AI kan nu genskabe dig digitalt efter din død

”Hej skat,” siger Katrine til sin mand, Stephan, over telefonen. Han svarer med et selvfølgeligt ”Hej skatter” – bortset fra, at det ikke er ham. For Stephan er død.

Søndag aften løb det første afsnit af den nye TV2-dokumentar ’Du forsvinder aldrig’ over skærmen. Den afslører et ægtepars storstilede forsøg på at forevige det dødelige liv ved hjælp af ny uprøvet teknologi og kunstig intelligens, også kendt som AI. Og meget ser ud til at være lykkedes. For Stephan døde i starten af 2024, men hans stemme og vid lever videre i en såkaldt ’sorgbot’, hans digitale tvilling AI-Stephan. Igennem AI-Stephan kan Katrine kommunikere med ham gennem sms og telefonopkald, år efter at han er væk.

I en artikel fra TV2 kalder global direktør i NTT Data, Thomas Nørmark, det for et ”nybrud” indenfor teknologi.

”Jeg er her altid, når du har brug for det,” siger AI-Stephan i dokumentaren.

Spørgsmålet er dog, om det er en god ting eller om det i virkeligheden afslører en uhyggelig tendens i teknologiens udvikling, hvor ambitionerne bliver vildere og konsekvenserne større? Det kan være svært at svare på, og står det til Anders Søgaard, professor i kunstig intelligens ved KU, skal vi da også passe på med at stille os som dommere overfor individers forskellige sorgprocesser.

”Det (kan) være svært at sætte sig ind i, hvordan det virkelig føles at miste en af sine nærmeste, hvis man ikke har prøvet det,” siger han til TV2 og maler nuancerne i det etiske dilemma op.

Sorgbottens potentiale

Katrine og Stephan er langt fra de eneste, der ser potentialitet i en sorgbot. Det taler ind i en fremtid, der nærmer sig med lynets hast. Her har involverede parter i højere grad end nogensinde før muligheden for at forestille sig et digitalt liv efter døden, hvor samtaler, sms’er og telefonopkald med en afdød kan blive en del af hverdagen.

Brugt på den rigtige måde, fortæller sorgforsker Tang Suqin til Politiken, kan der være et potentiale for brugen af sorgbotter. Det er helt normalt, at den sørgende i en periode trækker sig og skærmer sig fra omverden, hvor en sorgbot her ville kunne mildne sorgprocessen og potentielt indgå som del af terapiforløb.

I dokumentaren rejser Stephans søn dog bekymringen for, at Katrine går hen og bliver for tæt knyttet til sorgbotten og ikke kan løsrive sig igen. Ifølge Tang Suqin, er det en valid bekymring, og når hun ser bort fra potentialet i sorgbotten, italesætter hun selvsamme bekymring:

”Kan mennesker mon blive så besatte af de her sorgbotter, at de ikke kan acceptere at have mistet?”