100 timers træning for fem minutter på søen

Ved søen i Universitetsparken mødes statskundskabsstuderende hver dag for at træne til kapsejlads. Selvom konkurrencen kun varer få minutter, kræver den omkring 100 timers træning.

Magnus Heide Vind øver sig på at snurre til kapsejlads.
Offentliggjort

“En! To! Tre!”

En statskundskabsstuderende snurrer rundt på græsset i Universitetsparken med en øl i hånden, mens holdkammeraterne tæller højt fra bredden. Da han stopper, vakler han et øjeblik, før han løber mod robåden ved søen.

“Ram båden! Hold fast i båden!” råber en fra holdet.

Den lille robåd, de træner i, kalder de Ministerbåden.

På græsset ligger tasker, festivalstole og tomme ølflasker spredt rundt. Nogle sidder i stolene og følger træningen, mens andre står tæt ved søbredden for at se, hvordan det går. Fra en Soundboks spiller statskundskabssangen, og flere på holdet nynner med, mens endnu en deltager gør sig klar til sin tur.

Rundt om søen stopper forbipasserende studerende op et øjeblik. De kigger nysgerrigt mod snurreturene og løbene ned mod båden, før de fortsætter videre gennem parken.

En af sejlerne holder en øl frem foran sig, mens en holdkammerat forklarer reglerne endnu en gang.

“Bunden af flasken under anklen. Ind med håndleddet. Ind og ned.”

Så begynder han at snurre igen, mens de andre fortsætter optællingen. Efter ti snurreture gælder det om at ramme båden korrekt.

“Man skal svæve ned i båden med knæene først som en slags fodboldjubel,” forklarer en fra holdet.

Hvis øllen sidder forkert, må man tage endnu en snurretur.

“Der er kriminelt mange regler,” siger en og griner.

Statskundskabs hurtigste

Midt i træningen står Magnus Heide Vind. På holdet er han kendt som statskundskabs hurtigste.

Når det er hans tur, går det mærkbart stærkere. Snurreturene bliver taget i højt tempo, og kort efter er han allerede på vej ned mod båden igen.

“Jeg går meget op i det,” siger han.

For Magnus Heide Vind er kapsejlads ikke bare en festdag i Universitetsparken. Det er noget, man kan træne sig bedre til.

“Jeg er begyndt på kreatin, og har skiftet min normale fitness ud med medicinbold-slams og skimaskine,” fortæller han.

Det handler om eksplosiv styrke, forklarer han. Når snurreturen, løbet og springet ned i båden skal gå hurtigt, gælder det om at kunne accelerere med det samme.

Når det lykkes, føles det næsten som noget særligt.

“Man får en følelse af en superkraft, når det hele sætter sig sammen til et fantastisk snur.”

En gammel studentertradition

Kapsejlads er en af de mest kendte studentertraditioner på Aarhus Universitet.

Hvert år samles studier fra hele universitetet i Universitetsparken for at konkurrere i robåde på søen, mens tusindvis af studerende står på bakkerne omkring og følger løbet.

Reglerne er simple: En deltager ror over søen, løber op på bredden, drikker en øl, snurrer rundt ti gange og hopper tilbage i båden igen. Derefter overtager næste deltager.

Selve konkurrencen varer kun få minutter, men for mange hold starter træningen længe før. For statskundskab er der også noget på spil. Sidst studiet vandt kapsejladsen var i 2015.

Fællesskabet driver dem

På græsset ved søen klapper holdkammeraterne, mens endnu en deltager gør sig klar.

“Kom så Simon! Små fødder – accelerer!”

Simon Krogsgaard Jensen sejlede sidste år og er en af de få gengangere på holdet.

“Vi træner omkring 100 timer op til kapsejlads,” fortæller han.

“Så sent som i går var vi nede og bryde isen på søen for at kunne komme ud at sejle,” siger Simon Krogsgaard Jensen.

“Jo tidligere de andre begynder at træne, jo tidligere begynder man også selv.”

Sidste år gik det dog ikke helt efter planen. Under sejladserne faldt Simon Krogsgaard Jensen i vandet, men det ændrede ikke hans lyst til at være med.

“Det gik hurtigt op for mig, at det ikke er derfor man er her. Det er hyggen og relationerne rundt om kapsejladsen.”

Det er også derfor, han bliver ved med at møde op til træningerne ved søen.

“Det er virkelig fællesskabet og de nye venner, der driver mig,” siger han.

Jubel fra bredden

På græsset bliver endnu en snurretur talt højt.

“Hun er kraftedeme blevet god til at snurre,” råber en fra siden.

Mens statskundskabssangen spiller fra Soundboksen, råber en fra holdet:

“Ingrid er tørstig i dag!”

Latteren breder sig langs bredden.

Om lidt overtager et nyt hold banen ved søen, og statskundskaberne begynder langsomt at pakke deres ting sammen. Om få uger varer kapsejladsen kun nogle få minutter, men allerede nu er træningerne ved søen blevet et fast mødested for statskundskaberne.

Powered by Labrador CMS