21-årige Tania fortæller hverdagens historier i et krigshærget Kiev
Tania Novakivska bor, studerer og arbejder til dagligt i Ukraines hovedstad Kiev, hvor hun laver konstruktiv journalistik.
Tania Novakivska bor på venstre side af Dnipro floden, men det meste af hendes liv foregår på højre. Her tager hun dagligt metroen for at arbejde, studere og gå på bar med vennerne.
Ukraines hovedstad Kiev er delt op i to dele, og ned igennem byen flyder Dnipro floden. Når luftalarmen lyder pga. angreb fra de russiske styrker, lukker det metro forbindelsen over floden, og folk som Tania bliver fanget på den forkerte side af byen.
For Tania er det den type historie hun gerne vil fortælle. Ikke historier om Ruslands nye droneoffensiv i Kiev, men om hvordan ukrainerne begår sig, når krigen er en uundgåelig del af livet. Hvordan får mennesker hverdagen til at fungere? Hvad siger politikerne, og hvordan håndterer andre byer lignende problemer? “Jeg interviewer folk, Jeg spørger politikere og undersøger hvordan offentlig transport fungerer i andre byer”.
Tania Novakivska er 21 år. Ved siden af sit studie hvor hun læser internationale relationer, arbejder hun fuldtid på det ukrainske onlinemedie Robryka. Et medie der fokuserer på konstruktive og løsningsorienterede historier. Men selvom Tania fokuserer på det konstruktive midt i en krig, er det svær at abstrahere fra realiteten ved konflikten. Krigen mellem Ukraine og Rusland har nemlig været en del af Tanias liv, siden Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014. “Historierne handler ikke kun om krigen, for krigen har foregået siden 2014. Det er de vilkår vi lever under, og det er noget der konstant omgiver os”.
Du kan ikke starte historien med krig, men du kan heller ikke fortælle historien uden krig”
Hendes historier kan ikke undgå at have krigen som et gennemsyrende tema, men hun insisterer alligevel på ikke at lade den være omdrejningspunktet i hendes fortællinger om ukrainernes hverdag. “Du kan ikke starte historien med krig, men du kan heller ikke fortælle historien uden krig”.
Krigen kan nemlig hurtigt blive selve omdrejningspunkt for al journalistik i og om Ukraine. Det var især noget hun stiftede bekendtskab med, da hun tidligere arbejdede for et mindre amerikansk medie. Hun ville hun gerne skrive om ukrainske musikfestivaler, for at vise det kreative og kunstneriske kulturmiljø der blomstrer frem i Kiev. Historien blev afvist, fordi redaktøren på mediet var bange for, at deres læsere ville tro at deres skattepenge gik til festivaler frem for militæret. I virkeligheden blev der til festivalen samlet penge ind til militæret. “Til festivalerne er der altid en fundraiser tilknyttet og billetindtægterne går til det ukrainske militær”. "De ville ikke have historien, fordi de frygtede at folk ville sige til det".
En af de festivaler som Tania snakker om var i 2024. Få måneder efter en nær vens kæreste var blevet dræbt i krigen. “En af kunstnerne kendte kæresten, Kotsia hed han, og hun dedikerede en af sangene til ham. Jeg stod der, og jeg græd og græd”. “En time efter kyssede jeg drenge og drak gin tonics”, “man kan ikke være i det her sorgstadie hele tiden, man lever videre i det”.
Selvom Tania kun er 21 har krigen fyldt det meste af hendes ungdoms- og voksenliv. “Hele min overgang til at blive voksen har foregået under krigen”. Selvom mange aspekter af hendes liv minder om så mange andre unges, med arbejde, studie og festivaler med vennerne, er krigen et konstant bagtæppe. Det er også grobund for dårlig samvittighed. Tania har med jævne mellemrum overvejet: “hvorfor er jeg ikke i militæret”? Mange af hendes venner er i militæret eller har mistet familie og venner i krigen. Alligevel ser hun journalistikken som hendes måde at bidrage på.” Jeg ser en mening med at være journalist, jeg ser hvordan det kan gavne mit land, for jeg elsker mit land”.
For Tania er det at leve videre og fortælle om hverdagen ikke det samme som at glemme krigen. Hun kan sørge over at have miste folk hun har kært, men samtidig tage til koncert og drikke sig fuld i Gin Tonics og flirte med drenge. Det er den virkelighed hun prøver at vise, hvor livet skal fortsætte selvom krigen raser og metroforbindelsen bliver afkappet. Når Tania beskriver ukrainernes hverdag, er krigen ikke selve historien, men den er umulig fuldstændigt at undgå.