15-årige kan få en abort, men ikke en ordblindetest uden forældrenes samtykke. Det vil regeringen ændre på.

“Mine forældre ved jo ikke noget om, hvordan det er at være mig, for de er ikke selv ordblinde. Så de ved ikke, hvordan det er at være ordblind.” 

Ingrid Nygaard Nørregaard, 16, sidder blandt røde lerfigurer og farverige malerier af kroppe, som hænger til tørre på en snor gennem lokalet. Oppe under taget har 1.g-klassen netop afsluttet en billedkunststime om kroppe i kunsten. Det er to måneder siden, Ingrid startede på den treårige HF for ordblinde på KVUC. Men hun vidste allerede fra 10-årsalderen, at hun var ordblind, hvor hun fik et rødt resultat i ordblindetesten.

Den nationale test kan man få fra foråret i 3. klasse. Dog kun hvis forældrene ønsker det. Indtil man fylder 18 år, skal man nemlig have skriftligt samtykke fra dem. Ifølge Ordblindeforeningen kan kravet udgøre en “alvorlig barriere” for nogle unge.

“Konsekvensen er, at nogle unge afskæres fra nødvendig hjælp i en afgørende periode af deres liv,” siger Gry Kaalund Nicolaisen, forperson for Ordblindeforeningen, i en pressemeddelelse på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Det skal være de unges eget valg

I pressemeddelelsen foreslår regeringen at afskaffe kravet om forældresamtykke for unge i alderen 15-17 år. Det glæder Alma Kirkemann, forperson i Ordblind Ungdom.

“Det er jo underligt, at vi lever i en verden, hvor unge kan købe alkohol, og man kan få en abort uden sine forældres samtykke, fra man er 15 år gammel. Men man skal have samtykke fra sine forældre for at få en ordblindetest. Det giver jo ikke supermeget mening. Så det, synes vi i Ordblind Ungdom, er yderst fantastisk,” siger hun.

Ordblind Ungdom har ingen konkrete tal på problemets omfang. Det er ifølge Alma Kirkemann svært at dokumentere. Men uagtet problemets størrelse, handler det om, at fjerne ansvaret fra forældrene, så børn af ressourcesvage familier ikke er dårligere stillet end andre. 

Ingrid og hendes klassekammerat Robert Hamilton Ferguson, 18, er enige i, at det er problematisk, hvis ens forældre ikke vil have, at man bliver testet. Så skal man selv have lov til at beslutte det. I sidste ende er det vigtigste, at man får testen, så man kan få afklaring og hjælpemidler, mener de. Er det udelukkende op til den unge selv, kan det altså også være problematisk. 

“Det ville være trist, hvis jeg ikke havde lyst til at blive testet. For jeg er ordblind. Og så er det jo godt, at man har sine forældre, som kan bestemme det,” forklarer Robert.

Forældrene spiller en afgørende rolle

På KVUC tester de omkring 1000 for ordblindhed om året. For dem under 18 år indhenter Ina Stausholm Iversen de påkrævede samtykkeerklæringer fra forældrene. Hun har i et par sjældne tilfælde oplevet det som en hindring at skulle indhente forældresamtykke. Den lille andel må vente til de bliver myndige, før de kan blive testet for ordblindhed. Som ordblindekoordinator ser hun dog klart en fordel ved samarbejdet mellem forældre og uddannelsesinstitutionen, når en elev skal testes for ordblindhed. Og det starter allerede ved testen. 

Bliver regeringens forslag en realitet, understreger Iversen vigtigheden i at inddrage forældrene, hvis barnets resultat er rødt. At slippe kontakten med forældrene helt er for sårbart, mener hun.

Alma Kirkemann er tilhænger af det principielle i at give de unge mere ansvar i en alder, hvor forældrene i forvejen kommer mere og mere ud af billedet. Hun er sikker på, at de forældre, som ønsker at være inddraget, nok skal være det. Og det er også først i det efterfølgende forløb, at det giver rigtig god mening at inddrage forældrene, mener hun. 

Skolerne mangler ressourcerne

Ifølge Ina Stausholm Iversen risikerer man at tabe rigtig mange børn på gulvet, hvis ikke forældrene er inde over forløbet. De har en helt central rolle. 

”Hvis man tager forældrene ud af ligningen, så har skolen et større ansvar for at samle de her ordblinde børn og unge op. Samtidig ser vi hver dag, at det har skolerne ikke ressourcerne til det,” siger hun. 

Det er sidst på skoledagen for Ingrid og Robert. Her er alle deres klassekammerater ordblinde. Og det har stor værdi, at man både kan få hjælp og ikke føler sig anderledes.

Men Ingrid kan genkende billedet med manglende ressourcer fra sin folkeskoletid. Her havde hun undervisning med en ordblindelærer én gang om ugen. Hendes dansklærer vidste derimod ikke meget om ordblindhed og gav hende derfor “bare alt det nemme” for som lektie.

“Det var lidt nederen. Jeg ville jo gerne det samme som de andre, for så kunne vi følges lidt,” fortæller Ingrid.

“Man har lyst til at være ligesom de andre. Det er jo supernederen at være uden for fællesskabet,” tilføjer Robert.