17-årig kokkeelev i den gastronomiske elite:
"Jeg vil være mit eget forbillede"
Hollandske Bessel Hulskamp er i gang med tredje år af sin kokkeuddannelse, og står i lære på Michelinrestauranten Domestic i Aarhus.
Han lader ikke sin unge alder stå i vejen for hans høje ambitioner, der kræver et stålfast mindset, når der skal kunst på tallerken.
Bessel Hulskamp står foran den store trædør gemt i en baggård i latinerkvarteret. Det er Domestics hovedindgang. Han har sovet dårligt. Tankerne har i natten viklet sig rundt om hinanden, og han har vendt og drejet sig i den nye seng. Håndfladerne er svedige, og hjertet banker hårdt i brystet. Du kan godt. Det er bare det første møde. Intet kan gå galt.
Alligevel kan han ikke få sig selv til at tage fat i håndtaget. Han bevæger sig i cirkler, tyve minutter forsvinder, mens tankerne raser. Det er det her, han har kæmpet for. Det her er næste skridt, på vej mod drømmen. Men hvad hvis han fejler? Hvad hvis han ikke er god nok?
55 michelinstjerner
Det er ikke underligt, at kokkeeleven Bessel havde sine bekymringer. Nogen vil kunne huske TV 2-dokumentaren Den bitre smag af Michelin fra 2023, som afslørede horrible arbejdsforhold i den gastronomiske elite, og som for alvor løftede sløret for, hvordan nogle af landets bedste kokke opnår deres imponerende resultater. Tidligere i år trak også Nomas køkkenchef René Redzepi sig efter anklager om fysisk og psykisk vold på arbejdspladsen.
Samtidig har vores lille land oplevet en markant stigning på 11 michelinstjerner på to år, hvor det samlede antal er vokset fra 44 til 55 stjerner, og nye tal fra VisitDenmarks turistundersøgelse viser, at der sidste år var over seks millioner turister, som valgte Danmark blandt andet på grund af maden.
Derfra vidste jeg det var sjovt
Denne forkærlighed til mad og håndværket bag deler Bessel med landets turister. Hans passion ligger i kaosset i køkkenet. De interne dynamikker med kollegaerne. Eftertænksomheden bag hvad der ender på tallerkenen.
Bessel mærkede det allerede første gang, han trådte ind i et industrikøkken. Han var fjorten år og havde fået sin første praktikplads i et klassisk franskinspireret køkken i en den landsby midden Beemster nord for Amsterdam.
“Det var min første dag. Jeg var meget nervøs. Jeg overtænkte det hele. Havde de ret, var alle kokke onde og ville de råbe ad mig?” En påstand, han hurtigt fik aflivet, da han begik karrierens første fejl. Nervøse Bessel ramlede med en klodset bevægelse ind i en stor si fyldt med nyhakkede syltede agurker, som resulterede i, at hele partiet røg på gulvet. Bessel stivnede.
“Jeg var ved græde. Jeg havde så mange nye og store følelser. Men de andre grinede bare. Ikke af mig, men af situationen.”
Det ændrede Bessels syn på miljøet i køkkenet og hans medbragte fordomme om, hvordan kulturen ville være. “Derfra vidste jeg det var sjovt. Jeg kunne lide det. Jeg kunne lide køkkenet. Og jeg kom tilbage.”
Og det gjorde han. I halvandet år stod han i lære i det franske køkken, opbyggede erfaring, færdigheder og drømme, i sin rejse mod det æresfyldte michelinkøkken.
Midt i det fokuserede kaos
Det er tirsdag i restauranten. Store prep-dag for Bessel og de andre i køkkenet. Bessel klargøre og sliber sine knive så de står skarpt forud for hans vagt. “Backs” lyder det fra en kollega, der har hænderne fyldt med nyleveret danske blæksprutter og østers.
Han er på sit tredje år af kokkeuddannelsen, og i sin sidste praktik inden han bliver færdiguddannet. Han har fået plads på michelinrestauranten Domestic i Aarhus, hvor der er fokus på sirlige og perfektionerede anretninger ud fra lokale sæsonråvarer.
En stor mulighed for den blot syttenårige Bessel, der for første gang har forladt hjemlandet som en del af hans uddannelse. “Man ser ikke michelinstjernen alle steder. Det er meget stort, et stort pres. Jeg er i et nyt land, hvad hvis de ikke kan lide mig, hvad hvis jeg ikke lever op til deres standarder?“
Tempoet i køkkenet stiger, og smækdøren mellem køkken og lager åbnes uafbrudt. Bessel hælder en mørkegrøn olie i en mindre plastflaske med tud, og placerer den i køleren under hans station. En duft fra en orange masse, der simrer på et plus i modsatte side af køkkenet, infiltrerer lokalet.
I alt det fokuseret kaos lyder der højt fra køkkenets højtaler en engelsk version af Nephew´s sang “Igen & igen &.”
Et større formål
Bessel er begyndt på noget nyt. Han placerer en si og to skåle på den blanke aluminiumsoverflade. Fra et stort patentglas tager Bessel fermenteret hyldeblomstskud op, og sorterer sirligt hyldebærkapersne fra stilken. En kæk kommentar fra en kollega medfører smil på læben hos Bessel.
Et gentagende mønster når Bessel er i køkkenet. Interaktionen med kollegaer og smil på læben. Det er svært at forstå, at samme person for blot halvanden måned siden gik i cirkler ude foran den store dør. Nu står han ved sin egen station i køkkenets kaos med lysende overskud.
Bessel er kun lige begyndt på sin tretten timers vagt. Det er ikke usædvanligt, at han arbejder tres timer på en uge, noget som han med sin unge alder har skulle vænne sig til. Hårde og lange dage med fart på kræver en del af Bessel. “Jeg vil kæmpe mig gennem, presse mig selv. Holde tanker som, ‘jeg vil hjem’ og ‘jeg kan ikke klare det’ tilbage.”
Efter en lang vagt, har Bessel ikke tid til andet end at skynde sig hjem i seng. Men hvordan møder han så op, målrettet og motiveret igen & igen &?
“Hos Domestic er jeg spændt på at tage på arbejde, fordi jeg kan lære noget nyt hver dag. Hvis jeg har et positivt mindset, arbejder jeg hurtigere og gør det bedre. Jeg ved, at det i sidste ende bidrager til et større formål – mig selv.”
TImerne inden åbning på Domestic, er de travleste for Bessel og resten af holdet Fotos: Celia Bak-Thomsen og Lasse Ærtebjerg
Tårer i maden
Men Bessels spirende ungdomskarriere har ikke blot været en dans på roser. Der var et tidspunkt, hvor det hele så sort ud, hvor Bessel ikke længere kunne fornemme sin retning, og hvor han tvivlede på, om kokkefaget overhovedet var hans branche.
Bessel husker tilbage på en kultur fra en tidligere arbejdsplads, hvor tonen var hård. “Opgaverne var svære, og når jeg gjorde noget forkert, blev jeg straffet for det. Jeg sagde undskyld så tit, at chefkokken en dag sagde til mig: ‘Når du har sagt det til mig så mange gange, betyder det ikke længere noget. Så du kan lige så godt bare passe dit arbejde og lade være med at sige undskyld mere.’”
Under service blev Bessel bombarderet med spørgsmål, Hvorfor har du gjort det her? Hvorfor har du ikke gjort det der? Og hvorfor er din station ikke ren nok?
En dag midt i rushet med tredive tallerkner, en høj puls og det ene spørgsmål efter det andet, blev det for meget. Bessel havde mest af alt bare lyst til at forsvinde.
Give op, smide håndklædet i ringen, droppe det hele. Tårene pressede sig på, men alligevel var det som om, at der var noget, der ikke kunne løsrive ham fra situationen, “Det var en meget mærkelig oplevelse, fordi jeg var så opsat på at lave anretningen, samtidig med at jeg græd. Så der løb nærmest tårer ned i maden, og alligevel blev jeg ved.”
Tiden på restauranten har gjort ham mere robust. Tidligere påvirkede selv den mindste modgang ham. Han sænker skuldrene, ligger hovedet på skrå og fortsætter, "Jo mere man går igennem de følelser, jo bedre bliver man til at håndtere dem. Til sidst så de mig efterhånden aldrig græde mere.”
Bessel bliver tavs, det er som om, han lige er blevet fem år ældre.
Oplevelsen gav også Bessel håb. Han kom fra sit første køkken, som han havde elsket, og at når først han var færdig her, måtte der være steder derude, som var bedre, “Det her var bare ét år af ren tortur, jeg skulle igennem, for at komme videre til noget andet.”
Det betyder meget for mig
Det er som om, Bessel har en indre drivkraft, han ikke kan slukke. Et mindset, hvor han vil rykke sine grænser med målet om at forbedre sig. Han besidder en stædighed, som har fået ham igennem svære perioder. “Engang fik selv de mindste ting mig til at gå i stå. Nu har jeg forsøgt at ændre min indstilling. Det har forandret alt.”
Hvorfra Bessel har fået sin drivkraft og passion for mad, ved han ikke helt præcist. Hans mor har arbejdet som lærer i mange år, mens hans far har arbejdet på et bibliotek. De er derfor ikke bekendt med industrien, men er stadig støttende overfor Bessel.
“Nogle gange synes de, at mængden af timer, jeg arbejder, er lidt for meget. Men det er bare en del af jobbet. Jeg siger altid til mine forældre ‘I ser jo ikke andre arbejde otte timer, mens resten arbejder tolv’.”
Bessel har dog et familiemedlem der har gjort særligt indtryk på ham i hans barndom. “Min bedstefar har altid inspireret mig. Han var konditor. Han vidste alt om konditori og var den største af slagsen i min hjemby.” Bessel er før blevet genkendt i hans hjemby på grund af hans efternavn, særligt af ældre generationer der har kommet i hans bedstefars butik.
Hans bedstefar gik bort for ti år siden. Han nåede aldrig at opleve Bessel som kokkelev, men har stadig stor betydning for Bessel, i hans rejse gennem det gastronomiske køkken. “Min bedstemor siger altid til mig, at han ville være stolt af mig, og det tror jeg på.”
Bessel synker en klump i halsen. Hans øjne bliver tydeligt klare, mens blikket flakker væk fra situationen. Der opstår en hul stilhed, mens en tåre triller ned ad Bessels venstre kind. “Det betyder meget for mig.”
En stemme i overgang
Når Bessel er færdig med sin uddannelse vil han være nitten år. Hvad skal der så ske? Hvad er drømmen og målet med den store indsats i køkkenet?
"Jeg vil gerne rejse med mit arbejde. Være på én restaurant et års tid så en anden i et års tid, eller måske lidt længere. Bare komme ud og se verden.”
I hans tid på Domestic har han fået øjnene op for arbejdet bag en michelinstjerne. De storartede tanker bag retterne. Den identitet, der bliver skabt fra sted til sted. De forskellige ambitioner personerne bag restauranterne har.
Noget han gerne vil opsøge og lære mere af. "Jeg vil gerne se steder, se andre køkkener, hvordan de gør det, og hvordan de opnår deres stjerner.”
Bessels spekulerer med sin entusiastiske unge friskhed over sin fremtid, men bliver afbrudt af et knæk og en skinger stemme. Rødmen stiger svagt i kinderne. Selvom Bessel har store drømme og ambitioner, kan han ikke løbe fra, at han stadig er ung. Stemmen er stadig i overgang.
En dag vil jeg være mit eget forbillede
Siden Bessel nervøst og uvist stod i sit første køkken som fjorten årig, har han gjort sig mange erfaringer i rejsen mod den gastronomiske elite. Erfaringer og færdigheder, der gør, at han tør at drømme stort om fremtiden og hans endelige mål.
“Det største mål, som næsten alle har, er at eje deres eget sted. Jeg tror, at alle kokke har det mål.
Men det kunne være fedt at være køkkenchef eller souschef, så man kan undervise nye elever. Give dem den passion, jeg selv har. Jeg vil have en positiv indflydelse og se dem udvikle sig. Jeg tror, at når man ser andre vokse, har det samtidig en positiv effekt på dig selv.”
Bessel ved godt, at der er meget at lære endnu. Mange tretten timers vagter at kæmpe sig gennem. Flere fejltagelser, mere kaos og store gastronomiske udfordringer, venter forude.
Samtidig venter der også flere nye kollegaer, flere gode erfaringer, og en evig ambition om at blive bedre dag for dag.
“Jeg ønsker bare at have min egen tankegang og ikke leve efter andres. Jeg vil virkelig gerne være mig selv. En dag vil jeg være mit eget forbillede, det er det jeg stræber efter.”