
Aarhus-bar holder poesiaften: De unge vil kulturen
Den frivilligt drevne bar, Fairbar, inviterede mandag aften til sin månedlige digtoplæsning. Denne dog helt særlig, da eventet kunne fejre 5-års jubilæum. Det blev fejret med deltagere i et bredt udvalg af aldre, hvor de unge tog det tungeste læs.
De kalder det en bar, men gæsternes lavmælte stemmeføring og brugte kaffekopper, henleder mest af alt tankerne på en café. De varme farver dominerer rummet, og det spiller godt sammen med temperaturen på kulturstedet denne aften. Den sædvanlige bar-lugt af gammel, sur øl er ikke eksisterende her, hvor man i stedet bliver mødt af en velkendt og tryg duft af kardemomme. Fairbar inviterer til poesiaften, hvor alle kan deltage.
I dag er en speciel en af slagsen,
da arrangør Sofie-Amalie Jakobsen kan fejre 5-års jubilæum med eventet. Hun har
været frivillig på baren i lige så lang tid. Da 25-årige Sofie-Amalie satte
gang i digtoplæsningen, var det med henblik på at skabe noget til de unge.
”Jeg manglede et sted at læse digte op, som var mere henvendt til de unge,”
fortæller Sofie-Amalie, og kigger ud over baren, som snarligt fyldes op med
digtere i alle aldre.
”Jeg har altid haft den mentalitet, at hvis man ikke kunne finde det, så må man
skabe det selv,” siger hun.
15 minutter før tilmeldingen lukker, er der Sofie-Amalie selv og to andre på listen.
”Efterlad scenen, som du fandt den”
Scenen er oplyst af seks projektører. Udover to orientalske tæpper er der kun et mikrofonstativ og et sort klaver. I midten ét håndskrevet skilt med ordene: ”Efterlad scenen, som du fandt den,” som endnu en påmindelse om, at dette er en bar drevet af frivillige kræfter.
Hver oplæser får 6 minutter til at læse et eller flere digte op. En vigtig regel er, at publikum skal klappe efter hvert endt digt. Arrangøren, Sofie-Amalie ser det som en vigtig tillidsregel, og en grundsten for arrangementet. Det kan være sårbart at stå på en scene og læse op, understreger hun.

Arrangørerne går på scenen og
præsenterer aftenens første digter. Hun hedder Maria Jensen, men går også under
kunstnernavnet ’Queen For Peace’.
”Dronning for fred,” understreger hun med en knyttet næve.
Hun kigger op, tager en kort pause og fortæller, at det er vigtigt for hende at
opleve kultur. Men det at opleve kulturen, er ikke nok for den farverige digter.
Hun vil gerne give noget igen.
”Her kan man også bidrage til noget
kultur. Jeg er et kulturmenneske. Jeg elsker kunst, og vi er her, fordi vi er poetiske,”
fortæller Maria, der deltager i Fairbars poetiske kulturtilbud for anden gang.
'I got it from here'
’Queen For Peace’ går på scenen til aftenens første digtoplæsning. Et digt om krig og fred kulminerer, da hun smider papiret, hun læser op fra. Hun gør det med en attitude, som skriger: ’I got it from here’. Maria Jensen bliver klappet ned fra scenen. Tydeligt et par kilo lettere, kan hun sætte sig til rette i den bløde, stofovertrukne sofa. Hun kan særligt mærke, at en bestemt del af befolkningen har en stor interesse for det felt, hun bevæger sig i.
”De unge vil vildt gerne på scenen.
De har vildt meget på hjerte, og masser af ord at sætte på,” siger hun.

Liv i baren
Flere og flere digtere kommer til,
og vi når op på yderligere fire oplæsere, inden aftenens første afbræk kommer i
form af en pause til at tanke op på drikkevarer. I baren står den frivillige bartender Oliver Fjellander, der er klar til at
servere for de tørstige poesigængere. Han er overbevist om, at arrangementet er
med til at trække en del folk til baren.
”Bare en time inden det startede, var der mennesketomt. Så giver det lidt liv,
at der lige pludselig kommer en masse, der gerne vil fortælle deres egne
tekster,” fortæller Oliver med et ansigtsudtryk, der understreger, at han lige
er sluppet for en ellers lunken mandagsvagt.
Noget magisk
Arrangørerne banker to gange ind i mikrofonen og bryder pausen med en
opmuntrende besked.
”Det magiske er sket. To ekstra er kommet på listen”, lyder det, mens begejstringen
er på et niveau, hvor den må kunne mærkes ude på gaden.
Da de to sidste oplæsere har været på scenen, takker arrangørerne af for i dag,
og minder om, at poesiaften kommer tilbage sidste mandag i næste måned. Dette
er efterfulgt af stor jubel fra gæsternes side. En sådan afrunding får smilet
frem hos Sofie-Amalie Jakobsen.
”Jeg synes, det er gået rigtig godt. Vi endte på otte forskellige oplæsninger,”
fortæller hun stolt, som en reference til, at der var meget få tilmeldte, da
det hele begyndte.
Lydniveauet hos gæsterne er ikke længere, hvor det startede. Det dæmpede lys har gjort de varme farver kolde. Café-stemningen er byttet ud med barstemning. Baren lukker klokken 22:30.