”Ti’ stille og kig mod flaget!” runger det gennem lokalet, da sensei, Ernest Zejden, irettesætter en ukoncentreret udøver i dojoen.  

Lyden af kvikke bare fødder mod det blå og røde skumunderlag forplanter sig i det rå betonlokale. Luften er tung af sved og tørst. Fra endevæggen iagttager den afdøde japanske karatestormester, Hirokazu Kanazawa, indrammet rækkerne af hvide dragter. Et kontant smæld i stoffet fra en gi skærer igennem rummet, fulgt af en kaskade af hurtige, hvæsende udåndinger gennem spidsede læber. Japanske gloser sætter tempoet i lokalet. Alle forstår dem.

Herinde i dojoen gælder helt andre sociale koder end på gaden lige udenfor Horsens Kamsportscenters hvide mure. Pludselig flækkes rummet af et eksplosivt kiai. Et prompte, hæst skrig, der ophæver alle hverdagens normer om høflig tilbageholdenhed.

Der er ingen mobiltelefoner i syne. De skærme, som normalt stjæler de unges opmærksomhed, er de næste 75 minutter efterladt ude i omklædningsrummet.

”Vi aftalte drikkepause, ikke snakkepause”

Midt på måtten står 62-årige Ernest Zejden, der med sin 3. dan grad – det tredje sorte bælte – har kunnet kalde sig chefinstruktør i KarateCenter Horsens siden juni måned i år.

Ernest ser ud over holdet med et stålfast blik og en særlig ro i sit nærvær. Da et par af de yngre udøvere tager en tår vand og begynder at hviske sammen, falder hans stemme prompte: ”Vi aftalte drikkepause, ikke snakkepause.”

Netop denne disciplin er en essentiel del af karatens tradition, og det er denne, der ifølge Ernest, giver medlemmerne – særligt de unge – et modsvar til en opvækst der i stigende grad foregår bag skærme.

Med over ti års erfaring som underviser på måtten har han på tætteste hold observeret, hvordan de unges koncentration har ændret sig i takt med mobiltelefonens indtog.

For chefinstruktøren handler træningen i dojoen derfor ikke kun om den tekniske karate, men om en grundlæggende dannelse. I et rum uden skærme tvinges de unge til at bygge ægte relationer og genfinde det fokus, som hverdagens konstante skærmstøj har stjålet fra dem.

”Vi må ikke glemme, at børn skal bevæge sig og lege sammen i virkeligheden. Hvordan skal de ellers bygge relationer? Online? Det duer ikke,” siger han med et varmt smil og uddyber: ”I dojoen lærer vi de unge at tage ansvar, og de erfarer, at der findes mål i livet, som kræver hårdt arbejde.”

I en tid, hvor børn og unges koncentration er svækket af skærme, tilbyder dojoen i Horsens noget helt andet: et socialt fællesskab hvor karatens tusindårige dannelsestraditioner sætter fokuseret nærvær og kropsbevidsthed i højsædet.

Fra dojoen til klasselokalet

At dannelsen og disciplinen rodfæster sig, ses tydeligt forrest i dojoen. Her står 14-årige Marie Plovst og 13-årige Alva Høst rankt side om side som de højest graduerede af udøverne til aftenens træning.

På et splitsekund skifter pigerne gear. For et øjeblik siden udvekslede de et hurtigt fnis, men da Ernest kalder til kumite – kamp – genfinder pigerne absolut ro.

Fødderne slipper skummåtterne i hurtige ryk. Armene parerer kontant. Luften fyldes af synkrone stød. Da Alva i en hurtig bevægelse kommer til at ramme Marie ind i siden, tøver hun ikke et sekund med at beklage:

”Ej sorry, jeg ramte dig vist lige ind på knoglen.”

Marie griner bare. I dojoen lærer man at tage imod modgang og slag uden drama, og sekundet efter fortsætter kampen.

Pigerne er blevet veninder gennem de mange træningstimer i dojoen i KarateCenter Horsens, hvor Marie også fungerer som hjælpetræner for de yngre børn.

For dem er karaten ikke bare en fritidsinteresse, men ligeledes et anker i deres hverdag.

”Jeg har helt sikkert fået mere fokus,” fortæller Marie og retter på sin gi. ”Jeg kan mærke det i skolen, hvor jeg har lettere ved at koncentrere mig og lave fremlæggelser. Og så er det fedt at mærke, at man lærer at forsvare sig selv.”

Alva nikker samstemmende. Som den højest graduerede blandt de unge har hun mærket, at det kræver en ekstraordinær indsats at møde op uge efter uge og give sig selv 100%. Hver gang.

”Jeg har lært disciplin herinde. Det kan godt være hårdt at tvinge sig selv op og afsted til træning nogle gange, men bagefter har man det altid godt,” fortæller Alva med et smil på læben.

Alva startede sin karatekarriere som knap 7-årig, kvalificerede sig til EM i Grækenland i april 2025 og kunne i år kalde sig 1. dan – sortbælte. Og vennernes reaktion på hendes sport er entydig:

”Folk synes bare, det er megasejt.”

Et sidste buk

”Mokuso!” lyder det dæmpede kommandoråd. En instruks til at lukke øjnene, tømme hovedet og fokusere.

På et øjeblik forvandles den eksplosive kampsal til et rum af absolut stilhed. Alle udøvere knæler på de blå og røde puslespilsmåtter med lukkede øjne og sænkede skuldre. Udøverne er linet op på én lang række efter bæltegrad, og der hersker ikke en eneste urolig bevægelse de næste minutter. Krop og tanker falder til ro oven på anstrengelserne.

Et lavmælt ”oss” gjalder i kor. Der bukkes respektfuldt mod flaget på væggen. Så mod sensei Ernest. Og til sidst mod hinanden.

Træningen er forbi. Det analoge ur på væggen viser 20:15. I omklædningsrummet udskiftes de hvide dragter med hverdagstøj, og uden for døren til dojoen står sko opstillet i snorlige, symmetriske rækker på skohylden. Det er den samme orden, respekt og ro, de tager med sig ud ad døren og med tilbage til hverdagen.