16-årig blev udsat for gruppeoverfald under Aarhus Festuge: Nu er to unge dømt i sagen
To unge dømmes i sag om grov vold, men nægter at have været en del af overfaldet. Den 16-årige identificerer dem begge i retten som nogle af hans overfaldsmænd.
En aften, der startede med musik, venner og god stemning, endte for en 16-årig dreng med flænger i hovedbunden, brækket næse og skrammer rundt omkring på kroppen.
Fredag d. 29. august 2025 var den 16-årige dreng taget ned i Mølleparken sammen med nogle venner under Aarhus Festuge. Her blev han udsat for et gruppeoverfald senere på aftenen.
Torsdag d. 26. marts 2026 blev to unge drenge på 16 og 18 år dømt skyldige i dette overfald, der omhandler grov vold.
Den 16-årige dreng, der blev udsat for overfaldet, fortalte i retten, at der var fem til otte drenge, som deltog i overfaldet. Her identificerede han både den 16 årige og den 18-årige som to af disse drenge.
Fra smil til knytnæveslag
Den 16-årige dreng, der blev udsat for overfaldet, troede først, den 18-årige ville hilse, da han gik hen imod ham. Men pludselig blev blikket i den 18-åriges øjne anderledes, og han slog ham uprovokeret med et knytnæveslag.
Dernæst tilsluttede den anden 16-årige og nogle andre drenge sig overfaldet. Gruppen sparkede, slog og trampede på drengen.
Den 16 årige dreng forklarede, at den 18-årige slog ham i hovedet med en cykelkæde flere gange.
Flere af vidnerne bekræftede det pludselige overfald, der kom uden foregående provokation.
Usammenhængende forklaringer
Det var kun den 16-årige dreng, som kunne identificere de to unge drenge som nogle af overfaldsmændene – derimod ingen af vidnerne.
Men dommeren og domsmændene lagde vægt på, at handlingsforløbet, som den 16-årige havde beskrevet, var foregået og underbygget af hans skader og vidneberetningerne.
Den 16-årige dreng kunne identificere både den 16 årige og den 18 årige i retten og var troværdig i sin forklaring. De unge drenges forklaringer var derimod usammenhængende.
Begge drenge forklarede i retten, at de var i Mølleparken samme aften, som overfaldet fandt sted. De nægtede begge at have deltaget – eller at have set, overfaldet.
Den 16-årige, som var tiltalt for overfaldet, sagde, at han ikke var venner med den 18-årige. Den 18-årige forklarer dog, at de nogle gange var venner.
Anklageren supplerede med bevismateriale, der viser, at de to drenge havde ringet til hinanden 240 gange i perioden mellem d. 10. november til d. 3. december 2025.
Samtidig havde de begge to fået tilsendt en video af den 16-årige i en snapchatgruppe nogle timer efter overfaldet. Videoen viste, den 16-årige ligge forslået på jorden med blod i ansigtet.
Fængsel, UKN og erstatning
Den 16-årige tiltalte blev idømt tre måneders betinget fængsel og henvises til Ungdomskriminalitetsnævnet i to år. Han ville have betænkningstid, og har dermed 14 dage til at afgøre, om han vil anke sagen.
Den 18-årige forklarede i retten, han ikke var villig til samfundstjeneste. Han blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for både overfaldet og en overtrædelse af knivloven på J-dag i 2025, som anklageren tiltalte ham for i samme retssag. Han ankede til landsretten.
Den 16-årige, der var udsat for overfaldet, havde efterfølgende fået en hjernerystelse af skaderne fra overfaldet. De to unge drenge blev pålagt at betale ham 1680 kr. i erstatning.