Bag slagtøjet finder Nikolaj ro
Nikolaj har altid gået ad musikkens vej, både som levevej og passion. Da Nikolaj mister sin nyfødte datter for to år siden, er det musikken som lader ham finde ro i sorgen.
Foto: Jon Møller
I husets kælder, omgivet af slagtøj og tykke, lydisolerede vægge, sidder Nikolaj ved sit knaldrøde trommesæt.
I lokalet ligger transporttasker til instrumenter, noder, støttefødder og en enkelt signeret håndtromme.
Den rytmiske dunken banker rundt imellem væggene og ind i kroppen. Nikolajs venstre fod slår en simpel rytme an på stortrommen, inden han begynder at spille et hurtigt trommestykke med trommestikkerne.
Han spiller fra hjertet og erfaring, uden nogen noder til at guide ham igennem trommestykket.
Hans overkrop vipper frem og tilbage i takt med trommesættet, mens hovedet nikker fra side til side. I dette øjeblik er Nikolaj helt optaget af rytmen og musikken.
Spjald og slagtøj
På folkeskolen i en lille vestjyske by ved navn Spjald, skulle drengene vælge mellem to hobbier: fodbold eller musik.
Ni-årige Nikolaj Lykke Langgaard valgte musikkens vej med fokus på trommen:
“Trommer var rigtig fedt, fordi jeg der kunne smadre løs og få en masse energi ud. Det virkede som en meditation. Trommerne var også i så dårlig stand, at man sagtens kunne slå hårdt.”
Siden da har Nikolaj kæmpe hårdt for at gøre musikken til sin levevej. Hans mål blev Musikkonservatoriet.
Han fik at vide at nåleøjet for at blive optaget var meget småt.
En beslutsomhed og determination gjorde at han blev ved med at øve og øve indtil han kom ind:
"Jeg har altid været beslutsom og initiativrig. Hvis der var noget jeg satte mig for, eksempelvis at øve 8 timer på en dag, så gjorde jeg det.” forklarer han.
Efterhånden kan Nikolaj skrive en masse store bedrifter på sit lange resume som musiker, bland andet en periode i Århus og Aalborgs symfoniorkester, det Slesvigske Musikkorps og et væld af forskellige bands, det seneste værende KIT.
Nikolaj spiller stadig i det Slesvigske musikkorps. Hans ven og tidligere bandkammerat Marius Paschke husker også specielt Nikolajs drivkraft:
"Han er et positivt menneske af en anden verden, han er hårdtarbejdende og har en yes-mentalitet i alt han går ind til."
Nikolaj lever og ånder musik. Men musikken skulle senere hen få en endnu større betydning for ham.
Overlægens opkald
Det er en helt almindelig øvelseskoncert med det Slesvigske Musikkorps. Det eneste atypiske indtil videre på dagen er, at der er tre slagspillere med, i stedet for de normale to.
Nikolaj er nede og gøre klar til endnu en større koncert.
Gruppen er på vej over til Haderslev kaserne, hvor de skal spise frokost.
Lige inden de rammer porten til kasernen ringer Nikolajs telefon. Det er ikke et nummer som Nikolaj kender.
Han tager telefonen, og kort inde i samtalen fryser hele hans krop. De andre kigger tilbage og undrer sig over hvorfor Nikolaj ikke går med.
Det er overlægen inde fra sygehuset, som er i den anden side af opkaldet.
Overlægen beder Nikolaj om at tage fri fra arbejdet, og tage direkte hjem.
Nikolaj svarer med en nervøs røst i stemmen:
Er min datter død?
“Nej, nej, nej. Men...” svarer overlægen.
Nikolajs kone Monica Lykke Langgaard er her gravid med deres andet barn. På samme dag, som Nikolaj er i Haderslev, skal hun have scannet sin moderkage.
Både Nikolaj og Monika tror at det er en standardundersøgelse.
Billederne ser helt anderledes ud på den her scanning. Barnets nyrerne er enorme og fylder nærmest hele maven på scanningen.
Monica var grædefærdig i øjeblikket, og derfor overlader hun opgaven med at fortælle det til Nikolaj til overlægen.
Nikolaj skynder sig ud mod bilen for at køre hjem til Monica. Han får fortalt over telefonen, at han skal køre langsomt og forsvarligt.
Det kan Nikolaj ikke i øjeblikket, for han trykker speederen helt ned i bilgulvet og brager ned af E45-motorvejen.
“Jeg havde det ad helvede til” fortæller Nikolaj, da han tænker tilbage på bilturen.
Leonoras fødsel
Datteren Leonora har en utrolig sjælden nyresygdom: Autosomal Recessiv Polycystisk Nyresygdom.
Op mod fødselen var hele familien meget nervøse, da lægerne ikke kunne fortælle om Leonoras muligheder for at overleve.
Leonora bliver født en måned for tidligt, og når kun at leve i 15 timer ved hjælp af en respirator. Lægerne havde aldrig før set så små lunger.
Nikolaj holder tæt fat med begge hænder om sin Star Wars kaffekop, da han fortæller om episoden på hospitalet.
“Familien kommer forbi for at se hende. Vi får hende nøddøbt på hospitalet, fordi vi godt vidste hvilken vej det ville gå. Hende system var allerede begyndt at svigte, og hendes hjerte blev kun dårligere og dårligere,”
Nikolaj pauser kort sin fortælling, og får helt tomme øjne. I et øjeblik sidder han og stirrer på en vilkårlig prik på væggen foran ham, mens hans tanker kredser om mindet.
“Efter 15 timer tager de respiratoren ud. Der var ikke mere man kunne gøre for hende. Hun prøver selv at trække vejret, men det bliver kun til 3 overfladiske vejrtrækninger, før hun sover ind.”
Perioden efter
Nikolaj og Monica møder ikke op på arbejde de næste seks måneder. De skal arbejde med deres sorg.
Nikolaj forklarer, at hans daværende psykolog sagde at han kom igennem alle de faser, der er for en sørgende mand.
Han kan ikke huske alle faserne i dag, men han husker tydelig tristheden, følelsen af uretfærdighed og en helt fremmet vrede:
“Uretfærdigheden i at der er nogle som ikke vil have børn, som får børn. Og så er der os, som virkelig gerne vil have et barn, som så mister det.”
Mens Nikolaj og Monica er triste, har deres tre årige datter Luna stadig ikke helt forstået hvad der var sket.
En dag spørger hun ind til hvornår Leonora kommer tilbage fra himlen, hvortil Nikolaj prøver at forklare at hun ikke kommer tilbage.
Der går en hel måned før Nikolaj rører ved slagtøjet igen.
“Musikken forsvinder for mig i en kort periode efter tabet. Men fire måneder efter Leonoras dø, skal jeg spille med bandet igen. Vi skulle spille til en parade. Det er ikke helt uset at man græder til sådan en. Jeg tror jeg brugte den til at få grædt lidt ud,” fortæller han.
Musikken blev et middel til at dulme sorgen og aflede de negative tanker.
"Vi prøvede at snakke om noget andet, når vi var sammen. Vores samlingspunkt var musik, fordi vi igennem det kunne finde noget tryghed og ro." Fortæller Nikolajs ven Marius Paschke.
En fremmet vrede
Nikolaj beskriver i dag sig selv som om en rar person, og at har han altid har prøvet på at være det.
I perioden efter tabet har Nikolaj svært ved at genkende sit rare, behagelige jeg. Et eksempel på dette sker kort før Leonoras begravelse.
Blandt andet fordi der var blevet foretaget et kejsersnit under Leonoras fødsel, havde Monica gangbesvær.
En dag hvor de går i langsomt tempo over en stor vej i Viborg, kommer der pludselig en bil susende fra højre. Bilen standser brat op og dytter højlydt.
“Jeg var så tæt på at have lyst til at smadre hans sidespejl,” husker Nikolaj
Ordet “slagtøj” fik også en anden betydning i denne periode: Trommesættet i kælderen blev offer for Nikolajs vrede. Men ikke Xylofonen da den var for dyr.
“Jeg var pisse vred, en vrede som jeg aldrig har mærket før.”
Alteret
Leonora lever videre i familiens hjerter og hjemmet i Timring.
Når man kommer ind i familiens stue er noget af det første man ser Leonoras alter.
Et sted hvor en kærlig tanke eller en lille tåre kan blive sendt afsted til hende.
Alteret består af en træhylde med et billede af Leonora, som er fra hendes 15 timer i live. Over det hænger endnu et billede, hvori hun ligger i sin stille død med en hvid hue og en løvebamse i favnen.
På hylden står to hjemmehæklede blæksprutter, en lille lyserød blomst samt et lys med englevedhæng på.
Derudover har de siden hen fået en søn som hedder Leo.
Han er opkaldt efter Leonora.
Kandiserede æbler
Nikolaj spiller i dag til Christiansfelds årlige æblekagefest. Det er en gammel tradition, hvor indbyggerne samles for at møde gamle venner og få nye bekendtskaber samt nydt nyde en bid æblekage.
Aldersgennemsnittet ligger i den høje ende, hvilket afspejles i arrangementets spilletidspunktet: en helt almindelig mandag kl 14:30.
I dag får de cirka 500 gæster glæden af den helt store vestjyske stjerne Kandis Johnny i sammenspil med det Slesvigske Musikkorps.
Kandissangen “En lille ring af guld” begynder at spille hen over havet af gråhårede hoveder, og der bliver klappet blidt i takt med rytmen.
En rytme bliver slået an af en bekendt slagspiller, som sidder bagerst på scenen og hamrer på stortrommen.
Nikolaj har et fokuseret udtryk, og man kan se han er i et med slagtøjet. Han tænker ikke på Leonora eller hans sorg.
Omgivet af slagtøj og med en rytmisk dunken, finder han ro.