Bag tæppet på Aarhus Teater 

Hænder ryger synkront i vejret. Suk, hop og lyden af bobler fra fonation i rør fylder backstagerummet ved Scala Scenen på Aarhus Teater. Summende snak forvandler sig til stilhed. Lyset bliver dæmpet i det gråfarvede bagrum. Vinduet, som adskiller teatret og de festfyldte gader på en fredag aften, bliver lukket.

Alle medarbejdere på Stolthed og Fordom er samlet til deres sædvanlige møde ti minutter før showstart. Forestillingen havde premiere for en måned siden.

En af skuespillerne spjætter rundt. Hans øjne blinker hurtigt, og han vifter med sin hånd, så luft rammer hans ansigt. ”Man kan godt mærke, at din mor er i publikum i aften,” bliver der kommenteret.

Skuespillerne forsvinder ud bag det sorte forhæng, som hænger foran døren. En lille kasseformet højttaler, som står på forestillingslederens skrivebord, lyder: ”Sluk venligst mobilerne, forestillingen begynder nu”.

For første gang opføres Jane Austens klassiker Stolthed og Fordom på Aarhus Teater. Her møder den selvstændige og fordomsfulde Elizabeth Bennet den rige og stolte Mr. Darcy, som hendes moder håber, hun vil gifte sig med.

Forestillingen begynder 

”Jeg venter på melding fra vores kontrollører om, at publikum er på plads. Først derefter melder jeg klar til forestillingsstart,” forklarer Sara Bach Conijn, som er forestillingsleder på Stolthed og Fordom.

Højttaleren sender lyd ude fra scenen, som man i det lille snævre baglokale, der ellers kun er få meter fra scenen, ikke kan høre.

Forestillingslederen taler til alle medarbejdere på teatret i et lille kaldeanlæg på væggen. ”Vi er klar på Scala,” ryger ubesværet ud af munden. Hun går tværs igennem det lille rum, åbner en dør og giver thumbs up til skuespillerne bag.

Skuespillerne kommer nu frem på en lille fladskærm i baglokalet, der viser scenen.

Skærmen hænger over en opslagstavle. På tavlen ses held-og-lykke-beskeder fra skuespillerne og sjove beskeder skrevet som deres karakter i stykket. Beskederne blender sig godt ind med de informerede hvide A4-papirer.

Duften af jul fylder rummet. Crumblekage med æble og kanel står fremme på det runde bord. Ved siden af bordet er et lille tekøkken. Rundt om bordet sidder to fastansatte makeupartister og én i oplæring. Ved siden af dem en påklæder og en mikroportansvarlig.

Hæklepinden kommer i arbejde, og kagen skæres.

Ved sit kontorbord i hjørnet sidder forestillingslederen Sara Bach Conijn med et stopur på sin mobil. Femten minutter er den nået til. Den påbegyndte ved forestillingens start klokken 19.30.

De kigger alle på fladskærmen, som var det X Factor en fredag aften hjemme i stuerne.

Kostumer hænger flere steder i rummet. En køreliste med alle kostume- og hår- og makeupskift under forestillingen ligger op ad et spejl i den lille gang ved siden af baglokalet.

Grin fra publikum høres i højttaleren. ”De griner meget i dag, hva’?” lyder der blandt makeupartisterne.

Lyd fra højttaleren kommer tættere og tættere på. Lyden bryder nu igennem døren, hvor en skuespiller kommer løbende midt i en replik. En anden skuespiller kommer løbende ud ad én dør og dernæst ind ad en anden ud på scenen igen.

Når sekunderen tæller

Bagscenen er meget smal og mørk på det gamle teater. Neonfarvet tape lyser op i mørket, som var det et rave.

"Noget af det, folk ville blive mest overraskede over, er, hvor lidt plads der faktisk er bag scenen," forklarer forestillingsleder Sara Bach Conijn.

Sara smyger sig igennem gangene, som var hun en ninja i sit sortmonokrome tøj. Rekvisitter bliver flyttet. Først en kurv, så broderi og nu rester af æg.

Stopuret på mobilen viser nu femogtredive minutter.

En lyd af en dør, som bliver åbnet, fylder rummet. Vind rammer håret. En pitstoplignende formation former sig. Alle på nær den mikroportansvarlige er nu over Mr. Darcy. Først vest på, så knapper op i bukserne og dernæst støvler på. Tredive sekunder, og han er på scenen igen.

Lyden af faldende perler rammer øret. En skuespiller iført en grøn balkjole kom i sin hast til at ødelægge sin perlekæde. Påklæderen begynder straks at finde en ny og reparere den gamle.

"Mit vigtigste job er nok at holde hovedet koldt, når ting skrider. Det er ikke mig, der skal finde på de gode løsninger, men jeg skal koordinere, at vi finder frem til den gode løsning," understreger forestillingsleder Sara Bach Conijn.

Hun uddyber med: "De fleste aftener ved publikum slet ikke, hvis der har været problemer backstage."

Påklæderen tager en fin blomstret kjole og stikker armene igennem den forkerte vej i ærmerne. Makeupartisterne danner formation igen. Et nyt pitstop. Forestillingens hurtigste skift. En velkendt lyd rammer rummet. Perler. Endnu en halskæde på gulvet.

Fyraften

Stopuret viser nu to timer og fireogtyve minutter. Aftensmad bestående af færdiglavet salat og smoothie rammer det runde bord.

Feststemningen bliver vildere udenfor på gaden, og månelyset lyser ind ad vinduet.

Noget af det, som forestillingsleder Sara Bach Conijn tænker ville overraske publikum, er, hvor uglamourøst det egentlig er backstage.

”Her kommer Mr. Darcy, og ja, han hedder faktisk Darcy. Her kommer han, ja ja,” synges fjollet af skuespillerne til Pippi Langstrømpe-melodien, da skuespilleren, som spiller Mr. Darcy, skal ud på scenen for sidste gang. Han ryster sin krop og gaber.

Klokken 22.05 er der kun to skuespillere på scenen.

En fyraftensstemning rammer rummet. Mikroporter bliver sat på plads. De smukke tidssvarende kjoler fra stykket bliver flået op på et sekund. Små knapper giver nem åbning og lukning til hurtige skift.

”Round it up,” joker en af skuespillerne til den afsluttende kærlighedsscene.

Præcis klokken 22.15 trænger bifald igennem den ellers lydtætte væg. Skuespillerne går ud og bukker. Forestillingslederen Sara Bach Conijn giver tegn på, at de skal bukke igen, da hun kan se på skærmen, at publikum giver stående bifald.

Gennemtrængende lys møder igen de gråfarvede vægge. ”En øl? Ja. Jeg kan ikke, jeg skal ud til min mor,” lyder det blandt skuespillerne.

Forestillingslederen sidder tilbage i det nu mindre trængte rum og skriver forestillingsrapport.

”Det mest magiske øjeblik backstage er, når vi løser noget fuldstændig absurd sammen,” forklarer forestillingsleder Sara Bach Conijn med et smil på læben.

Høj musik lyder fra gaden, som om det er timet til forestillingens afslutning.