"Uanset hvad, kommer det til at være svært i starten"
"Min kæreste og jeg, gik fra at være sammen næsten hver dag i flere måneder, til ikke at se hinanden overhovedet. Det var et stort spring, og vi facetimede næsten hver aften.
Jeg har altid haft lyst til at læse medicin, så længe jeg kan huske.
Jeg kommer fra Norge, og der kommer man ikke ind, medmindre man har topkarakterer i alle sine fag. Så jeg måtte flytte.
Det var svært. Ikke bare i starten, men i et helt år, vil jeg sige.
Danskerne er meget sådan, ”Hej, hvordan går det? Er du frisk?". Det er ligesom det, og så lærer man dem ikke så godt kende. I Norge, er man måske ikke lige så overfladiske.
Danskerne er sværere at komme ind under huden på, tror jeg.
Da jeg kom til Danmark, flyttede jeg på kollegie ude i Risskov. Det var billigt, men jeg delte køkkenet med sytten-atten personer. Jeg havde meget lidt køleskabsplads, et lille værelse og måtte gå sindssygt langt for at vaske tøj.
At gå fra at bo hjemme hos sine forældre, med en kæreste lige rundt om hjørnet, til pludselig at være helt alene i et andet land, var en meget stor miljøændring. Ikke at have sine mennesker tæt på. Det var ikke sjovt.
Jeg husker, helt i starten, at jeg var lidt ked af det over, at jeg ikke efter en uge eller to havde fundet en social kreds, men så tænkte jeg bare: Fuck it. Jeg går over og inviterer to fremmede drenge fra mit hold med i biografen. Det var skræmmende, men det var nødvendigt.
Og så blev vi jo kammerater efter det.
Uanset hvad, kommer det til at være svært i starten, når man ikke har nogen man kender omkring sig. Man må af og til tage nogle valg, som man måske er lidt bange for at tage. Men man bør virkelig gøre det, for at komme ud og være social. Efter en tid, så finder man jo nogen, man matcher godt med."