AI gør det muligt at kommunikere med de døde

Pårørende kan nu kommunikere med deres afdøde familiemedlemmer gennem kunstig intelligens. Direktør fra Det Nationale Sorgcenter er bekymret for, at det påvirker de efterladtes sorgproces.

Billede
Offentliggjort

Vi lever nu i en tid, hvor det er blevet muligt for familiemedlemmer at kommunikere med deres kære selv efter døden. Familien Martinussen er et eksempel på denne nye virkelighed. Før Stefan Martinussens døde af kræft, besluttede familien sig for at forsøge og skabe en virtuel kopi af ham ved hjælp af kunstig intelligens. Tanken var at bevare kontakten og på den måde have ham med sig for altid.

Søndag d. 31. august havde TV2’s dokumentar ”Du forsvinder aldrig” premiere. Her følger man ægteparret Stefan og Kathrine Martinussen i deres forsøg på at holde en digital version af Stefan i live. 

Deres historie åbner op for en debat om, hvordan kunstig intelligens trænger ind i de mest sårbare områder af livet, som når efterladte skal håndtere tabet af et nærtstående familiemedlem. Teknologien skaber nye muligheder, vi som samfund skal forholde os til.

Frygt for at sorgprocessen bliver forlænget

Dokumentaren har allerede fået stor opmærksomhed, og flere eksperter er bekymrede. Særligt når det gælder bearbejdelsen af sorg. Heriblandt er Preben Engelbrekt, direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter. Han delte nogle af sine bekymringer mandag morgen i TV2’s nyheder, 06 News d. 1. september. Han fortalte:

”Noget af det vigtigste og sværeste i en sorgproces, er at skulle forstå med hjertet, at den døde er død, og at man skal leve resten af ens liv uden vedkommende”.

Engelbrekt understreger, at sorgprocessen handler om mere end den logiske erkendelse af døden. Det kræver en følelsesmæssig accept af, at vedkommende ikke er iblandt os længere.

 Han fremhævede yderligere risikoen for, at pårørende bliver hængende i en illusion. Her kan de blive afhængige af den digitale version og dermed få sværere ved at give slip og finde sig selv på ny efter tabet. Han sagde:

”En digital repræsentation risikerer at modarbejde processen, fordi man i høj grad kan tale med den afdøde og høre vedkommendes stemme. Det er en form for kloning”.

Engelbrekt understreger, at når man mister en nærtstående, mand eller far, så ændres ens liv grundlæggende, og at man aldrig bliver den samme som før. Sorgen handler ikke kun om at acceptere, at den afdøde ikke længere er fysisk til stede, men også om at finde ud af, hvem man er uden personen. Hans bekymring er, at digitale repræsentationer kan komme til at fastholde pårørende i drømmen om, at den afdøde stadig er i live. Han udtrykker, at dette kan være en hindring i den nødvendige proces i at skabe en ny identitet.

Powered by Labrador CMS