Trods smerter møder Mélissa verden med et smil

Mélissa sidder på sin taske, som kan bruges som stol foran det krydstogt, som hun og hendes kæreste ankom med tidligere på dagen.
Offentliggjort

Franske Mélissa Marquets sidder ved et springvand på Aarhus Ø. Hendes krop gør ondt. Hele hendes krop. Hun har nemlig været på en seks kilometers byvandring i Aarhus. 

"Jeg har alle symptomerne,” fortæller Mélissa Marquet, mens hun har et smil på læben. 

Hun er handicappet og lider af sygdommen Ehlers Danlos Syndrom. 

Mélissa viser stolt sin taske frem. Den kan nemlig også bruges som stol. I siden på tasken sidder der en stok, som Melissa nogle gange bruger. Andre gange bruger hun endda kørestol. 

Nu sidder de nede ved Aarhus Ø. I baggrunden ses det store krydstogt, som de ankom med tidligere på dagen.  

Mélissas kæreste har fundet sit store kamera frem. Han sidder på hug og tager billeder af et springvand. Vandet risler op fra jorden. 

Med et smil der kan ses fra lang afstand, sidder Mélissa på sin taske-stol og overværer sin kæreste.

“Det gør for ondt, hvis jeg står op,” fortæller hun. Hendes smil er stadig ikke forsvundet. 

Der er ingen selvmedlidenhed at finde i Mélissa. Hun fortæller ikke om det, hun ikke kan. Hun fortæller om det, hun godt kan.  

Hun styrketræner. Skyder med bue. Går til step. Løber ture. Også selvom det gør ondt.  

Hun spillede engang meget fodbold, men efter en skade, måtte hun stoppe. I dag træner hun fodboldholdet på sit arbejde. Nogle gange kan hun dog ikke lade være med at være med.  

“De ved godt jeg er handicappet, så de er forsigtige,” forklarer Mélissa. 

Nu er hendes kæreste færdig med at tage billeder. De går sammen videre. Mélissa halter en smule. Men det påvirker ikke hendes ansigtsudtryk, som stadig emmer af overskud og glæde. 

Powered by Labrador CMS