Unge sparer mere op til deres pension – men ikke lige meget
De unge sparer mere op til deres pension end nogensinde før, alligevel er der en forskel mellem kønnene, når det kommer til de 18-24-årige.
Ligestillingen er på dagsordenen som aldrig før - bare ikke hos aldersgruppen de 18-24-årige, og deres pensionsformue.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser at forskellen mellem kønnenes pensionsformue er på sit højeste for aldersgruppen. Til sammenligning, så er den gennemsnitlige pensionsformue for mændene i alderen 18-24 år på 25.713 kr. Hos kvinderne i samme aldersgruppe er beløbet på kun 16.208 kr.
Mændene har altså næsten 40 procent mere på pensionsopsparingen end kvinderne på det tidspunkt i livet.
I grafikken herunder kan udviklingen ses for de 18-24-åriges pensionsformuer i kroner. Selvom formuerne stiger for begge køn, så gør forskellen mellem dem altså også.
Uddannelse spænder ben
Ifølge Malene Kallestrup-Lamb, lektor ved Aarhus Universitet for Økonomi, kan svaret være at finde i uddannelsesvanerne for aldersgruppen:
“Unge mænd og kvinder træder ind på arbejdsmarkedet på forskellige tidspunkter. Flere unge mænd tager en erhvervsuddannelse og får lærlingeløn og pensionsindbetalinger relativt tidligt. Flere unge kvinder følger en gymnasial og senere videregående uddannelsesvej og kommer derfor senere ind i et job med væsentlige pensionsindbetalinger.”
Selvom forskellen bliver mindre i takt med at alderen stiger, er forskellen ikke nødvendigvis helt uden betydning.
Først til mølle
Det kan altså vise sig at være en økonomisk fordel at skænke pension en tanke, allerede når vi bliver myndige. Du tænker nok ikke at en forskel på 9.505 kroner har en stor betydning på din pensionsopsparing, men når du rammer pensionsalderen, vil pengene have haft mange år at vokse på - også selvom forspringet i starten virker småt.
Hvis man som 22-årig har 16.500 kr. på sin pensionsformue, vil det beløb vokse til 428.000 kr. Over en årrække på 47 år, hvis man antager at pensionsalderen er på ca. 69 år på tidspunktet.
Disse tal svarer ca. Til den gennemsnitlige pensionsformue for 18-24-årige kvinder.
Hvis man derimod retter blikket mod mændene, vil tallene se noget anderledes ud,
Hvis man som 22-årig har 25.500 kr. I sin pensionsformue, vil det beløb vokse til svimlende 661.000 kr. over samme årrække på 47 år.
Tallene er taget fra PFA’s pensionsberegner og derefter påregnet en årlig inflation på 2 procent.