Aarhusianere fejrer Ovartacis liv og kunst

I anledning af Kunstneren Ovartacis 132-års fødselsdag markeres Ovartacis liv og kunst med fødselsdagsrundvisning og lagkage på Museum Ovartaci. Hans kunst er mere end 100 år senere stadig med til at åbne samtalen om psykiatri, køn og menneskesyn.

D. 26. september 2026 ville Ovartaci altså være fyldt 132 år.
Offentliggjort

Farverne eksploderer på lærredet. Forvrængede former og skjulte figurer dukker frem i et mystisk univers, hvor der hele tiden er at være noget nyt at få øje på.

”Jo længere man ser, desto flere detaljer træder frem,” forklarer rundviseren Birgitte Kring, som i dag skal guide 15 fremmødte gennem Ovartacis farverige liv og værker. De er mødt op på museet denne solrige lørdag for at markere kunstnerens 132-års fødselsdag.

Birgitte Kring har været frivillig på Ovartaci-museet i fem år. Siden hun var 75, forklarer hun.

Gulvet er af beton, og på de opstillede vægge, malet i dybe farver, hænger kunst, som fortæller historien om Louis Marcussen - bedre kendt som Ovartaci. En historie om en mand, hvis kunst stadig bidrager til samtaler om psykiatri, køn og menneskesyn 100 år efter værkerne blev skabt.

Efter rundvisningen var der lagkage i fællesrummet. Mens kaffen skvulpede, bevægede samtalen blandt de fremmødte sig mellem de kunstværker og historier, de netop har oplevet. De ældste aarhusianere ved bordet har deres egne historier om Ovartaci. De husker ham fra byens gader, hvor han kom kørende på sin blå damecykel

Den vilde jungle

En jungle af værker breder sig foran de besøgende. Høje trækroner rejser sig på lærrederne, mens farverige dansende skikkelser bevæger sig mellem dem. Motiverne stammer fra den periode, hvor Louis Marcussen var i kontkat med en oprindelig stamme i Argentinas jungle.

I 1923 rejste han til Argentina sammen med sin ven Emil, som han havde mødt under sin tid som malerlærling. De skulle arbejde som håndværksmalere, og Emil ville starte et malerfirma. Men Louis Marcussen havde andre planer.

Værk med motiv fra tiden i argentina

de Louis Marcussen rejste omkring 1.200 kilometer fra Buenos Aires og ind i junglen, hvor han levede blandt en oprindelig stamme.

”Om det var fjolle-tobak, hård tobak, svampe eller hvad der skete, mens han var i Argentina, er ikke til at sige. Men da han kom hjem, var han forandret”.

De besøgendes ansigter bliver mere alvorlige. I 1929 vendte Louis Marcussen hjem til Ebeltoft. Kort efter fik familien ham indlagt på det psykiatriske hospital i Risskov ved Aarhus. Han fik stillet diagnosen skizofreni, men Birgitte forklarer, at man i nutiden kan sætte spørgsmålstegn ved, om dette var den rigtige diagnose.

Skiftende kønsidentitet

Birgitte fortæller, at Ovartaci gennem sit liv havde et kompliceret forhold til køn, seksualitet og lyst.  Det er ’pintillen’, som Ovartaci kaldte sin penis, som plagede ham. En junidag i 1954 amputerede han sin penis med et stemmejern.

”Nej, nej, nej,” udbryder en mand i en sort sweater. Han bevæger sig rundt blandt de andre og kan ikke stå stille, mens Birgitte fortæller. Hans fodtrin skraber mod gulvets sandpapirsagtige overflade. Flere besøgende vender sig mod ham.

 Efter amputationen smed Ovartaci legemsdelen i en bøtte med mønjerød maling, så lægerne ikke kunne sætte den på igen.

”Han hadede farven rød,” fortæller Birgitte.

Tre år senere, i 1957, lykkedes det Ovartaci endelig at overtale lægerne til at foretage en kønsbekræftende operation, hvor han fik konstrueret en vagina. De næste 15 år levede han som kvinde, men i sine sidste år, levede og opfattede sig selv som mand.

Elefanten i rummet

”Hold kæft, hvor er det spændende,” lyder det fra en af de besøgende, hvilket da også kan ses, idet rundvisningen startede med 15 deltagere, men slutter med 19. Flere gæster har sluttet sig til undervejs.

Interressen for Ovartaci rækker langt ud over museets vægge. De seneste år har hans kunst fået fornyet opmærksomhed og er blevet udstillet over hele verden.

Foran Ovartaci-museet står en skulptur af en elefant, som er farveriet bemalet af kunsterne og tvillingesøstrene Bjørk og Clara Nørremark. For Birgitte bliver elefanten et billede på noget, der ellers kan være svært at tale om.

”Mange familier kommer på en eller anden måde ind og rører ved psykiatrien. Kunsten her kan være en øjenåbner om, at man skal tale om psykiatrien. Minde om, at det er vigtigt at tale højt om det.”

”Om elefanten i rummet.”

Powered by Labrador CMS