Bedemanden bruger sin frygt for døden til at bekræfte livet

”Han var en god mand, som elskede sine børn. Ære være hans minde, ” slutter præsten sin tale. Foran på kapellets lange gang står en kiste. Den er sort, og ovenpå ligger hvide liljer fint og hviler på dens spejlblanke overflade. Der bliver sunget Kim Larsen. Pianomand. 

Inden længe vil kapellets klokker ringe tre gange, og kisten vil blive sænket i jorden, mens hans kære står samlet omkring den, mindes ham og lader en rose falde i hullet som den allersidste hilsen. 

Sådan forestiller Peter Kingo sin begravelse. 

Hvis ikke det, skulle han spredes som aske ud over havet, for at han på den måde kunne være sammen med sine børn, hver gang de tager til stranden. ”Se, der er far,” kunne de så sige.

Selvom 35-årige Peter helst ikke vil tænke for meget over døden, kan det være svært, når man beskæftiger sig med den hver dag. Når man taler om den med pårørende hver dag, bærer den ud i kisten og kører den rundt i rustvogn.

Peter er bedemand og har været det, siden han var 18 år. Hver morgen trækker han i sort og kører fra Malling ind til Jægergårdsgade i Aarhus. I hans erhverv er døden omdrejningspunktet. 

Men selvom døden hænger tungt i tøjet, så bliver det i jakken, når arbejdsdagen er ovre. Det som Peter til gengæld bringer med hjem, er livsbekræftelse. 

At arbejde med døden

Fars bil var klart den sejeste på børnehavens parkeringsplads. Den var jo kæmpestor i forhold til de andre forældres biler, og den kunne rulle gardinerne ned med et enkelt tryk på en knap. For 5-årige Peter Kingo var rustvognen det fedeste lift. 

30 år senere er det ham, der sidder bag rattet. Passagererne får nu ærespladsen i det udvidede bagagerum. Men hans arbejde som bedemand kræver ikke kun et kørekort. Det kræver situationsfornemmelse, lytteevne, og mest af alt en god og ordentlig opførsel over for andre. 

Disse ting har Peter holdt fast ved længe. Han husker tilbage til den første døde, som han mødte på jobbet. 

Det var en ældre mand på et plejehjem i Holme. Han havde ikke været død i mere end 
seks-otte timer. Dengang var Peter ikke alene på opgaven, men han husker stadig hvordan han fikserede på, at arbejdet skulle gøres ordentligt. 

Siden da har han været med til at skrive epilogen på adskillige livshistorier. Med 17 år i sort har han set mange afslutninger. Så mange faktisk, at han med tiden har fået svært ved at huske dem alle. Sidste år havde han omkring 280 besøg. 

Men nogle syn sætter sig bare anderledes end andre. Et selvmordsoffer med tydelige mærker fra hvor rebet har strammet om halsen. Et blegt, blodløst lig med knivsår. 

Drukneofre. 

Børn. 

Selvom de heldigvis er sjældnere end normalen, så huskes de bare anderledes.

Men dem, der for alvor kan sætte tankerne i gang for Peter Kingo, er de pårørende. Han husker en ung børnefamilie, hvor faren pludselig var gået bort. Tilbage var en sørgende mor med to små børn. Den lille drengs spørgsmål om, hvornår far kommer hjem, sidder stadig i Peter i dag.

Det uvisse 

Peter Kingo er bange for døden. Bange for hvordan det vil påvirke hans nærmeste. Bange for det uvisse, som den bringer. 

Han ønsker nemlig ikke, at hans kone og to børn skulle stå i en situation lignende den, han selv har mødt på arbejdet. Et scenarie hvor far ikke kommer hjem. 

“Jeg håber faktisk på, at jeg er ret livstræt, når jeg er engang når over de hundrede,” siger Peter med et selvsikkert smil, “Så vil min død være mere lettende. Både for mig og mine pårørende.” 

Men selv hvis han skulle gå bort under de rette omstændigheder, så skræmmer det uvisse ved døden ham stadigvæk. 

Han har et billede liggende i hovedet. En hvid kiste, der sejler gennem en sort uendelighed. Det er ikke et billede, som han nemt kan forholde sig til.

“Jeg kan bare ikke se uendeligheden for mig. Det hænger ikke sammen,” forklarer Peter Kingo. 

Han ved ikke hvad der venter efter døden. En stor del af ham tror ikke på noget efterliv. Men Peter håber. 

Han mistede en kammerat, da han gik i syvende klasse. En tragisk ulykke på en skiferie. Det var første gang at Peter selv følte dødens chokbølger. 

De boede ikke meget mere end 100 meter fra hinanden. Tre uger før ulykken havde de sågar overnattet sammen hjemme hos Peter. 

I dag, når han besøger Frederikskirken i forbindelse med arbejde, vil han somme tider besøge sin gamle kammerats gravsted.

Og somme tider vil han til stenen sige: 

“Jeg håber, at du har det godt.” 

Han ved ikke, om beskeden bliver modtaget. Han tror det ikke, men han håber.

Livet bekræftes 

Som noget af det første hænger Peter den sorte bedemandsjakke på et af spisebordets hjørner, når han kommer hjem. 

Jakken, som han er iklædt, mens han bærer afgåede borgere ned fra deres lejlighed. Jakken, som han er iklædt, mens han overværer familier, der sørger og siger det sidste farvel. Alt det har han brug for at lægge fra sig, når han skal være sammen med familien derhjemme.

Men selvom jobbet som bedemand indebærer, at man skal se livets sandhed i øjnene - at vi alle en dag skal dø - så er det ikke noget, der tærer på Peters motivation eller livsglæde. Nej, tvært imod.

“Faktisk er det et livsbekræftende arbejde," fortæller Peter. Igennem hans job som bedemand har han erfaret, hvor forgængeligt og skrøbeligt livet er, men også hvor værdifuldt det er af den grund. Det har fået ham til at sætte mere pris på hver dag, han vågner op til. 

Derfor forsøger Peter også at leve, som hver dag var den sidste. For hvis jobbet har vist ham noget, så er det, at livet pludseligt kan ende. Også før man havde regnet med det.

Af den grund sørger han hver dag for at bekende sin kærlighed til sin familie. Om de sidder og spiser morgenmad om spisebordet, står og børster tænder på badeværelset eller trækker i tøjet ude i gangen, så fortæller Peter sine børn og hustru, at han elsker dem.

Det viser sig også i den måde han krammer på. Engang gav han hurtige knus med et overfladisk klem med den ene arm, og
med den anden hængende fraværende ned langs kroppen. 

I dag tøver han ikke med at give et fuldt kram med begge arme, at give et ekstra klem for at mærke nærheden af hans venner og familie.

For selvom arbejdet som bedemand bringer 
dage med svære opgaver, så har det lært ham at sætte pris på hans nære omkring sig og værdsætte hver dag, han har sammen med dem. For i sidste ende, er det det vigtigste i livet, forklarer Peter og supplerer med en historie: 

“Nogle drenge blev en dag tilbudt 10 millioner kroner af en ældre mand, hvilket de først sagde ja til, men så hørte de betingelsen: At de ikke ville vågne op dagen efter.
Så havde de alligevel ikke lyst til de 10 millioner og endte så med at sige nej til tilbuddet,” fortæller Peter med et smil. 

“Det viser, at hver dag er mere end 10 millioner kroner værd.” 

Det er ikke sikkert, at Peter Kingo vil fortsætte som bedemand indtil pensionsalderen. Han vil gerne være åben for andre muligheder - så længe han fortsat kan hjælpe sine medmennesker. 

Men uanset hvad, så har årene som bedemand givet ham en væsentlig livsbekræftelse:
At trods livets til tider strenge vilkår og trods tvivl om efterlivet, så er det vigtigt at holde fast i dem, man holder kært. Give dem et ordentligt kram. Fortælle dem, at man elsker dem.