Århus fejrer kvindernes kampdag
Flere hundrede deltog i march, taler og kreative aktiviteter, da kampen for ligestilling blev markeret med både fest og protest i byens gader.
Kirsi Tilk løfter megafonen op til munden.
”Girls just wanna have fun-damental rights, hey!” lyder hendes stemme, som er blevet skrattende af megafonens filter. Lyden bliver dog hurtigt overdøvet, da menneskerækken af demonstranter på Mejlgade brøler med på protestslagordene.
Deres stemmer bakkes op af rytmer fra gul- og lillaklædte trommeslagere fra den lokale karnevalsgruppe, Aarhus Panti.
Med megafon, fem trommeslagere og flere hundrede demonstranter, marcherer optoget gennem Århus i anledning af kvindernes internationale kampdag.
Markeringen er et heldagsarrangement, hvor alle, der har været interesserede, har haft mulighed for at deltage i forskellige aktiviteter med kvinder i fokus.
Kirsi Tirk er hovedarrangør af dagen. Ifølge hende er det vigtigt at være synlig på denne dag, da hun ikke mener at der er ligestilling i Danmark, og derfor kæmper for at opnå ligestilling på områder, hvor der stadig er forskel på mænd og kvinder. Det gælder blandt andet løngab, barsel og omsorgsopgaven i hjemmet.
Kirsi Tirk mener dog, at man udover at kæmpe for forbedring på kvindernes internationale kampdag, også skal fejre de skridt, vi som samfund har taget, på vejen til ligestilling.
Empowerment
Dagen starter ikke i aktiv demonstration. Café Mellemfolk på Mejlgade har invitereret alle der har lyst, til en dag i kvindernes tegn, som har stået på foredrag, debatter og feministiske zines (en form for magasiner).
Hen på eftermiddagen, i takt med at det er blevet tørvejr, er deltagerne rykket ud i baggården. Her bliver det tydeligt at dagen også er en festdag - det er malet på demonstranterne. Glimmer, ”girl pwr” og kvindekamptegnet pryder flere af hovederne i baggården.
En af dem er den studerende Sofia Prieto, som har en glimtende regnbue malet i pande. Selve motivet har ikke en særlig betydning.
”Jeg syntes det var empowering at blive malet af en kvinde, som bruger kunsten til at udtrykke sig”
Sofia har også selv udtrykt sig i dag. Det ses, på det skilt hun sammen med en veninde bærer rundt på. et lang stykke brunt pap er blevet til en rekvisit i marchen, ved hjælp af lilla og sort maling.
Da der skal tages fællesbillede med dagens hjemmelavede bannere, rækker Sofia og veninden stolt skiltet op i strakte arme.
Sofia tog alene afsted tidligere på dagen for at høre foredrag og debatter. Den pige hun nu står og holder sit banner sammen med, og som hun skal demonstrere ved siden af, er en veninde hun har fået i dag.
Musikalsk indslag
Efter fællesbilledet med skiltene, bliver der helt stille i cafeens baggård.
En lille flok, af hovedsageligt ældre mennesker med matchene røde hatte, begynder at synge. De kommer fra Gadekoret.
”We are marching, for liberation, and we will not be denied.”
Koret synger flere sange, og sender med dem, bevægelse gennem den ellers stillestående baggård. En mand begynder at vippe med det højre ben, og kvinden foran ham vrikker fra side til side.
Den sidste sang afsluttes med et bifald.
De vibrationer, der er startet hos forsamlingen, bliver siddende, da den voksende menneskemængde går den korte distance fra Cafe Mellemfolk på Mejlgade til Museet KØN.
En fejring
”Glædelig kvindernes kampdag!” nærmest brøler Kirsi Tilk, inden menneskemængden foran hende pifter og hujer til svar.
Hun står foran museet KØN, i Mathilde Fibigers Have og snakker til alle de mennesker, der er mødt op for at marchere.
Kirsi præsenterer de tre talere.
Den første er Camilla Fibrisius, der er folketingsmedlem fra Socialdemokratiet, og som snakker om forbedringspunkter inden for ligestilling. Derudover har hun et budskab, der minder meget om Kirsi Tilks.
”Vi skal huske at fejre de sejre vi har!”
Hendes udtalelse mødes af begejstrede tilråb og klapsalver fra folkemængden.
De sejre, Fibrius omtaler, er bl.a. en henvisning til de 160 millioner, som for nyligt er blevet bevilliget til forskning af kvindesygdomme.
De to øvrige talere, kommer også ind på kvinders helbred og deres oplevelser i sundhedsvæsenet.
March gennem byen
I år har Feministgruppen fra Mellemfolkeligt Samvirke for første gang det bærende ansvar for dagens arrangementer. Kirsi Tilk har været med i gruppen, siden oprettelsen i 2020.
Hun er dette års hovedarrangør, og også den sidste der tager ordet, inden marchen starter, med henblik på at lære de fremmødte en række protestslagord.
Demonstranterne er lærenemme, og idet Kirsi råber et slogan i megafonen, får hun hundrede stemmer i ryggen med det samme.
Karnelvalsgruppen, Aarhus Panti fører an forbi domkirken, da marchen begynder. De mange mennesker bevæger sig langsomt, men bestemt i en længere række, forbi politibiler og et nysgerrigt Århus, der har taget plads på sidelinjen af optoget.
Med klistermærker på tøjet, skilte i hænderne og maling i hovedet råber kvinder og mænd de nyligt lærte protestslagord. Både som en fejring og som en kamp.