Aktiv dødshjælp: Et koncept danskerne misforstår
Danskerne siger ja til aktiv dødshjælp, men langt de færreste ved hvad det indebærer. På modsatte fløj sidder læge Ole Hartling, sognepræst Inge Marie Kirketerp og nogle af de alvorligt syge der frygter et pres til at skulle vælge aktiv dødshjælp.
53-årige Janus Tarp sidder i kørestol. Han blev lam fra halsen og ned som 14-årig. Janus Tarp er glad for sit liv, men frygter at aktiv dødshjælp vil ændre synet på handicappede, fortæller han til Muskelsvindfonden i 2023. “Hvis man kigger på det med nutidens briller, ville man måske have tilbudt mig aktiv dødshjælp, og jeg gyser ved tanken,” siger Janus Tarp i interviewet.
Aktiv dødshjælp er misforstået
72% af danskerne stemte i 2023 “ja” til lovliggørelse af aktiv dødshjælp, hvor en læge afslutter en anden persons liv efter ønske. Det er fortsat ulovligt i Danmark. Til trods for danskernes store opbakning til aktiv dødshjælp, kan kun 17% entydigt pege på, hvad aktiv dødshjælp er. Det viser en undersøgelse fra Lægeforeningen i 2024. Den tydelige mistolkning er et problem for samfundsdebatten, mener sognepræst og medstifter af Netværket nej til statsassisteret selvmord, Inge Marie Kirketerp Hansen.
Når de raske taler for de syge
“Aktiv dødshjælp må aldrig blive de raske svar på det syge problem. Fordi det er det”, siger Inge Marie Kirketerp. Debatten om aktiv dødshjælp er ofte præget af mennesker, der ikke selv står midt i sygdom og lidelse.
Men hvad sker der, når man spørger dem, der faktisk er alvorligt syge?
Inge Marie har som præst megen erfaring med mennesker på hospice og i palliation (lindring). Hun møder først og fremmest ikke et ønske om at dø. “de vil gerne leve. De vil gerne have god støtte og pleje”, fortæller hun. Det billede går igen i en sociologisk undersøgelse fra 2026, hvor ønsket om at leve også står centralt.
For nogle handler frygten for indførelse af aktiv dødshjælp ikke kun om selve døden. Det handler også om at føle sig som en byrde for andre. Det er noget hospice-patienten Finn kan nikke genkendende til:
"Igen med sådan en som mig med samvittighed. Det er jo det, der er så livsfarligt ved det her. At man gør det for de pårørendes skyld. Når jeg bliver så dårlig engang, jamen, det er rigtig skidt for min kone".
Retten til selvbestemmelse over eget liv og død
Et argument der går igen i debatten er retten til selvbestemmelse over sin egen død. Aktiv dødshjælp kan ses som en hjælp til folk med uhelbredelige sygdomme og lidelser. En måde de kan få lov til at bestemme over hvordan deres død skal være.
Autonomien bliver dog i høj grad misforstået, ifølge læge og tidligere formand for Etisk Råd (2003-2007) Ole Hartling. Han skriver i en mail, “autonomien er også begrænset på den måde, at hvis et menneske anmoder andre (staten) om at tage livet af dem, er det netop andre (staten), som bestemmer, om det skal ske”.
Ved en begrænset legalisering af aktiv dødshjælp vil staten få medbestemmelse på hvem der har ret til aktiv dødshjælp. Det kom den gamle regering frem til, da de oprettede: Udvalget for en mere værdig død i 2023. De fremlagde, at det skulle være selvvalgt og selvudført af en terminal person. Selvbestemmelse bliver derfor ikke kun et individuelt spørgsmål. Det bliver også et spørgsmål om, hvilke grænser samfundet sætter.
Hvornår er et liv værdigt?
Inge Marie Kirketerp læner sig op ad den tyske filosof Immanuel Kants tankegang. Han mener, at mennesket har værdi i sig selv. Mennesket skal behandles som et mål og ikke blot et middel. Et menneske mister ikke sin værdi, fordi det bliver sygt. “Vi opfatter værdighed som noget, der er forbundet med færdighed,” siger Inge Marie Kirketerp, som mener det er en stor samfundsproblematik.
Hun mener at værdighed ikke begynder med døden, men med behandlingen op til den. Hun mener løsningen ligger i fokusset på professionel hjælp i stedet, “Det, som vi meget gerne vil i netværket Nej til statsassisteret selvmord, er netop at højne palliationen. Så når man taler om en værdig død, så handler det om en værdig behandling”.
Mere end retten til at dø
For Janus Tarp bliver spørgsmålet om aktiv dødshjælp noget større end spørgsmålet om retten til at dø. Det handler også om, hvad der sker med synet på et menneske, når sygdom tager ens kræfter og selvstændighed.
”Når vi giver nogle befolkningsgrupper muligheden for aktiv dødshjælp, kommer vi til at have det syn på dem, at deres liv ikke er værd at leve. Det er det, jeg frygter,” siger Janus Tarp til Muskelsvindfonden.