Ambulant behandling udfordrer Psykiatrien forud for stor sammenlægning

Hvor indlæggelse tidligere var en central del af behandlingen af alvorlige psykiske lidelser, foregår en stadig større del af behandlingen i dag ambulant. Tal fra Psykiatrifonden viser, at det er et fåtal af behandlinger, der foregår ved indlæggelse, mens omkring 104.000 voksne danskere modtager behandling udenfor hospitalsafdelingerne. Det er en markant stigning fra 80.000 i 2013.

Udskrevet før tid

Udviklingen er ikke tilfældig, men hænger sammen med en grundlæggende omstilling af psykiatrien gennem de seneste årtier. Antallet af psykiatriske sengepladser er blevet reduceret betydeligt, og samtidig er indlæggelsestiden blevet kortere. 

Indlæggelsestiden på de psykiatriske afdelinger landet over er faldet med 26 % siden 2007, for både børn og voksne. Det vil sige at den tid en patient har i sengen, er faldet fra 24 dage til 15 dage. 

Konsekvensen er, at flere patienter udskrives tidligere og overgår til ambulant behandling, før de er stabiliseret. Omkring hver tredje patient bliver genindlagt efter et ambulant behandlingsforløb, hvilket rejser spørgsmålet om, hvorvidt ambulant behandling i praksis er blevet en erstatning for indlæggelse frem for et supplement.

"Det producerer arbejde for systemet, fordi det er ineffektivt at udskrive patienter så tidligt, at man kort tid efter bliver nødt til at genindlægge dem. Så den regionale psykiatri er kommet ind i en ond spiral, hvor den utilstrækkelige behandling betyder, at systemet genererer opgaver til sig selv. Og de opgaver er der i sagens natur færre ressourcer til at løse", siger Poul Videbech, professor og speciallæge i psykiatri. 

Efter udskrivelse fra den psykiatriske afdeling, skal patienten ofte følge et såkaldt ambulant behandlingsforløb, hvor patienten stadig har kontakt til psykiatrien, men altså ikke er indlagt. I stedet foregår behandlingen med medicin og psykiatriske samtaler, ofte i eget hjem. 

Systemets onde spiral

I 2025 blev over hver fjerde patient i psykiatrien genindlagt. 

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at  31,9 %  af de patienter, der ender med at blive genindlagt, har haft kontakt til et ambulant tilbud inden genindlæggelsen. 

Det betyder, ifølge Vicegeneralsekretær for Bedre psykiatri, Jesper Nissen, at patienterne er i systemet, men at den ambulante indsats ikke formår at stabilisere dem nok til at undgå genindlæggelse.

"For rigtig mange er det desværre en cirkelbevægelse. Man er inde og ude af psykiatrien gennem mange år, har måske en periode hvor det går godt , og så pludselig har man igen brug for en akutindlæggelse. Indlæggelsestiden er blevet kortere, men det skulle jo være et trade-off, hvor man så til gengæld fik mere ambulant behandling."

Han understreger dog, at man skal huske, at ambulant behandling faktisk virker efter formålet for nogle typer patienter. 

"Der er heldigvis også mange, hvor ambulant behandling fungerer rigtig godt. Langt de fleste med psykisk sygdom bliver aldrig genindlagt."

"Men når vi ser på, hvor mange af de hårdest ramte patienter der bliver genindlagt, tyder det på, at de ikke er blevet behandlet ordentligt."

Men for de indlagte, og deres pårørende, er konsekvensen enorm.

"Vi taler med pårørende, der flere gange har måttet forhindre deres barns selvmordsforsøg. Det er dem, barnet ringer til ti gange om natten, siger Jesper Nissen." 

Tallene peger på et system, hvor flere patienter udskrives tidligere og i stigende grad behandles ambulant. For nogle fungerer det – for andre bliver overgangen fra indlæggelse til ambulant behandling begyndelsen på en gentagende bevægelse ind og ud af psykiatrien. Ét af de forløb er Maja Petrea Fox.

 Maja Petreas kamp med systemet  

Maja Petrea Fox var teenager, da hun første gang kom i kontakt med psykiatrien. I dag arbejder hun som socialpædagog på Mændenes Hjem i København, men vejen dertil har været præget af gentagne indlæggelser, korte udskrivelser og et behandlingssystem, hun oplevede som usammenhængende.

"Hvis du har det virkelig dårligt, kan det være, de tager dig ind i 24 timer. Og så er du ude igen dagen efter med de samme problemer. Måske bare med nogle piller i hånden", siger hun.

I løbet af teenageårene og de tidlige voksenår fik Maja stillet flere forskellige psykiatriske diagnoser og blev gentagne gange udskrevet, ambulant behandlet og genindlagt. Samlet set anslår hun, at hun har været ind og ud af psykiatrien omkring 20 gange – ofte i meget korte forløb.

"Det starter bare forfra hver gang. Nye mennesker, samme historie, samme problemer"

For Maja blev ambulant behandling ikke et supplement til indlæggelse, men et mellemrum mellem to kriser. Hun beskriver et system, hvor der hurtigt blev sat ind med medicin, mens den øvrige behandling lod vente på sig.

"Der kunne nemt gå tre måneder, før jeg talte med en psykolog. Men der gik to dage, før de begyndte at behandle mig med meget stærk medicin. Lithium og benzodiazepiner for eksempel, siger hun.

Ifølge Maja manglede der både kontinuitet og en klar plan for overgangen fra indlæggelse til ambulant behandling. Hun peger på, at udskrivelserne ofte skete, før hun reelt var stabiliseret, og uden at den efterfølgende indsats var tilstrækkelig.

"Det ville have hjulpet, hvis jeg havde haft en sengeplads, men også hvis der så var kommet ordentlig ambulant behandling bagefter. Ikke bare at stå igen ti timer senere ude på gaden med de samme problemer", siger hun.

I dag har Maja ikke længere de diagnoser, hun tidligere blev behandlet for. Hun understreger, at hun også har mødt personale i psykiatrien, som gjorde en afgørende positiv forskel. Alligevel står hendes forløb som et eksempel på de udfordringer, som opstår, når korte indlæggelser ikke følges af tilstrækkelig og sammenhængende opfølgning.

"Man føler sig forkert. Man søger hjælp, men den behandling, der kommer, gør ikke nødvendigvis noget – nogle gange gør den det værre"

Psykiatriens udfordringer og integration med somatikken

Faldet af sengepladser de seneste år skyldes en række ting. 

Ifølge Poul Videbech, skyldes det besparelser og en grundlæggende misforståelse af, hvordan psykisk sygdom og afdelingerne fungerer. 

"Det ene er en ideologisk forestilling om psykiatri. Og det andet er ønsket om at spare penge. De to ting i udviklingen er fuldstændig umulige at bremse op for. Men jeg mener, at man fra politisk side ikke har forstået, hvor syge psykiatriske patienter kan være. Og hvor komplicerede sygehusene kan være."

Fordelt på hele landet, er der i dag omtrent 3.020 øremærkede sengepladser til folk, der har behov for indlæggelse på en psykiatrisk afdeling. Det er et fald på 41 % fra 1996, hvor der fandtes cirka 4262 normerede pladser. Der er altså i gennemsnit forsvundet 43 sengepladser hvert år siden da. 

Mellem 2013 og 2022 får 31.000 flere danskere stillet en psykiatrisk diagnose. Dermed stiger behovet også for sengepladser til dem, der er hårdest ramt. Det mefører, at man op gennem 00´erne og 10´erne forsøger at imødekomme behovet med øget ambulant behandling. 

Udviklingen kulminerer i 2022 da regeringen fremlægger første del af 10-årsplanen for psykiatrien, der blandt andet sikrer 400 mio. kr. årligt til frem mod 2030. Planen lægger især vægt på, at psykiatriens sengeafsnit skal udvides markant, samt at færre patienter i psykiatrien skal opleve en genindlæggelse. 

Udover millionerne, er et af elementerne i aftalen, at psykiatrien organisatorisk og ledelsesmæssigt skal integreres med somatikken, altså den del af sundhedsvæsenet der behandler kropslige lidelser. Baggrunden er, at mennesker med psykiske lidelser som følge heraf, også lider af svære fysiske problematikker. 

Udsigter og fremtid 

Men kan en organisatorisk sammenlægning løse et problem, der ifølge kritikere først og fremmest handler om ressourcer og sammenhæng?

Maja Petrea Fox er bekymret for, om denne omlægning er den rette løsning. 

"Umiddelbart kan jeg tænke, at psykiatrien mister sit speciale, og man med en sammenblanding fjerner det fokus der har været på psykiatrien, rent politisk. Dem der beslutter de her ting, har aldrig selv været i det", siger hun. 

Professor Poul Videbech hæfter sig ved selve forholdene på stuerne. 

"Jeg tror at omlægningen foregår på et niveau så højt op i systemet, at det ikke får den store betydning for patienten. Jeg er bange for, at man kommer til at bruge en masse kræfter og ressourcer på noget meget højt oppe, mens vilkårene på stuen forbliver de samme. Men jeg håber, at jeg tager fejl."

Færre sengepladser og kortere indlæggelser kombineret med øget ambulant behandling har skabt udfordringer for psykiatrien. Mange sårbare patienter stabiliseres ikke og genindlægges, samtidig med at politiske reformer forsøger at integrere psykiatri og somatik for bedre helhedsbehandling. Eksperter advarer dog om, at organisatoriske ændringer ikke automatisk løser problemer med manglende kontinuitet og utilstrækkelige ressourcer.