”Tænk dig om næste gang du ser et pizzeria. Jeg kan garantere dig, at ejerne lever et dårligt liv”

Mehmet Alici står bag disken i sit pizzeria. Et svagt smil hviler på læberne, men øjnene afslører trætheden. Fra et lille teglas stiger en sød duft af tyrkisk te op og blander sig med duften af nybagt pizzadej. Med korte blikke mod døren følger han gaden udenfor. Klokken nærmer sig 15.00, og snart vil stilheden blive afløst af dagens travleste timer. Men selvom forretningen kører, er det ikke det liv, Mehmet havde forestillet sig.

”Aldrig i mit liv, havde jeg forestillet mig at arbejde i madbranchen” fortæller han.

Den 46-årige Mehmet flyttede fra Tyrkiet til Danmark for 27 år siden. I løbet af disse år har han beskæftiget sig med forskellige ting såsom rengøring eller arbejde på en betonfabrik. En dag besluttede han sig for at tage chancen, vende sit liv på hovedet og åbne et pizzeria.

Pizzeriaet har dog ikke givet ham det liv, han drømte om. Som yngre forestillede han sig et arbejde med økonomi eller på et kontor. I stedet tilbringer han nu det meste af sin tid i forretningen. Han slæber sig af sted på arbejde hver dag fra klokken 8 til 21, alle dage på ugen.

”Jeg er hele tiden stresset. Enten fordi der er for mange kunder, eller fordi der ingen kunder er, og jeg ikke ved, hvad vi har gjort forkert.”

Alligevel er der en ting, der får ham til at blive ved. Han håber på, at arbejdet kan give hans fire børn bedre muligheder, end han selv har haft.

"Tanken om, at mine børn kan få en uddannelse, eller at de ikke skal gå rundt og bekymre sig om deres forældre overhovedet kommer hjem, giver mig lyst til at fortsætte."

Ifølge Mehmet kan åbningen af et lille pizzeria eller kebabbiks for mange være en nødløsning. En situation hvor man er tvunget til at sætte en glad facade på, men i virkeligheden ikke kan tænke på andet end, hvordan man skal forsørge sin familie.

”Tænk dig om næste gang du ser et pizzeria. Jeg kan garantere dig, at ejerne lever et dårligt liv.”