Ben lærer unge fra Brabrand at finde vej i trafikken: Et højresving ad gangen 

Der lugter af kaffe og varm plastik i den lille sorte Mercedes. Vi holder i vejkanten foran Saray Kebab. Kalen fedter med alt, hvad der kan justeres: sidespejlene, bakspejlet, sædehøjden. Ved siden af ham sidder kørelæreren Ben med hænderne roligt i skødet. Hans blik følger Kalens hænder.

Ben holder sjældent fri. På hverdage underviser han typisk fem elever om dagen. I weekenden nøjes han med tre.

De fleste elever kommer fra Brabrand. Ben er selv fra Tunesien, og mange af hans elever føler sig hjemme i hans baggrund. Det er især hans gode ry, der holder kalenderen fuld. Nye elever finder ham gennem anbefalinger fra venner, søskende og naboer. Ben har hverken hjemmeside eller reklamer. 

Kalen trykker endnu en gang på sædejusteringen.

”Okay,” siger Ben roligt. ”Så kører vi.”

Bilen triller ud på vejen.

Der går kun få sekunder, før en skærende bib-lyd kan hørers i hele bilen

”Kalen, my friend,” siger Ben og nikker ned mod selen. ”Du har glemt sikkerhedsselen.”

Jeg bliver i samme øjeblik utroligt glad for, at jeg har husket min.

Hvis ikke det skulle være nok, fortæller Ben til vores alles skræk, at der i dag skal øves højresving. Det kan kun blive godt, fordi Kalen er englænder, og er derfor per natur lidt gladere for venstre side.

Kalen har boet i Danmark i tre et halvt år. Til daglig arbejder han som tømrer, og for tiden er han i gang med at renovere et hus i Kolding. At lære at køre bil føles ikke så anderledes end alt det andet, han i sit liv har kastet sig ud i. 

Vi nærmer os et vejkryds. Radio Solo spiller Celine Dion, den skarpe morgensol reflekterer ned i asfalten og man må knibe øjnene sammen for at kunne ane vejstriberne. Undtagen Ben, han har lige trukket solbrillerne op fra handskerummet.

”Vi kører til højre her” instruerer Ben, mens han peger ud mod det kommende kryds. 

Kalen famler kort med rattet, og kaster et hurtigt blik ned mod pedalerne, men bilen aftager ikke hastigheden. 

Ben drejer hovedet mod Kalen og sender ham kort et spørgende blik. 

Kalens fod hænger et øjeblik tøvende over pedalerne.

Et øjeblik siger ingen noget. Det eneste der høres er lyden af dæk, der glider frem på den tørre asfalt. 

Der lyder et øredøvende klask. Ben klapper i hænderne for at få Kalen ud af sin trance.

Kalen kører en hånd gennem håret og tørrer den svedige tinding. Så retter han sig op. 

Spejl. Spejl. Skulder. Bilen svinger til højre. 

Vi afventer et grønt signal i lyskrydset, Kalen har blikket fast rettet mod lyssignalet. 

Ved fodgængerfeltet nærmer fire små børn sig. Fire små flyverdragter i mørke farver. Over skuldrene hænger der neon-gule sikkerhedsveste.

”Se mig”, står der på ryggen.

Kalen ser kun på lyset.

Ben læner sig lidt frem i sædet.

”Se nogle søde små unger,” siger han henkastet. ”Sikke en bekymringsfri alder. Ingen regninger. Ingen rygsmerter.”

Kalen får endelig øje på de fire små børn uden rygsmerter. 

Havde det ikke været for Ben, var det ellers fire nemme små point for Kalen at score.

"Dér står vores næste offer"

Foran Saray Kebab står en fyr og venter. Han har hænderne stukket ned i lommerne på en sort windbreaker, og den store kasket skygger for det meste af hans ansigt. Han holder øje med bilen, som om han allerede ved, den er på vej efter ham. 

Ben nikker mod fyren, og siger: "Dér står vores næste offer, Omar"

”Er du klar baba?” spørger Ben. Som svar drejer Omar bilnøglerne og sætter i gang.

Ben, der ikke er synderligt bange for døden, læner sig roligt tilbage i sædet, og sender ham mod midtbyen.  

Solen må have lokket, hvad der ligner halvdelen af Aarhus ud i midtbyen. Cykler, fodgængere og biler fylder gaderne, mens politikerne smiler ned på os fra valgplakaterne.

”Nu er vi i midtbyen baba, det der med 50 kilometer i timen, det måske i en by i Rusland. Ikke i Aarhus midtby, du holder hastigheden efter trafikken”. 

Vi holder i lyskrydset ved Thorvaldsensgade, og skal dreje til højre op mod Vester Allé. 

Den lille Ford foran os triller lige så stille ud i lyskrydset, og vi følger efter. 

Faktisk følger vi efter hele vejen, lige indtil Ben pludselig træder hårdt på bremsen, ”vi skal ikke blive ved med at kører når der er fodgængere på feltet”.

Jeg retter kort på sikkerhedsselen, der heldigvis tog fra i opbremsningen, og kigger ud ad vinduet for at samle mig, og beundre valgplakaterne. Der hænger en stribe af en smilende Mona Juul, hele vejen op ad gaden. 

Ben klapper Omar let på skulderen.

”Det er også Ramadan,” siger han. ”Man kan godt blive lidt omtåget på tom mave.”

Omar nikker og ser frem mod vejen.

Zakaria's sidste lektion inden køreprøven

”Det er lang tid siden, jeg har kørt, wallah,” siger Zakaria, da han sætter sig ind i bilen.

Det er netop derfor, de har timen i dag. Sammen skal de vurdere, om Zakaria er klar til køreprøven i næste uge, eller om der skal flere lektioner til.

Bilen ruller frem ad vejen. 

Ben afbryder den stilhed, der havde sænket sig i den lille sorte Mercedes: "Du er blevet klippet".

Zakaria fniser "Ja, fik lige rettet afroen". 

Foran dem snævrer vejbanen ind.

Zakaria drejer hovedet mod Ben og løfter det ene øjenbryn. ”Sammenfletning?”

Ben bryder ud i et bredt smil. ”Ja! Hold kæft, hvor er det dejligt.”

Zakaria dumpede sin første køreprøve. ”Jeg har ikke sagt til nogen, at jeg skal til prøve i næste uge,” siger han. ”Hvis man dumper, er det pinligt.” Sidste gang kørte han med den sagkyndige Lars. 

Zakaria ryster let på hovedet. ”Ham der Lars, han snakker om alt muligt,” siger han. ”Han lænede sig helt ind over gearstangen og talte til mig.”

”Mere gas, habibi,” afbryder Ben.

Zakaria retter blikket mod vejen.

”Jeg kan ikke koncentrere mig i sådan et miljø,” siger han. 

Bilen glider videre gennem trafikken. Om en uge sidder Zakaria til prøve. Og hvis han dumper, står Ben stadig klar i den lille sorte Mercedes foran Saray Kebab.