
"Smil!" - så går det nok
Reportage
Resonans undersøger i denne uge fremmede personers livshistorier.
”Jeg lider selv af ’resting bitch face’, og det gør, at man ikke ser så imødekommende ud.”
Hun tager en tår af sin kaffe. Fortæller om sit liv. Som 10-årig flyttede hun fra Sønderjylland til Århus.
”Så fra Århus Syd og til sidst til Århus Nord. Fra ’fisefornemme Højbjerg’ til et økologisk andelssamfund i Hjortshøj.”
Minna er 23 år, og studerer service- og oplevelsesøkonomi på erhvervsakademiet i Viby. Hun drømmer om at arbejde på et spillested i Århus. Gerne et sted med mennesker og events.
Hun har fra en tidlig alder lært at flytte sig – både fysisk, men også menneskeligt – og det har givet hende en evne til at lære nye mennesker at kende, og have et fordomsfrit syn på verden.
”Jeg føler, at flytningerne har givet mig en åbenhed og en omstillingsparathed, som jeg kan bruge resten af livet”.
Hun har gået på tre folkeskoler, efterskole, tiende klasse, gymnasie og nu en videregående uddannelse.
”Det har nok givet mig en indstilling af, at det hele nok skal gå. Jeg tror jeg har fået nemmere ved at springe ud i ting, uden nødvendigvis at kende nogen. Hvem ved – måske er ens bedste ven for livet lige rundt om hjørnet?”
Hun mener, at hun på trods af sit ’resting bitch face’ har lært at takle de mange nye mennesker, flytningerne har givet hende, på en måde.
”Mit tip er faktisk bare at smile. Hvis man smiler og kigger folk i øjnene, tror jeg, man virker mere attraktiv og imødekommende. Så det er nok mit råd til andre der skal flytte sig i livet”.