Bæredygtighedsdag i Århus mest anderledes bygning
På Århus havn Daner Domen ramme for en samtale om bæredygtighed og minder folk om, at der findes anderledes måder at bygge på.

”Aarhus er sgu også sådan lidt pikket i sit byggeri,” siger arkitekt Kristoffer Theilgaard, imens vi står uden for Domen og kigger over imod den anden side af havnen, hvor et nyt, fallosagtigt højhusbyggeri er ved at blive etableret.
Det er fredag den 5. september, og dagens tema i Domen er den cirkulære by. Ved ankomsten til Domen er det svært ikke at blive fascineret og samtidig forundret over den halvkugleformede bygning. Domen er placeret på den generelt meget grå Aarhus havn, men omgivelserne omkring Domen er alt andet end grå. Bygningen er omgivet af græs, plantekasser og vilde blomster. En lille oase i den ellers bastante betonjungle.
Sauna duft og eukalyptustræer
Når man træder indenfor i Domen, bliver man mødt af en kraftig duft af træ, der minder meget om den, du finder i en sauna. Den store halvkugle er bygget op af et stort træskelet, der holder de mange gennemsigtige paneler sammen. Indersiden er fyldt med forskellige planter, og rundt omkring står flere store eukalyptustræer. Domen minder om et drivhus – og det er langt hen ad vejen netop dét, Domen er: et stort drivhus. Menneskerne i drivhuset er lige så forskellige som dets planter: alt fra piger i genbrugstøj til midaldrende mænd i jakkesæt.
I midten af drivhuset er bygget et træhus i to etager. I den nederste del af huset er et åbent mødelokale, hvor dagens første taler er gået i gang: en professor i klimaforandringer, der gennemgår de udfordringer, som det skiftende vejr og øgede vandstand.
Blandt publikum sidder Jose ”Pepe” Tavares. Pepe er fra Mexico, men driver en startup i København. Han er blevet inviteret til Domen for at tale om bæredygtighed i byggeri. ”Det er så specielt, hvordan folk aldrig tænker over, at den ene mands skrald kan være en anden mands guld.” Pepe forklarer også, hvordan han bliver overrasket over, at mennesker sjældent har en plan med det, de bygger. ”Jeg var til VM i fodbold i Brasilien i 2014, og det kan stadig chokere mig, hvordan man ikke har en plan med det, man bygger. Så laver man et stadion ude i junglen. bagefter efterlader man det til at rådne op.”
Tanken bag domen
Den næste taler er gået på scenen. Det er arkitekten bag Domen, Kristoffer Theilgaard. Kristoffer snakker om visionen bag Domen og idéen med at bygge et hus inde i et drivhus. Det handler om ressourcer, energi og det at bygge noget stort med en masse små ting.
Det er begyndt at regne kraftigt udenfor. Regnen siler ned over Domens gennemsigtige paneler og gør verdenen udenfor sløret. De bastante betonbyggerier, som omgiver Domen, forsvinder for en stund. Efter Kristoffers talk fanger jeg ham i en rygepause ude foran Domen. Regnen er stoppet, og vi falder hurtigt i snak om de lidt specielle omstændigheder omkring Domen.

To år bliver til ni
Domen blev opført i 2016 i forbindelse med, at Aarhus skulle udråbes som europæisk kulturhovedstad i 2017. Domen var tiltænkt at skulle stå i to år, men da de to år var gået, overtog Aarhus Kommune Domen og besluttede sig for at lade den stå. En beslutning, der 9 år senere har vakt både glæde og nervøsitet hos Domens arkitekt.
”Man bliver sgu ret bange, når et 2 års midlertidigt projekt, ender med at skulle stå permanent. Hvis vi havde vidst det, er der nok en del ting havde lavet anderledes. Langt hen ad vejen er Domen jo et eksperiment i bæredygtigt byggeri.”
At eksperimentet er blevet stående, vækker dog også glæde. ”Det viser jo, at vi har gjort noget rigtigt. Og det er jo dejligt, at den kan ligge her som en lille knap på havnefronten og vise, at man godt kan bygge anderledes end det byggeri, hvor det kun skal gå hurtigt og være billigt.”
Tendensen fra byggebranchen med at bygge hurtigt og billigt stammer fra efterkrigstiden, hvor meget af det europæiske kontinent lå i ruiner efter Anden Verdenskrig, og folk stod uden tag over hovedet. Boligmarkedet krævede kvantitet over kvalitet – og derfor blev faktorer som bæredygtighed sat til side.
Et Bæredygtigt eksperiment
Domen er ikke så meget et æstetisk eksperiment. Som Kristoffer selv siger: ”Det handler faktisk ikke særlig meget om kuplen som design. Det er mere et eksperiment i, hvordan vi bygger ting bedre, hvordan vi gør processerne mest bæredygtige.”
Det, der ved Domen kan virke som det mest fremtrædende – nemlig kuppelformen – er ifølge Kristoffer i virkeligheden ikke særlig vigtigt. ”Vi har lavet rigtig meget med kupler, men vi har faktisk prøvet lidt at bevæge os væk fra det. Man gider ikke bare være ’dem med kuplerne’. Samtidig er kuplerne heller ikke det vigtige. Det er bæredygtigheden og processerne, der er det vigtige. Det er derfor, vi eksperimenterer.”
Til hverdag bruges Domen som et bylivshus og drives af frivillige. Domen er åben for offentligheden alle dage fra 10 til 20, hvor man kan opleve alt fra livemusik til folkekøkken – eller blot bruge det som et bæredygtigt sted at slappe af og nyde en kop kaffe.
