Den årlige svampesæson er skudt i gang: I skovbunden leder de efter blåsnittede rørhatte og giftige "tyskersvampe"

Kniven skærer gennem den faste, lyse stok, og som ved et trylleslag begynder det gule kød at skifte farve. På få sekunder breder en intens, dybblå farve sig over snitfladen.

Blandt de fremmødte i den fugtige skovbund i Brøndum-Hvidbjerg Plantage bliver der spærret øjne op, mens mobiltelefonerne bliver fundet frem for at fange den hurtige farveforvandling.

Det ligner noget, der burde være dødbringende, men guiden Jann Ribergaard smiler blot

”Den ser rigtig giftig ud, ikke også? Det er den absolut ikke. Det er en af skovens absolut bedste delikatesser. Det er en indigorørhat,” forklarer han, mens han holder den koboltblå svamp op foran forsamlingen.

Det er fredag, og 60 håbefulde svampejægere er mødt op til den årlige guidede tur med Spøttrup Turistforening.

Luften er kølig, og lugten af fugtig muld og rådnende blade hænger mellem lærketræerne. Ifølge Jann Ribergaard har timingen været god.

Efter en tør sommer kom regnen i midten af september, og nu vrimler skovbunden med svampe.

En guide med kniv og tør humor

Jann Ribergaard kalder ikke sig selv for ekspert, men derimod svampekyndig. Med en skarp kniv i den ene hånd og en knastør, ligefrem humor fører han an gennem underskoven.

Mellem de spiselige svampe gemmer der sig også arter, man skal holde sig fra.

”Der er ingen, der er døde af at være med på tur endnu. I hvert fald ikke nogen, som har fortalt mig det,” konstaterer han tørt til de fremmødte.

Advarslerne bliver dog hurtigt mere alvorlige.

Jann fortæller historien om en berømt tysk svampeforsker, der ifølge ham nærmest dokumenterede sin egen forgiftning i sin dagbog.

Han spiste den berygtede Netbladhat, som man dengang troede var spiselig.

Første gang skete der intet, anden gang heller ikke, men tredje gang dannede hans krop en allergisk reaktion, der ødelagde hans lever og nyrer.

”I de gamle bøger står der, at den kan spises, men smager ringe. I de nye står der: Farlig giftsvamp. I må gerne spise den én gang for min skyld, men det er på eget ansvar,” siger Jann, mens han sender en "tyskersvamp" rundt i kredsen til folks halvskræmte blikke.

Begyndernes forsigtige jagt

Blandt de mange svampejægere finder man Solvej Jensen. Hun står med en kurv, der endnu kun rummer få svampe, og kigger skeptisk på en orange svamp.

Hun er her, fordi en kollega spottede arrangementet på Facebook.

”Jeg holder mig helt over i det sikre. Ikke noget for de viderekommende,” griner hun, mens hun iagttager Janns systematiske gennemgang af dagens fund.

Hun drømmer om at finde de dyre kantareller, men må sande, at hendes er de "uægte" af slagsen. De orange og slaskede fylder mere i skovbunden i dag.

Lidt derfra går Sofie Myrtue med blikket rettet mod skovbunden. For hende drejer turen sig ikke kun om at fylde kurven til aftensmaden.

"Det er alligevel for oplevelsen, at jeg plukker dem. Jeg kan godt lide stemningen af, at man går og leder efter noget bestemt - og når man så finder noget, bliver man lige lidt ekstra glad," fortæller hun med et smil.

Fællesskab og skovbundens guld

For arrangøren Ove Andersen handler dagen om mere end blot fyldte kurve. Han håber også, at turen kan få flere til at få øjnene op for naturen i området.

”Der skal være noget for hver smag, og det plejer at være en succes,” fortæller Ove Andersen, der glæder sig over det store fremmøde.

De tidligere år har både vejret og mængden af svampe drillet, men denne fredag er der nok at gå på jagt efter.

”Det er jo også lige så meget for at gøre folk opmærksomme på de lokale perler, som vi har herude i vores kommune. Få folk ud og give dem en god oplevelse,” forklarer han, mens flokken bevæger sig dybere ind mellem træerne.

Dommens time ved spejderhytten

Efter en times intens jagt samles flokken ved spejderhytten til kaffe og dagens store domsafsigelse.

Kurvene tømmes ud på det rustikke træbord, hvor Jann går fundene igennem ét efter ét.

Der bliver sorteret med hård hånd. "Smathatte" og mugne eksemplarer ryger direkte i skovbunden - "man spiser jo heller ikke rådden frugt," siger Jann med et glimt i øjet.

Jann har et simpelt ratingsystem: Kokkehuer. En Karl Johan får tre huer af Jann, en brunstokket rørhat får to, mens de mere tvivlsomme må nøjes med én eller et direkte ”smid væk”.

Turen byder på alt fra de lilla ametysthatte, der kan optage og ophobe det giftige grundstof arsen fra jorden, til de små støvbolde.

Sidstnævnte bærer det fornemme latinske navn Lycoperdon, men Jann lader hurtigt de fine fornemmelser ligge og oversætter navnet direkte: 'Det betyder faktisk ulvefis', forklarer han til forsamlingens morskab.

Da klokken slår 16.00, er kurvene sorteret, og de mest heldige kan drage hjem med ingredienserne til en svampesovs.

For Solvej Jensen har turen også budt på andet end spiselige fund.

”Det har været mega hyggeligt, og de smager bare bedre, når man selv har fundet dem,” afslutter Solvej, inden hun forsvinder mod parkeringspladsen med sin nu godkendte fangst.

Flokken begynder langsomt at sive ud af skoven. På træbordet ved spejderhytten ligger et par gennemskårne indigorørhatte tilbage. Snitfladerne er stadig dybblå.