Berlin er blevet offer for sin egen succes

Byen der siden murens fald har været kendt som Europas billige kulturhovedstad, er ramt af stigende boligpriser som presser lavindkomstgrupper ud. For 25-årige Adam Aljanabi har boligjagten varet i årevis.

Sådan kan en boligfremvisning se ud i Berlin
Offentliggjort

Ved udgangen af 2024 manglede Berlin 56.000 boliger.  

Byen vurderer, at der skal bygges omkring 20.000 boliger om året for at følge med efterspørgslen, men i 2024 blev der kun færdiggjort 15.362 boliger.  

Derfor er konkurrencen om de ledige lejligheder blevet benhård. 

Presset på boligmarkedet bliver også tydeligt, når man ser på antallet af tomme boliger. Ifølge Berlin Hyp ligger den markedsaktive tomgang på omkring 0,5 procent.  

Et boligmarked anses normalt for at være i balance, når mellem 2 og 3 procent af boligerne står ledige. 

Det betyder, at der er meget få boliger til rådighed for de mange mennesker, som søger et sted at bo i byen. 

Det har Adam Aljanabi oplevet på nært hold. Han har, med en ven, de seneste 8 måneder ledt aktivt efter en bolig: 

“Vi har sendt over 1000 ansøgninger, og er måske blevet inviteret til 6-7 fremvisninger, på trods af at vores budget ikke engang er særligt lavt for Berlin”, forklarer han. 

Boligjagten fylder hele dagen 

Når en lejlighed bliver lagt op online på den tyske pendant til Boligportalen, ImmoScout, går der kun få sekunder, før hundredvis af interesserede har ansøgt: 

“Jeg kender én, der har fået en lejlighed gennem ImmoScout, men det er måske syv år siden,” forklarer han. 

Derfor gælder det om at reagere hurtigt, hvis man vil have en chance for at komme til fremvisning. For Adam Aljanabi betyder det, at telefonen aldrig er langt væk: 

"jeg har altid min telefon lige foran mig. Det er lidt som at gå og vente på en besked fra sin ekskæreste," siger han og uddyber: 

"Man er nødt til at sende sin ansøgning med det samme, ellers bliver annoncen fjernet, fordi udlejerne drukner i henvendelser.” 

Og selv når man kommer til fremvisning, ja, så kan der opstå nye udfordringer: 

“Vi tager hen og ser lejlighederne, og nogle gange vil der være lange køer. Andre gange dukker der pludseligt restriktioner op, som en begrænset lejeperiode eller ingen anmeldung (Red. Cpr-registrering)”, forklarer Adam Aljanabi om nogle af udfordringerne. 

Stigende priser presser ungdommen 

Adam Aljanabi står langt fra alene med sine oplevelser. Berlin har gennem flere år oplevet en stigende efterspørgsel på boliger, samtidig med at boligbyggeriet har haft svært ved at følge med.  

I 2024 voksede byens befolkning med knap 23.000 mennesker. Samtidig forventes Berlin at få brug for yderligere 222.000 boliger frem mod 2040. 

Det afspejler sig også i priserne. Ifølge Investitionsbank Berlins boligmarkedsrapport lå den gennemsnitlige udbudsleje i Berlin i 2025 på 15,78 euro pr. kvadratmeter. Det er en stigning på mere end 75 procent siden 2016. 

For unge boligsøgende, som Adam Aljanabi betyder det, at vejen til boligmarkedet bliver længere og dyrere, end for tidligere generationer:  

"Man begynder langsomt at indse, at man er blevet prissat ud af byen, og at der ikke længere er nogen fremtid for en her," forklarer han om de stigende priser på lejeboliger, og tilføjer: 

"Jeg har venner, som er født og opvokset her. Hvis de ikke kunne bo hos deres forældre, ville de være nødt til at forlade byen." 

Vitamin-B bliver afgørende 

I dag bor Adam Aljanabi i en delelejlighed, hvor han har boet i de seneste 5 år. Værelset fandt han ikke igennem en af de mange boligportaler: 

"Den eneste grund til, at jeg fik fat i lejligheden, var gennem det, vi i Tyskland kalder Vitamin B," fortæller han og uddyber: 

"Det betyder, at man kender nogen, som kender nogen." 

Ifølge ham er det netop netværket, som er det afgørende for, om du kan få fingrene i en af de attraktive boliger: 

"Alle jeg kender, som har fundet en lejlighed, har fundet den gennem kontakter." 

For Adam handler boligkrisen ikke kun om at finde en ny lejlighed. Den påvirker også hans hverdag og følelsen af frihed. 

"Hvis man ikke har friheden til bare at flytte, hvis man ikke kan lide stedet, hvor man bor, er man nærmest en fange," fortæller han. 

For ham er problemet derfor større end stigende huslejer. Det handler også om muligheden for at skabe det liv, han ønsker. 

En fremtid i Berlin 

Under sin boligsøgning har han også undersøgt mulighederne i andre byer.  

Blandt andet tog han til Bratislava for at få en fornemmelse af, hvordan livet kunne se ud, uden for den tyske hovedstad. 

Det er ikke fordi han ønsker at forlade Berlin. Tværtimod. Men de stigende huslejer og den intense konkurrence om de få ledige lejligheder får ham til at overveje alternativer, som han tidligere ikke havde forestillet sig. 

Da han bliver spurgt, om han ser sig selv bo i Berlin om fem år, kommer svaret prompte: 

"Nej, for at være ærlig." 

Powered by Labrador CMS