Ægtemand forsøgt myrdet og et liv med livvagter: Nu fortæller Gitte Westergaard hvordan det var at leve med Muhammedtegneren

Gitte Westergaard har levet et liv, som de færreste kommer til. Hun var gift med Kurt Westergaard, hvis tegning af Profeten Muhammed ”satte verden i brand.”

Gitte ser tilbage på sit liv med Kurt og livvagter med stor glæde.
Offentliggjort

En mand springer hen over den lave havelåge bevæbnet med en økse.

Han smadrer glasdøren ind til stuen.

Manden med øksen skal ind og hævne sin profet, som han mener, er blevet krænket af husets beboer.

Den ældre mand, som bor i huset, er flygtet ud på badeværelset, der er lavet om til et beskyttelsesrum i tilfælde af situationer som denne.

Øksen hamrer mod badeværelsesdøren, men når aldrig helt igennem, før politiet møder talstærkt op og får afværget situationen.

Alt imens dette mordforsøg udspiller sig i Viby, er offerets kone, Gitte Westergaard, i Budapest. Hun er taget ned i parrets sommerhus med sin datter og børnebørn for at fejre nytår. Gittes telefon ringer sent om aftenen nytårsdag.

”Jeg var inde at putte mit barnebarn, så det var faktisk min datter, der tog telefonen.”

Gitte sidder og fortæller i den samme stue, som manden med øksen 16 år forinden brød ind i. Hun sidder tilbagelænet på en egetræsstol med en læderhynde, der passer til spisebordet foran hende.  

På bordet står en danskvand med citrus og Gittes hjemmebagte ølkage.

”Hun kom ind med telefonen, og så fortalte politiet at Kurt var blevet angrebet.”

Hendes højre arm hviler sig på nabostolens ryglæn, mens hun roligt fortæller videre.

”Jeg var ikke nervøs. Politiet startede jo med at sige, at der ikke var sket noget, så det gik fint. Han var jo ikke død.”

Hendes kropssprog vidner ikke om, at hun fortæller om dengang, hendes mand gennem 26 år lige var forsøgt myrdet.

Havedøren som gerningsmanden fra 2010 sprang over. PET har efterfølgende sat ekstra glas op hele vejen rundt på deres mur.

Hun løfter sin arm fra armlænet og peger ud i ad vinduet.

”Ja så fik vi jo det der, så det ikke var så nemt at komme ind. Jeg har valgt at beholde det, også selvom Kurt ikke er her længere. Det er dejligt med lidt privatliv.”

Gitte peger på den glasplade, der er sat op oven på den mur, som alle rækkehusene i området har.

”Jeg er dårligt gående, så jeg kan ikke lige gå ud og vise den.”  

Sorgen mærkes også i benene

Ved siden af Gitte, står der en rollator, hvor hendes taske hænger på det ene håndtag.

”Jeg har haft ondt i benene lige siden jeg mistede Kurt. Min læge fortalte, at da han døde, og jeg ikke skulle passe på ham længere, blev der plads til mine egne dårligdomme. Det er ganske almindeligt, kunne jeg forstå.”

Det er I dag fem år siden, at Gitte mistede Kurt.

”Han var syg i over tre år, så jeg mistede ham langsomt. Hans hoved var klart, men det var hans krop, der ikke ville.”

Hendes øjne bliver blanke og blikket retter sig mod vinduet med udsigt over den flisebelagte have. Hun ser på træbænken, hvor skiltet med ordet Stoppestedet står skrevet ovenfor. Det var Kurts faste plads, for her kunne han sidde, uden at nogen kunne se ham.

Stoppestedet hvor Kurt kunne sidde uforstyrret.

”Til sidst kunne han ikke sige noget. Han kiggede på mig, og så sov han ind.”

Hendes blik flytter sig fra vinduet, tilbage i stuen igen. Hun retter på sin lyseblå cardigan. På højre side sidder en englevinge med ordene jeg har mistet indgraveret.

”Jeg går rundt med brochen, fordi jeg synes, at det er vigtigt at snakke om at miste. Det inviterer til en samtale, så andre ikke skal være bange for at spørge ind.”

Angela Merkel og ølkage

Gitte tilbyder et stykke af sin hjemmelavede ølkage, som er hendes fortrukne, når hun får besøg.

Kurt og Muhammedkrisen:

  • D. 19. september 2005: Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, henvendte sig til foreningen Danske Bladtegnere, og inviterede dem til at tegne Muhammed, som de så ham.

  • D. 30. september 2005: Jyllands-Posten bragte tolv karikaturtegninger. Kurt Westergaards tegning var iblandt. Tegningen kastede Danmark ud i en geopolitisk krise.

  • D. 1. januar 2010: Kurt oplever et attentat i sit hjem. Han nåede at komme i sikkerhed i sit panikrum på badeværelset. Efter attentatet har Kurt haft 24-timers beskyttelse af livvagter indtil sin død d. 14. juli 2021.

Gitte peger på et af billederne fra hendes fortid, der normalt hænger ude i entréen blandt familiebilleder og andre forevigede minder, men i dagens anledning står på egetræsbordet.

“Jeg plejer at sige, at hun spørger efter min opskrift på ølkage,” siger hun og griner, så hendes hvide tænder kommer til syne og skaber en kontrast til hendes røde læbestift.

 Det er Angela Merkel, tidligere forbundskansler for Tyskland, der beder om Gittes opskrift, ifølge hende selv.

I 2010 var Gitte og Kurt inviteret ned i det pompøse Sanssouci slot uden for Potsdam i Tyskland. De skulle til en årlig konference som hylder demokrati, presse- og ytringsfrihed.

Her vandt Kurt medieprisen for sin tegning af Muhammed med en bombe i turbanen, som Gitte kalder bombemanden. Prisen blev overrakt af Angela Merkel.

“Jeg var stolt af ham. Kurt var inviteret som æresgæst til alverdens arrangementer om pressefrihed. Vi har været også været i Holland, Spanien og Portugal.”

Gitte kigger ud ad vinduet, tager en tænkepause og en lille tår af sit glas med danskvand med citrus.

“Vi havde jo vores livvagter med os overalt. Det var meget sjovt at komme sådan med en flok store mænd. Når vi tjekkede ind på hoteller, kiggede folk rigtig meget på os. De vidste jo ikke, om han var en eksilkonge, eller hvad han var.”

På grund af Kurts Muhammedtegning, har Gitte mødt mange mennesker, som de færreste danskere ville træffe.

“Det var vældig sjovt at sidde til selskab med alle disse spændende og vigtige mennesker. Vi snakkede bare helt almindeligt om hverdagsting og familie. Selvfølgelig snakkede vi også om Kurt.”

Gittes kigger på sin kage og ler: “Jeg var jo ikke inviteret, fordi jeg laver en god ølkage.”

Fra venstre: Gitte og Kurt Westergaard, Joachim Gauck, Angela Merkel.

En fribillet, der blev starten på et langt ægteskab

Gitte og Kurt mødte hinanden i 1982.

”Vi blev vist forlovet inden for ti minutter eller en halv time. Og så flyttede vi næsten sammen med det samme.”

”Jeg havde fået en fribillet til en revy i Tivoli Friheden af en god veninde, der lavede hår på Aarhus teater. Så kom jeg til at sidde ved siden af Kurt. Først troede jeg, det var ham tegneren Hans Bendix, men det fik jeg hurtigt afkræftet.”

Gitte og Kurt snakkede sammen hele aftenen.

”Noget af det første vi fik fortalt, var i hvert fald, at vi begge to var fraskilt. Der var rigtig god kemi med det samme.”

Fra forstadsfrue til børnehavepædagog

Inden Gitte blev Gift med Kurt, boede hun i Ebeltoft med sin daværende mand og børn.

”Jeg har været det man ville kalde en forstadsfrue.”

Forstadsfrue-titlen skulle dog hurtigt ændre sig til børnehavepædagog, efter hun blev skilt.

”Jeg blev ved med at arbejde som pædagog, til jeg var 75. Fordi jeg var 40 år inden jeg blev uddannet, var jeg ikke færdig med at arbejde, selv i en sen alder.”

Hun trækker på skuldrene.

”Men jeg kan jo heller ikke blive ved, selvom jeg forleden så i Aftenshowet, at der var én, som blev jurist som 86-årig.”

Ligesom hun gjorde på arbejdet, elsker Gitte at bruge tid med børn og børnebørn. Når Gitte fortæller om hende og Kurts forhold, handler det ofte om deres fælles familie, som stadig fylder en stor del af Gittes hverdag.

Gitte sidder i stuen, og kan let pege Kurts kunst ud på væggene, uden at skulle gå på sine dårlige ben.

”Det var jo bare en bestillingsopgave”

Ude i gangen, som forbinder stuen med husets værelser og entré, hænger der, ved siden af hendes familiebilleder, en indrammet avisartikel fra efteråret 2005. Artiklen, som hed Muhammeds ansigt, var tolv forskellige tegninger af Profeten Muhammed.

Selvom den nu er indrammet og har fået plads på væggen, vidste Gitte ikke noget om den.

”Jeg anede ikke, den blev lavet. Det var jo ikke sådan, at Kurt kom hjem og sagde: ´Nu har jeg lavet en tegning, som sætter verden i brand´. Jeg hørte først om tegningen, da de begyndte at skrive om den i avisen.”

Det var først i starten i 2006, at tegningen begyndte at skabe debat.

”Kurt var satiretegner. Bombemanden var bare en bestillingsopgave. Det kunne lige så godt være en af de andre tegninger, der generede. Nu var det altså bare Kurts.”

En provokerende satiretegner

Gitte sidder i stuen på den stol som rollatoren er placeret ved siden af. Hun peger ud i gangen, som er fyldt med Kurts tegninger.

”Når man laver satire, er det ens opgave at provokere alle mulige mennesker.”

Én af Kurts mange tegninger, som stadig er højaktuel.

”Prøv at se den med Dansk Folkeparti ved toiletdøren.”

”Eller nogle af dem som stadig er meget relevante i dag med Israel og Palæstina ved siden af.”

”Der hænger også den ovre til højre ved gæsteværelset med Muhammed. Den lavede han altså mange år før bombemanden og det hele gik løs.”

Hun løfter venstre arm og peger over mod den blå sofa med blomstrede, stribede og røde velour puder.

”Prøv lige og hent min iPad derovre.”

Gittes iPad ligger ved siden af strikketøjet, som er endt i sofaen, selvom en kurv med garnnøgler og strikkepinde står lige ved siden af.

”Tag også lige mine briller med. De skulle gerne ligge ved siden af.”

”Eller måske i penalhuset i kurven med strikketøjet.”

Brillerne dukker aldrig op, men på iPad’en viser hun en række af Kurts værker som er til salg i forskellige prisklasser.

Kurts kunst var, ifølge Gitte, mest værd i årene lige efter 2010.

”De var altid velkomne hos os”

”Siden Kurt blev angrebet i 2010, har han ikke været alene i ét sekund. Det sidste han havde med PET at gøre, var da de kørte bag ligvognen.”

I de elleve år Gitte og Kurt levede med PET, opbyggede de et særligt tæt bånd til hinanden. Meget af tiden, var de altid fem mennesker samlet: Gitte, Kurt og tre livvagter.

”Vi levede et godt og hyggeligt liv sammen med livvagterne. De var med os overalt, om vi skulle i teateret eller ned i byen at have en drink. Det gjorde ikke noget. Det var så nemt.”

Gittes ansigt lyser, op og det er som om, at alle minderne kommer tilbage til hende på samme tid.

”De var altid velkomne hos os. Kurt elskede at sidde og snakke med dem.”

 Gitter smiler.

”Der var engang til Kurts fødselsdag, en livvagt der sagde: `Det er så godt det, du fortæller Kurt. Selv femte gang synes vi, det er spændende.´”

Livet med livvagter gjorde Gitte tryg. Hun mindes ikke, at der var tidspunkter, hvor livvagterne besværliggjorde hendes liv.

”Jeg har aldrig levet et begrænset liv. Jeg har altid måtte gå løs, havde jeg nær sagt. Det værste var, at de havde så mange biler,” klukker hun med et glimt i øjet.

Gitte sidder i Ægget. Kurt havde Svanen. De fik senere ombetrukket møbelklassikerne så de matchede.

Én tegning mangler

Gittes glas med danskvand med citrus er ved at være tomt. På hendes tallerken ligger der få krummer tilbage fra hendes ølkage. Gitte er omringet af sin afdøde mands kunst.

Der mangler dog én tegning: Muhammedtegningen.

Den tegning som Gitte mener blev inspireret af Aladdin med appelsinen i turbanen, og som ifølge hende ”satte verden i brand.”

Du har ikke tegningen oppe at hænge?

”Nej, nej, jeg har den gemt.”

Hvorfor har du ikke lyst til at have den hængende?

”Jeg vil ikke have den hængende, fordi jeg synes den er grim.”

Forbinder du den også med dårlige minder?

”Nej slet ikke. Det er fordi han kigger så uhyggeligt på en. Der er noget med hans øjne.”

Det er ikke fordi du tænker, at den symboliserer folk der vil Kurt til livs?

”Nej. Fordi det var jo kun én, som ville det. Det er jo ikke sådan, at alle muslimer ville ham til livs, vel?”

Er det vigtigt at huske på Kurt og de andre Muhammedtegninger?

”Ja, han har jo også efterveer. Han har betydet noget som symbol på ytringsfriheden. Selvfølgelig er jeg stolt. Han var dygtig jo.”

Du siger det meget roligt?

”Ja, jeg har jo levet med det i fyrre år.”

Powered by Labrador CMS