Gaza: En kvinde går mod markedet for at købe mel.

Hendes halstørklæde flakker i solen, mens hun presser stropperne fra hendes håndtaske ned i fingrene.

Da hun vender tilbage, er der ikke længere noget hjem.

“Where is my children?!” Skriger hun.

Der har været et angreb.

Kvinden falder ovenpå murbrokkerne. Det hvide støv hænger stadig i luften, da Tina Alaverdi Zarei scroller videre.

Hendes mørke øjne følger med på telefonen. Hun har, ligesom tusindvis af andre børn, ufiltreret adgang døgnet rundt til eksplicitte krigsvideoer gennem de sociale medier.

3,5 millioner mennesker har liket og hørt kvindens skrig. 66.000 har kommenteret det, 250.000 har gemt det.

“Når jeg ser sådan noget, tænker jeg.... Hvad ville jeg gøre, hvis det nogensinde skete for mig? Det føltes lidt som om, mit hjerte knækkede,” fortæller Tina, da vi møder hende på Lisbjergskolen lidt nord for Aarhus.

Krig og konflikt er flyttet fra slagmarken ind i børnenes hoveder. Faktisk så meget, at det nu er blevet den største bekymring blandt folkeskolebørnene i 6.til 9. klasse.

Det viser undersøgelsen; Hvad bekymrer børn i 6.-9. klasse i Danmark?, som Institut for Menneskerettigheder har lavet sammen med Unicef Danmark.

For 12-årige Tina Alaverdi Zarei betyder det, at videoer af bomber i Gaza og grædende børn, hvis forældre er begravet i murbrokker, er blevet en normal ting - sammen med en oplevelse af, at de voksne taler udenom. 

Men hvad kan man som lærer, folkeskole og måske vigtigst af alt - som forældre gøre, når bekymringer om krig rumsterer i vores børns hoveder?

Det er december, og Lisbjergskolen i Aarhus er dækket til med den slags julepynt, der er enhver forældres største mareridt. Guirlander lavet af gammelt avispapir og tvivlsomme papmache-figurer svæver fra skolens loft.

På den måde ligner Lisbjergskolen enhver anden kommunal folkeskole. Lærerne drikker dårlig kaffe, og børnene gør alt, hvad de kan for at slippe for fællessangen. 

Tina Alaverdi Zarei er 12 år. Hun går i 6. klasse, danser i fritiden, og hendes bekymringer går i hvert fald ikke på matematik - men noget helt andet.

Da der i september var droner over Danmark, slog hendes hjerte hurtigere, end det plejer. 

“Min søster var i lufthavnen på samme tid, og måtte overnatte i lufthavnen. Den aften kunne jeg næsten heller ikke sove, fordi mit hjerte bare bankede så hurtigt,” fortæller hun. 

Tina er langt fra det eneste barn, der bekymrer sig. Undersøgelsen som Institut for Menneskerettigheder og Unicef Danmark har lavet, viser at 45 procent af børnene i 6. - 9.-klasse ser krig som den største bekymring for deres fremtid.

Julie Bek, psykolog hos Børns Vilkår, nikker genkendende til, at krig fylder mere i hovederne hos børn end tidligere. 

“Børn bekymrer sig for krig, fordi det fylder for os andre. Det fylder i mediebilledet, det fylder på sociale medier. Jeg tror helt generelt, at vores verdenssituation er et vilkår. Det er den jo også for vores børn, de møder også ord som hybridkrig og cyberangreb.” 

Sociale medier har flyttet frontlinjen i Ukraine ét klik væk. Når børn ser den slags videoer, og ikke har en forklaring på, hvorfor Israel og Hamas er blevet uvenner, så lægger de i stedet puslespilsbrikkerne med hjælp fra deres fantasi, forklarer Julie Bek.

“Børn har ikke hylderne i hovedet til at placere den viden, de får ind. De får brudstykker af virkeligheden gennem telefonen, men mangler ligesom limen til at lime det hele sammen til en meningsfuld fortælling om: Hvad er det egentlig, der sker?” Fortæller Julie Bek.

“Vi har siden Ukrainekrigen oplevet en stigning i henvendelser på BørneTelefonen. Vi kan se, at der generelt er flere henvendelser, der går på frygt for krig,” fortæller hun. 

Krig i lommen 

En strøm af videoer glider hen over mobiltelefonens skærm. Kattevideoer, piger der danser synkront til tidens nyeste K-Pop hit, og pludselig falder der en bombe. Ikke i overført betydning, men i ordenes bogstavelige forstand.

“Jeg så en video, der gjorde mig bange for to måneder siden. Det var en video af en lille baby, som var ved et hus. Og så kom der lige pludselig bomber. Hun løb bare og græd,” fortæller Tina.

Eksemplet er ikke usædvanligt. I følge rapporten Børns Liv med Sociale Medier  har tre ud af ti børn i fjerde klasse set indhold på sociale medier, som gjorde dem bekymrede.  I syvende klasse er det seks ud af ti.

Men bekymringerne stopper ikke, når skærmen slukker. 

Hos BørneTelefonen oplever psykologerne, at rigtig mange ringer ind med fysiske symptomer som mavepine og søvnløshed - typisk om natten, når børnene ikke kan sove. 

De følelser kender Tina også til: 

“Jeg har haft virkelig mange mareridt. Jeg drømte, at min familie skulle en tur til Palæstina. Da vi skulle til at sove, så var der bomber over det hele, og min familie løb bare rundt, og vi vidste ikke hvad vi skulle gøre. Så vågnede jeg med et chok.”

Børn skal ikke skånes

Børnene mangler ikke flere nyheder om krig – dem får de rigeligt af. Spørgsmålet er nærmere, hvem skal hjælpe dem med at forstå, hvad de ser?

I DR’s format Ultra Nyt, kan man også høre om gidseltagninger og droneaktivitet. Men her bliver krigen ikke serveret råt ligesom på TikTok eller Snapchat.

“Det, der er vigtigt for børnene, er også vigtigt for os, og som udgangspunkt er der ikke nogen historier, vi ikke kan bringe.”

Det fortæller leder af Ultra Nyt redaktionen, Christina Johansen.

Ultra Nyt er et nyhedstilbud, der laver nyheder ud fra præmissen om, at børn skal informeres - også når det til tider kan være ubehageligt. Det har ført til, at redaktionen af og til modtager klager fra forældre.

“Hvis noget er vigtigt for børnene, er jeg sådan set ligeglad med at få alverdens klager. Hvis det fylder for børnene, så fylder det også for os.”

Men er børn de bedste til at vurdere, hvad de skal høre?

“Børnene kan ikke skånes for de voldsomme ting, der foregår rundt omkring i verden. Og hvis der er 122 døde i Gaza, så fortæller vi det. Vi kunne ikke finde på at udelade en så vigtig detalje, selvom den er ubehagelig at høre om,” siger hun.

Ultra Nyt’s tilgang er, at børnene ikke skal skærmes for ubehageligt indhold, men i stedet have det filtreret. Men at vide noget, er ikke det samme som at forstå det. Og når et afsnit Ultra Nyt er slut, dukker spørgsmålene op et andet sted.

“Hvorfor er Rusland sure på Danmark?” 

En dreng i folkeskolelærer Emil Risgaards klasse, har netop stillet spørgsmålet.

“Det er fordi Rusland og Ukraine er i krig, og Danmark støtter Ukraine med en masse ting,” svarer han. 

Emil Risgaard er den type lærer, der ikke behøver at hæve stemmen for at blive hørt.

Han er ung, rummelig og kan håndtere den garanterede rastløshed, der følger en hvilken som helst elev i 6. klasse. 

“Krige er jo noget, der fylder i skolen, fordi de er eksponeret for det konstant. Og hvis ikke man tager snakken, så får de ikke noget nuanceret billede af det. Du kan ikke bare tie det ihjel,” fortæller Emil Risgaard. 

Og hvordan gør en folkeskolelærer så lige det? 

“Man skal forsøge at tage bekymringerne ned på et niveau, hvor det er mere oplysende. Og så skal man prøve at få den vendt til, at det er et andet sted i verden, der er krig. Man skal ikke trække krigen med hertil, især ikke i børnehøjde,” fortæller han. 

Samme opfordring kommer Julie Bek med til forældrene:

“Vi anbefaler, at man er modig som voksen og åbner samtalen. Man kunne godt håbe på, at når mit barn eller mine elever ikke spørger til det, betyder det, at de ikke ved noget. Men det er urealistisk at tænke, at eleverne mellem 6. og 9. klasse, ikke har den viden,” fortæller psykologen fra Børns Vilkår. 

Krig kan ikke ties ihjel – men den må heller ikke slippes løs.

Samtalen skal derfor foregå et sted mellem disse yderpunkter. Det har fået NGO’en Røde Kors til at melde sig på banen.

I foråret 2025 lancerede de undervisningsmaterialet Helt sikkert!, som er målrettet børn i tre aldersgrupper. Det skal hjælpe børn til at få et sprog for, hvad krig er – så de bedre kan forstå, hvad der er op og ned, når hele samfundet snakker om krig.