Adit har ikke hjemme nogen steder. ”Det bedste man kan gøre, er at være åben.”’

"Jeg har aldrig rigtig følt mig hjemme nogen steder."

Der er masser af mennesker i Graven på en solrig efterårsformiddag. Overalt er smil og grin. Flere har solbrillerne fremme, og vender deres ansigter mod strålerne, som var de solsikker.

Iblandt dem sidder en ung mand med skægstubbe og et par sorte briller på næseryggen. Han vaper, og ved siden af ham er et sprødt stykke mandelbagværk og en iskaffe. Han hedder Adit Dewantara, er 31 år gammel og har kun boet i Danmark i to måneder. Oprindeligt kommer han fra Indonesien.

Adit har arbejdet som kok i Dubai og Australien, før han kom til Danmark for at fortsætte. Passionen for det internationale er stor, og den startede da han var yngre, og drømte om at blive pilot. Men matematik er ikke lige hans stærke side, forklarer Adit og smiler skævt.

Så han bliver kok for at rejse omkring. Selvom Adit er passioneret omkring sit arbejde, er det alligevel det internationale aspekt, som først får ham i køkkenet. I Dubai får han en masse erfaring, men rynker på næsen, da han fortæller om livet dernede. Lange timer, dårlig løn, og et klassesystem, som opdelte ham og de andre ”arbejdere” fra de rige beboere, i det Adit kalder en ”sjæleløs” by.

I Australien elsker han den flotte natur, og oplever en helt anden gæstfrihed og interesse for hans person. Han møder skønne mennesker, men som han ikke relaterer til. Adit var vokset op i et samfundssystem, der var helt anderledes fra det hans australske bekendtskaber, havde oplevet. De forstod ikke hinanden. Han var ikke som dem.

Det bliver langsomt klart for Adit, at han ikke selv ved, hvor han har hjemme. I Indonesien forliger han sig ikke med det politiske system, i Dubai arbejder han alle døgnets timer til en uretfærdig løn og i Australien føler han sig velkommen men ikke forstået.

Han klør sig i skægstubbene, og igen trækker hans pande opad, mens han prøver at formulere sig på – det, han selv mener er – lettere stammende engelsk.

Selvom han aldrig har følt sig hjemme nogle af stederne, har han fundet en slags frihed i netop dét. Hans største drøm er at slå sig ned et sted, og finde sin plads – men han har ikke travlt.

Han sidder tilbagelænet, med den ene fod på det modsatte knæ, og trækker lidt på skuldrene. Det betyder ikke noget for Adit hvor gammel han er når han slår sig ned.

”Det bedste man kan gøre, er at være åben.” forsikrer Adit. ”Der er så meget at opleve, man skal bare sige ja.”