Aarhus er plastret til, men ingen kigger op

Det er gråt udenfor. Men noget farvelægger alligevel det aarhusianske gadebillede. Valgplakaterne. 

Grønne, røde, blå, lilla. Over det hele hænger smilende, seriøse, tænksomme ansigter og kigger ned på gadens folk, som om de forsøger at fange os i forbifarten. At overbevise os. Få os til at huske netop deres ansigt, deres slogan, deres navn, når vi om under en uge står i stemmeboksen og scanner ned over den lange liste af håbefulde kandidater.

Jeg begynder at tælle. Der hænger 239 plakater på de første 500 meter af min vej mod universitetet. Det slår mig at det her nærmest er første gang, jeg faktisk har læst det, som står på plakaterne. Jeg drejer ned ad Ringgaden. Hele midterrabatten er plastret til. Række efter række af de samme ansigter så langt øjet kan se. Jeg opgiver at tælle.

Da jeg igen sænker mit blik mod fortovet, går noget andet op for mig. Jeg var den eneste. Ingen af de andre fodgængere kigger op. Nogle har øjnene rettet mod mobilen. Nogle er fokuseret på samtaler med venner. Nogle går med hurtige skridt mod næste destination. Plakaterne er over det hele, men bliver de set?

Jeg møder Adam og Mikkel ude foran universitetet. De bekræfter mig i min mistanke.

”Lige da de blev hængt op, tror jeg, at jeg tænkte mere over det. Nu tænker jeg mest over, hvor irriterende nogle af dem hænger.” siger Adam, og Mikkel fortsætter:

”Jeg lægger ikke rigtigt mærke til dem individuelt, det er mere bare blevet en stor masse.”

Flere steder er strips sprunget. Nogle plakater hænger skævt, enkelte ligger allerede på jorden, taget af vinden og snart trådt på af forbipasserende. Jeg forestiller mig de bunker af plakater, der skal smides ud, når valget er ovre om under en uge.

Er de blot skrald som får lov at hænge lidt endnu? Eller har de faktisk en indflydelse på hvor vi sætter krydset?

”Så skulle det i hvert fald være rent underbevidst.” siger Adam, og Mikkel nikker. ”Det er jo ikke sådan, at man tænker ’ej et fedt billede’ eller ’ej et nice slogan, ham stemmer jeg på.’ Måske nærmere tværtimod. Hvis der er nogen, der har mange irriterende plakater hængene, så tror jeg, at jeg får mindre lyst til at stemme på dem.”

På vej hjem igen lægger jeg lidt mere mærke til plakaterne, end jeg har gjort før. De blafrer insisterende i vinden, nægter at give op.

Men om lidt er valget ovre. De tusind valgplakater har gjort sin pligt, og ryger igen ned én for én. Kampen om opmærksomhed er slut. Og måske vil Aarhus endda virke lidt nøgen.