i menneskers forskellige udgangspunkter og vigtigst af alt, så er det fællesskabet, der er omdrejningspunktet i undervisningen. Underviser på Climate Action Hub, Flemming Bridal Rasmussen, mener nemlig, at klimahandling først for alvor opstår, når mennesker føler sig forbundet med hinanden på den ene eller den anden måde.

“Måske kommer vi aldrig direkte til at tale om klima. Men hvis vi først får bygget et fællesskab og en relation op, bliver det nemmere senere at invitere andre med ind i grønne initiativer”, siger han.

Ifølge ham viser undersøgelser, at langt de fleste danskere anerkender klimaforandringerne, men at mange stadig har svært ved at tale mere eller mindre åbent om det med andre.

“Vi kan se i undersøgelser, at ni ud af ti danskere anerkender, at der er klimaforandringer. Men det er stadig de færreste, der faktisk taler med naboer og kollegaer om klima. Det viser bare, hvor svært et emne det kan være”, siger han.

En af deltagerne på forløbet er pensionisten Inger Marie Nutkins Larsen, som meldte sig til uddannelsen efter selv at have mærket en voksende klimabekymring og “afmagt” i hendes personlige liv.

“Jeg kan nogle gange blive temmelig bekymret over klimaet og få den der følelse af: ‘Hvad kan jeg egentlig stille op med det?’ Det, jeg selv kan gøre, føles jo nogle gange meget småt i det store billede”, siger hun.

Små klimahandlinger kan dog alligevel gøre en stor forskel 

På trods af erkendelsen af, at man som almindelig borger ikke har samme indflydelse som hverken politikere eller store organisatoriske aktører, erfarede hun dog blandt andet, hvordan små lokale initiativer kan fungerer som mange små brikker i et stort puslespil om at få flere folk til at handle mere bæredygtigt. 

“Det handler om indkøb af tøj, om man drikker flaskevand eller vand fra hanen, om man tager cyklen, når man kan, og om man prøver at undgå kød. Det er sådan nogle små skridt, vi kan arbejde med, hvor vi faktisk har handlemuligheder”, lyder det fra Inger Marie. 

Kurserne gav hende også redskaber til at skabe dialog med andre frem for konflikt, selv når holdningerne til klima var mere eller mindre forskellige.

“Noget af det, vi har lært på kurset, er, at det handler lige så meget om fællesskab. Man skal passe på med kun at snakke klima. Man skal egentlig mere snakke om, at vi skal lave noget sammen”, siger hun.

I Grejs, hvor Inger Marie bor, har hun allerede været med til at starte lokale projekter som affaldsindsamlinger, fællesspisning og såkaldte “kvashegn”, som er et hegn bygget af haveaffald såsom grene, kviste og kvas. Dette har hun desuden også udgivet en bog om. 

Selvom hun ikke forventer at ændre alles holdninger, tror hun stadig på, at der ligger stor værdi selv i de små samtaler.

“Nogle gange er det et frø, man planter. Og det frø kan vokse til noget større”, siger hun.

Fællesskabet kan noglegange skubbe bjerge, men er ikke altid tilstrækkeligt

Selvom fællesskabet er en central del af klimaambassadørernes tilgang, understreger underviser Flemming Bridal Rasmussen samtidig, at det ikke nødvendigvis er alle mennesker, man nødvendigvis kan nå igennem til.

Ifølge ham viser undersøgelser, at der stadig findes en relativt mindre gruppe i befolkningen, som er mere eller mindre skeptiske over for både klimaindsatsen, bæredygtige løsninger men også det faktum, at det er et reelt problem.

"De mennesker, som helt afviser klimaforandringer, er faktisk en ret lille gruppe. Dem kan man komme til at bruge enormt meget energi på [uden at få meget ud af det]. Derfor giver det ofte mere mening at arbejde med dem, der ligger i midten”, siger han.

For ham handler det derfor ikke nødvendigvis om at kunne være i stand til at overbevise alle mennesker man møder på sin vej med det samme, men snarere om langsomt at skabe relationer og lokale fællesskaber, hvor de bæredygtige initiativer kan vokse sig større og større over tid.