Benthe har lært, at sorg og taknemmelighed kan leve side om side
Livet blev hårdere end Benthe Ladekjær nogensinde havde forestillet sig, da hun blev mor til en handicappet datter. Drømmene om et normalt familieliv brast, og der ventede hende i stedet mange år med smerte. Benthe måtte finde sit lys i mørket.
Det er fem dage siden, Bente Ladekjær fødte, og nu sidder hun igen på en hospitalsstue. Hun er omringet af sin familie. Mor-instinktet i hende kan mærke, at noget føles forkert. Uden forklaring og uden videre mening mærker hun det i kroppen.
Overlægen kommer ind ad døren. Her står det klart for Benthe, at noget er galt.
Lægen fortæller, at Benthe Ladekjærs datter har fået en stor blødning i hjernen.
Et skrig river sig løs fra Benthe. Ikke et almindeligt skrig. Med hverken almindelig gråd eller hendes egen stemme slipper Benthe et dyrisk skrig, som hun aldrig har prøvet før.
Det er en smerte, der ikke er til at forklare. Det er en ud-af-kroppen følelse, der får Benthe til at reagere med det skrig. Fra den dag af ændrede Benthes liv sig, og drømmen om det liv hun troede, der ventede hendes datter brast.
Benthe Ladekjær skulle lære at finde vej i nyt et liv, hvor hendes rolle som mor blev negligeret, alt imens sorg og taknemlighed lever side om side i Benthes Ladekjærs hverdag.
Alt det som skulle have været
Få dage tidligere så virkeligheden anderledes ud. Det var den rene lykkefølelse, der fyldte hos Benthe Ladekjær, da hun ventede sit første barn, Alma. Nu skulle hun have børn ligesom alle andre. Benthe husker tiden inden fødslen, som at alt var på drømmeplan.
“Der så jeg et eventyr og glansbillede for mig. Jeg tænkte ikke der er nogen begrænsninger, og alt kunne lade sig gøre. Det var en følelse af at være uovervindelig.” mindes hun.
Forventningen om at skulle blive mor på samme tid som nogen af sine veninder, fik Benthe til at drømme om, hvordan deres børn skulle vokse op sammen. De skulle følges ad. Det var inden Benthe vidste, at hun skulle bruge de næste 13 år på tabt arbejdsfortjeneste, for at passe sin handicappet datter derhjemme.
Den første tid af Almas liv krævede hun så meget, at Benthe Ladekjær følte hendes liv var i en boble. Hun var fanget i sit eget hjem. I mørket, uden lys og luft. Kun sygehusbesøg fik familien ud ad døren i de år.
“Det var bare som om alting var gået i stå.”
Op til fødslen havde Benthe gjort sig klar til at møde sin lille datter. Hun havde indrettet et børneværelse, hvor Alma skulle have sin barndom.
Da Benthe Ladekjær vendte hjem fra sygehuset med en hjerneskadet datter, var værelsets skæbne forandret.
“Hendes værelse stod klar med reol, legetøj og pusleting. Det havde jeg gået og indrettet, og så følte jeg, at jeg havde lyst til at sætte en tændstik til det hele. Jeg tænkte jo at jeg fik et helt normalt rask barn, men nu kunne jeg ikke forestille mig, at hun nogensinde kom til at lege med alle de ting, jeg havde købt. Hun kunne ikke engang se den uro, der hang ned fra loftet. ”
Drømmen om at Benthe kunne tage sin kommende datter i bæreselen, og gå en tur i H&M med de andre nybagte mødre, blev i stedet til “at jeg så kunne sidde derhjemme i mørket i 2,5 år,” siger hun.
Den livsændring som Benthe oplever, er hun ikke alene om. Flere forældre til børn med handicap oplever, i følge en undersøgelse fra Metodecenteret om trivsel i familier med børn med handicap, at der er koblet mange blandede følelser til livet med et handicappet barn. Blandt andet sorg, utilstrækkelighed og afmagt.
Forældrenes liv bliver en følelsesmæssig rutsjebanetur, og som forældrene i undersøgelsen beskriver, så er det en del af det levevilkår man har fået, når man har et barn med handicap.
Benthe Ladekjær gør sig også tanker om de livsvilkår hende og hendes familie har.
“Jeg tror på at man kan få nogen kort på hånden som bare er pissesvære, og man kan bestemt ikke gøre for sine kort. På den måde synes jeg lidt, at livet er et lottospil.”
En ny virkelighed
Så længe 44-årige Benthe Ladekjær kan huske, har hun båret på drømmen. Hun har altid gerne ville være mor. Efter en helt naturlig og normal graviditet kom dagen, den 14. marts 2013. Da Benthe var ni dage over termin, fødte hun Alma med akut kejsersnit.
De efterfølgende dage på barselsstuen husker Benthe tilbage på, at Alma ikke viste interesse i at ville have mad. Kort efter blev hun alligevel sendt hjem sammen med sin nyfødte datter.
Uden nogen anede uråd, viste det sig, at Alma var født med en sjælden genfejl, galaktosæmi. Genfejlen gør, at et Alma ikke kan tåle mælk.
I fem dage nåede Benthe at tro, at hun havde fået en rask datter og det liv hun altid havde drømt om. På et splitsekund blev det revet væk. Det viste sig, at Alma var blevet forgiftet af den mælk hun havde fået, og det medførte en alvorlig hjerneblødning.
Alma fik cerebral parese. Hun blev blind og fik infantil autisme. For Benthe gjorde den besked det klart, at livet hun havde forestillet sig for sin datter og for sig selv, ikke længere fandtes.
2,5 år i mørket
Med beskeden fulgte en smertefuld tid for Benthe. En overlevelsestilstand hvor hele hendes tilværelse blev opslugt af omsorgen til Alma.
‘’Det hele føltes som tortur for mig og for hende,’’ siger Benthe.
Dagene og nætterne smeltede sammen i uro og gråd. Selv de mest grundlæggende behov blev en umulighed, og selv den mindste bevægelse kunne få det hele til at bryde sammen. En flue på hendes kind eller en hund der gøede hos naboen. En lille lyd, et lys.
Det var ikke kun smerten ved at se sit barn lide, men at være fanget i netop den tilværelse og ikke kunne slippe ud.
En tilværelse af sorg og afmagt som sled så voldsomt på hende, at hun til tider fik forbudte tanker om, at hun ville ønske, at Alma var død. Hun følte en gennemgribende skam over de tanker, hun næsten ikke kunne få sig selv til at sige højt.
Benthes nervesystem fik aldrig ro. Alt det som hendes egen krop og psyke havde brug for var der intet af. Ingen pauseknap.
Det liv som de fleste kender som selvfølgeligt blev fjernere og fjernere for hende.
Mennesker omkring hende kunne lytte, men de kunne ikke træde ind i den virkelighed, hun befandt sig i. De kunne ikke mærke den konstante frygt og udmattelse som hun havde.
‘’Det var ensomt. Selvom jeg følte folk hørte mig, så forstod de mig ikke. Det er en følelse af at være ensom og forladt, og ingen kunne kende min situation. Jeg havde en følelse af, at folk lige kunne være hos mig et stykke tid, men så skulle de hjem til deres normale familie.’’
En storm af svære følelser satte sig fast i Benthes hoved. Sorgen over braste drømme, vreden som intet sted kunne placeres og følelsen af skyld over at have ammet Alma.
Hun skammede sig over den misundelse der ramte hende, når hun så på andre familier. Ikke fordi hun ønskede andre noget dårligt, men fordi hun mærkede en længsel efter det, som de havde.
Samtidigt forsøgte Benthe at finde løsninger på noget, hun vidste ikke kunne løses. Magtesløsheden voksede sig større, og tilbage stod Benthe med sine forbudte tanker “Hvem er det egentlig mest synd for? Hvorfor lige os? Hvorfor så uretfærdigt?’’
At holde fast i sig selv
Benthe Ladekjær synes trods alt ikke, hun har haft et dårligt liv. Det har været mere begrænset, ja, men ikke dårligt. Det er også et bevidst valg.
I Almas første år, har Benthe måtte kæmpe for ikke at blive kynisk. Hun nægtede at blive en heks. Især overfor dem hun elskede. Hendes veninder skulle have lov at brokke sig, og Benthe skulle gribe dem.
Det har hele vejen igennem været vigtigt for Benthe, at når nogen andres verden brød i grus, måtte de gerne dele det. Det skulle der være plads til.
Man må gerne være ked af det, og man må gerne have en smule ondt af sig selv, men man skal kunne komme udover det igen, synes Benthe
“Du bliver virkelig træt af sig selv, hvis du skal gå at tænke at det er synd for dig selv hele tiden.”
I samspil med sorgen over det liv Alma har fået, lever stoltheden over alt det hun kan. Når magtesløsheden er allerværst graver Benthe dybt for at finde tilbage til de små øjeblikke, hvor hun mærker glæde, stolthed og taknemmelighed over sin datter.
‘’Det er så vigtigt altså, jeg er jo nærmest narkoman af de der små øjeblikke. Jeg søger mod det og skal have det genopfyldt hele tiden’’ forklarer Benthe.
Et øjeblik som Benthe mindes er, da Alma får en blomst. Kun hun kan dufte så inderligt til den. Den måde hun sanser verden på, er helt specielt. Det er de små glimt, der driver Benthe.
Når man kommer udover den del, hvor man synes at alt er uretfærdigt, så undgår man, at hele ens liv bliver dårligt ifølge Benthe Ladekjær.
Når Benthe Ladekjær følte sig mest ødelagt og nedslidt, måtte hendes viljestyrke træde frem. Den del af hende selv kalder hun “en motherfucker”.
Det er vedholdenheden, der har været drevet værket.
En kærlighed ude af proportioner
Alma har igennem hele sit liv været meget sårbar. Hun har været afhængig af Benthes hjælp.
Og hvad sker der, når den ene er ansvarlig for den andens overlevelse?
“Du føler du står på en kant, hvor din egen præstation er garanti for om baby dør eller ej,” siger Benthe Ladekjær.
Hun har også været afhængig af Alma. Afhængig af kærligheden. Afhængig af de små glædesmomenter.
Det har gjort kærligheden ekstrem.
“Den kærlighed jeg har til Alma er næsten ude af proportioner, fordi hun har brug for mig.”
Over årene har Benthe Ladekjær lært lidt om livet. Og om sig selv.
Selvom den hverdag Benthe lever nu, står i kontrast til den hun drømte om at få, har hun taget en stor taknemlighed med. En evne til at værdsætte, som de færreste besidder.
Trods intet ønske om, at nogen skulle gennemgå det samme som hende, kunne hun drømme om at andre lærte at værdsætte livet mere, og være taknemlige over det de har. Benthe Ladekjær ved godt, at hendes læring er kommet igennem nogen livsvilkår, som andre ikke kender til.
“I samme åndedræt som jeg siger, at jeg synes, andre mennesker skal lære at blive mere taknemmelige, så ved jeg også godt at det kan de måske ikke, hvis de ikke har mærket grunden til at blive taknemmelige for, at ens barn har lært at sige mor.”
Benthe synes, at hende liv har givet hende en forståelse for, at ikke alle mennesker ser verden som hende. Hun ser verden igennem tilgivende og taknemmelige øjne.
Mor på bundlinjen
Det kan være svært for Benthe at finde helt ind til mor-rollen. Den er blevet overskygget og holdt tilbage i alle de år, hvor Benthe har ageret læge, fysioterapeut og pædagog overfor Alma. Hun ved godt, at det ikke er normalt.
Når de andre mødre taler os deres børn, er det ud fra det almindelige morperspektiv. Der er dog heller ikke så meget ved Benthes liv, der har været almindeligt.
Nu er det tid til, at Benthe skal finde ned til mor-rollen, der blev begravet af det dyriske skrig, der for 13 år siden undslap på Herning Hospital. Dengang drømmene brast, og livet tog en drejning.
Hvis du spørger Benthe, hvorfor hun gør alt for det her, så svarer hun, at det er ubærligt, hvis Alma skal undvære hende. Hun vil gøre alt for sin datter.
Og det har hun gjort.
Hun har ofret sig selv og kæmpet for et meningsfuldt liv på trods.
Sådan er det, når man er mor på bundlinjen.