Turismen i Viborg har aldrig været højere
Flere og flere overnattende gæster bevæger sig til Jyllands midtpunkt over sommeren. Juli måned nåede nye højder med en stigning i turisme på 13 procent. Det er hovedsageligt campingpladserne, der trækker.
Flere og flere overnattende gæster bevæger sig til Jyllands midte over sommeren. Juli måned nåede nye højder med en stigning i turisme på 13 procent. Det er hovedsageligt campingpladserne, der trækker.
Årets sommersæson har været speciel i Viborg Kommune. Turismen er steget fra 54.451 gæster i juli sidste år til 62.660 gæster i år. Det svarer til en stigning på 13,1 procent.
Især campingpladserne har haft meget at se til med 5.402 gæster mere i år end sidste år. Her er antallet af overnatninger på byens pladser steget med 13,7 procent.
Det har de mærket på Hjarbæk Camping lidt uden for byen, hvor der har været travlere end normalt:
"Sæsonen har været lidt anderledes. Det har vi bestemt kunne mærke. Vi har haft mere travlt og haft lidt mere personale på, end vi plejer, fordi vi også har fået et barn. Men vi har kunne mærke, at det har været vigtigt med mere personale, fordi det har været så travlt”, fortæller ejer Marie Østergaard Knudsen.
“Der har været både flere danskere, men også flere tyskere og hollændere. Ja, også gæster fra England og Frankrig”.
Og netop de udenlandske turister bliver flere og flere i kommunen. I år var der 32,9 procent flere internationale besøgende. På DCU Camping Viborg Sø har de bemærket, at pladserne i højere grab bliver fyldt med folk fra andre lande.
“Vi oplever at have flere udenlandske turister. De kommer ofte for at se domkirken og byen. Så det er nok det historiske og kulturelle, der trækker. Vi har flest hollændere, men også spanske og italienske gæster. Det er nok fordi, der er for varmt sydpå.”
Men selvom campingpladserne har boomet, har de ikke ligget over deres normale niveau på DCU.
“Vi har ikke oplevet en stigning i juli. Vores højsæson er ofte maj, juni og august, fordi vi ligger midt i byen. Så i sommerferien søger gæsterne ofte lidt uden for byen til de andre campingpladser som Hjarbæk,” siger Gitte Kristensen, der bestyrer pladsen med sin mand Ole.
Et specielt år
At der lige præcis har været en stor stigning i antallet af turister i Viborg og resten af landet, kan der være en meget simpel forklaring på ifølge turismeforsker ved Aalborg Universitet, Carina Ren:
“Lige præcis i år er tyskernes sommerferie skubbet ind i juli, så det kan meget vel være en forklaring på den kraftige stigning.”
Tyskerne er også stærkt repræsenteret, når man kigger på turisterne, der besøgte Viborg Kommune i juli 2026. Her udgjorde de 5.724 ud af de 17.301 besøgende.
Den tidlige sommerferie er dog ikke den eneste forklaring på det stigende antal af turister:
“Turisme er generelt stigende, og det er også den måde, som vi har valgt at behandle det på rent politisk. Her har tankerne generelt været, at det er kroner og øre.
Carina Ren ser derfor positivt på, at en kommune som Viborg Kommune har oplevet vækst i antallet af turister, så man sørger for at få spredt turismen lidt ud og ikke får de negative reaktioner fra de lokale, som eksempelvis i København:
“Generelt i Danmark har man arbejdet på at udvikle turistattraktioner i form af events, forlystelser, madfronten og så videre. Det kan man så se nu, at det har båret frugt.”
“Det er positivt, så vi sørger for, at turister ikke klumper sammen i storbyerne, men i stedet bliver fordelt rundt i landet. På den måde undgår vi de reaktioner fra lokale i København og andre storbyer,” fortæller Carina Ren.