Et barn af balletten

Det er ikke i en helt almindelig setting, at vi møder Sylvester Jønson. Fra hans første skridt ind på balletskolen som barn, har han været drevet af en klar passion.

Sylvester begyndte at danse som 8-årig, efter en veninde introducerede ham til ballettens verden.

Allerede dengang blev han tilbudt en ekstraordinær optagelsesprøve på Det Kongelige Teater, fordi han som dreng var en af de få, der søgte ind - og der, har han været lige siden.

Efter at have danset sig gennem mange år på balletskolen og gennemført en krævende aspirantuddannelse, står Sylvester i dag på scenen som professionel balletdanser ved Det Kongelige Teaters balletkompagni.      

En ret usædvanlig historie - og ja, I vil sikkert gerne høre mere. Men først må vi vende blikket mod en anden rejse.

Kravene i øvelokalerne

Tilbage i 2007 startede Lucia Gabriella Ryhl med at danse ballet. Hun var blot fem år gammel, da interessen for dansen begyndte at spire.

Få år senere så hendes mor, at Odense Balletskole, tilknyttet Det Kongelige Teater i København, tog imod nye elever. 

Lucia blev tilmeldt prøven og kom gennem nåleøjet. 

Her begyndte hun sin rejse mod Det Kongelige Teater - en rejse fyldt med drømme, men også med krav om perfektion, allerede som barn. 

Da hun nåede 7. klasse, flyttede Lucia til København for at fortsætte sin uddannelse på balletskolen ved teateret. 

Fra første dag mærkede hun presset og intensiteten.

Hun skulle møde op til alle timer, yde sit absolutte bedste, tage imod kritik og bevise sit værd - hver eneste dag. 

Vejen mod en professionel karriere var ikke kun fysisk krævende, men også mentalt udmattende.

“Ballet kræver ekstremt meget af kroppen, men også af sindet, især når man er barn, og ens referencerammer ikke rækker til at forstå, hvor usundt presset kan være.” 

Presset blev ikke kun målt i timer og teknik. Det handlede også om kroppens udseende. Ikke alle kunne passe ind i rollen som den perfekte balletdanser. 

Kroppen skulle helst følge dansens rene linjer, så hver bevægelse smeltede sammen som en symfoni. 

“Min kropsstruktur passede til, hvad balletmestre så som ideelt, så jeg havde det lettere.” 

Mange elever blev sorteret fra på grund af højde, vægt eller kropsform.

Det skabte en sammenligningskultur blandt de helt unge, og flere begyndte at tabe sig i en alder, hvor kroppen stadig var under naturlig udvikling.

“Jeg følte et konstant pres. Kroppen var mit instrument, og enhver fejl kunne koste en plads i klassen.” 

For mange satte kravene sig ikke kun i kroppen, men også i selvforståelsen. 

Når idealerne blev målestok for ens værdi som danser, fulgte presset med. 

Lucias oplevelse var langt fra et enkeltstående tilfælde. Den afspejlede de strukturer, som i årevis har præget balletmiljøet.

Perfektion har en pris 

Balletdanserne på Det Kongelige Teater har længe leveret forestillinger i verdensklasse. Men bag kulissen var virkeligheden langt fra glamourøs.

APV’er og trivselsundersøgelser fra 2020 og 2023 tegner et billede af en arbejdsplads, hvor jagten på perfekte forestillinger ofte har haft en høj pris. 

I 2020 var tonen stadig optimistisk. Balletdanserne trivedes, men problemer var under opsejling.

Tre år senere var billedet dramatisk værre. Trivselsmålingen fra 2023 viste en work-life balance på kun 2,2 og et energiniveau på 2,1 ud af 5.

Derudover havde 31% haft sygefravær grundet arbejdsmiljøet.

Kommentarsporet i undersøgelsen gav stemme til tallene. En danser beskrev: 

“Det føles, som om vi er maskiner, der skal levere hurtigt, så kvaliteten kompromitteres.”

En anden fortalte hvordan op mod 110 forestillinger om året var uforsvarligt, og at skaderne var ude af kontrol.

Arbejdsmiljøforsker Peter Hasle peger på, at det psykiske pres i balletbranchen er en grundlæggende præmis.

“I et konkurrencepræget miljø, hvor kun de dygtigste kan komme videre i karrieren, giver det nogle helt særlige udfordringer, som man ikke kan eliminere fuldstændigt - det er et vilkår.” 

Han understreger, at ledelsen har et ansvar for at skabe et ordentligt arbejdsmiljø med klare rammer og åbenhed. 

Transparens og psykologisk tryghed er afgørende, så danserne kan ytre sig frit og have et liv uden for teateret.

Tallene viser et system under pres. Men bag statistikkerne står stadig de enkelte dansere, med hver deres måde at leve med kravene på. 

Mere end bare en mand på 21 

Midt i disse vilkår er Sylvester. For mange mænd på 21 handler hverdagen om bold og bajer.

Men for Sylvester og de andre balletdansere ser livet markant anderledes ud.

“Der er en forventning om, at man har hvilet, restitueret og er klar - det er en del af det professionelle ansvar.” 

Ansvaret følger ham hver eneste dag. 

Sylvester ved præcist, hvad han skal undgå for at opretholde den klassiske balletkrop, og han er fuldt bevidst om, at livsstilen kræver fravalg.

“Jeg har også misset en del fødselsdage og familiekomsammener. Det er en del af arbejdet, at man ikke kan være med til det hele.” 

De mange timer i øvelokalerne og på scenen, har gjort teateret til et sted, der føles både velkendt og hjemligt. 

Kollegaskabet beskriver han som en ekstra familie.

“Jeg har jo nok været mere på det kongelige, end i mit eget barndomshjem. Men mine forældre er stadig mit bedste heppekor blandt publikum.” 

Det er tydeligt, at balletten er mere end blot et arbejde for Sylvester. Det er en identitet og en livsstil, som kræver alt af ham, men som til gengæld giver alt igen.

En sidste dans 

Men ikke alle danser sig hele vejen til teatrets top.

Inden tiden kom til aspirantuddannelsen, blev Lucia og hendes klassekammerater inddelt i tre kategorier; rød, gul, grøn. Kun det grønne lys kunne sikre en fremtid i Balletkompagniet - noget som de fleste jagtede. 

Lucia var en af de få, balletmestrene så potentiale i.

Da snakken om fremtidsplaner og gymnasievalg tog fart, gik det langsomt op for hende, at hun måske skulle søge andre veje.

En knæskade havde holdt hende på sidelinjen i et halvt år, og under genoptræningen mærkede hun, at gnisten var væk. En svær følelse, efter at have været i miljøet i flere år. 

Psykolog Janne Mortensen understreger, at ambition og motivation skal komme indefra.  Hvis man kun drives af andres forventninger, forsvinder glæden. 

“Det afgørende er, hvordan vi håndterer perfektionisme. Styrer vi vores ambitioner - eller styrer de os? Stræber vi bevidst, eller kommer kravene oppefra?” 

Det er en balance, og danserne må have sig selv med. Trods det famøse grønne lys stoppede rejsen. 

Lucia steg af toget og begyndte på et alment gymnasie.

Direktionen danser på en ny bølge

Efter foruroligende trivselsmålinger og dårlig medieomtale, har Det Kongelige Teater sat ind for at imødekomme de alvorlige udfordringer i arbejdsmiljøet.

Antallet af forestillinger er reduceret, og der er kommet større fokus på trivsel gennem coaches, diætister og psykologer.

Samtidig har ledelsen, de seneste år, afholdt seminarer om kropidealer og psykologisk tryghed for at skabe åbne og trygge rammer. 

Kernen i indsatsen er programmet ‘Den Sunde Danser’, lanceret i starten af 2025, som administrationschef Dorthe Gude, står i spidsen for.

Programmet giver danserne daglig adgang til fysioterapeuter, kostvejledning, mentaltræning og psykologhjælp - suppleret med klare retningslinjer for pauser og restitution. 

Målet er at skabe en bæredygtig fremtid for balletten, hvor danserne kan præstere på højt niveau, uden at gå på kompromis med trivsel og sundhed. 

Den indre perfektionist 

Selv med de nye tiltag slipper presset nok aldrig helt. 

Efter et helt liv i dansesalene er perfektionismen blevet en del af Sylvesters tankegang -det, som forsker Helle Hein kalder indre eller internaliseret perfektionisme, hvor presset udspringer af egne høje standarder fremfor af ledelsens krav. 

For Sylvester handler det ikke om at jagte fejl, men om at fastholde den indre standard, der driver hans udvikling. 

Han ved, at det mentale arbejde fylder lige så meget som det fysiske, og han har lært at styre sin indre kritiker.

“At sige ‘jeg var nervøs’ hjalp slet ikke. Nu siger jeg i stedet: ‘Jeg glæder mig, jeg er spændt.’ Det virker, og det er sådan nogle små tricks, der gør en forskel.” 

Sylvester oplever, at de nye initiativer har gjort en konkret forskel. Adgangen til mental coach og den mere åbne kultur, som ‘Den Sunde Danser’ har skabt, gør det lettere for ham at tale om og være i presset.

Selvom balletkulturen stadig er perfektionistisk, understreger Sylvester, at det ofte udspringer af dansernes egne høje standarder snarere end ledelsens. 

Performancepsykolog Melissa Elveberg pointerer, at høje ambitioner ikke nødvendigvis er negativt. 

“Der er ikke noget galt med at ville præstere på et højt niveau. Det kan sagtens være sundt og godt, hvis det sker under ordentlige rammer.” 

For Sylvester fungerer perfektionismen netop som en drivkraft.

Selv han har off-dage. Aftener, hvor trinene ikke sidder og fejlene står i kø. Alligevel har han lært at sige “pyt”, trække vejret og grine over det med sine venner. På den måde finder han altid glæden ved dansen – selv når det hele ikke er perfekt.