Smerter efter snerydning: Her er fysioterapeutens råd

Forsikringsselskabet Gjensidige har som følge af snerydning oplevet usædvanligt mange anmeldelser af skader fra deres medlemmer.

Offentliggjort
Snerydning har forvoldet en masse skader hos den danske befolkning.

Vinteren har været snerig i Danmark, og det har stillet store krav til befolkningen, når de skulle bevæge sig fra A til B. Fortovene har været snedækket, og det har fået danskerne til at støve sneskovlen af.

Lovgivningen om snerydning

Der findes lovgivning ifølge med Vejlovens § 62 og 64. Ifølge Ret & Råd Advokater's hjemmeside så gælder:

Grundejere skal sørge for at rydde sne og salte for at undgå glat føre.

Tidsrammen for snerydning er kl. 7 morgen (søndage kl. 8) til kl. 22 aften. 

Det gælder på steder, hvor det er almindeligt, at der færdes andre mennesker - f.eks. på fortove og anden vej. 

Det mærker især forsikringsselskabet, Gjensidige, der i en pressemeddelelse melder om ekstraordinært mange skader som følge af snerydning. 

“Vores fysioterapeuter i skadebehandlingen behandler lige nu mange sager. Det er meget atypisk, når vi ser på de seneste vintre, hvor snevejret slet ikke har været så udbredt,” fortæller Mette Glad fagchef i sundhed hos Gjensidige. 

Det er som grundejer i Danmark lovpligtigt at rydde sne på områder, hvor det er almindeligt, at der færdes andre mennesker. Hvis det forsømmes, kan man ende i en erstatningssag. 

Kathrine Spanner, der er fysioterapeut ved ProTreatment understreger, at det ikke er unormalt at opleve skader som følge af snerydning. “Hvis man ikke er vant til at bruge kroppen enten i forbindelse med træning eller hårdt fysisk arbejde kan man nemt komme til at lave et forkert løft og belaste kroppen på en uhensigtsmæssig måde.” 

Ifølge Kathrine Spanner, er der et par simple råd at følge, hvis man skal slippe for smerter og skader. “Mit bedste råd vil nok være at sørge for at spænde godt op i core, ret ryggen og sørg for at løfte med benene og ikke direkte i ryggen.” 

Man skal dog ikke være bekymret, hvis man vågner op med ømme muskler dagen efter snerydning. 

“Det er helt normalt at være øm i musklerne efter, så det skal man ikke være så nervøs for. Hvis man oplever at få skarpe smerter og nedsat bevægelighed i led eller muskler, vil det give mening at søge hjælp hos en sundhedsfaglig,” fortæller Kathrine Spanner.

/Ritzau/

Powered by Labrador CMS