Bevar i stedet for at rive ned. Det kræver at reglerne lempes, mener Foreningen af Rådgivende Ingeniører.

Det skal være lettere at ombygge eksisterende bygninger. De nuværende regler i bygningsreglementet spænder ben for byggebranchens grønne omstilling.

FRI arbejder for at sikre gode rammevilkår for byggebranchen. På dagsordenen er blandt andet at lempe reglerne for ombygning, så eksisterende bygninger i højere grad kan bevares.
Offentliggjort

Der stilles samme krav til ombygning som til nybyggeri, og det gør det dyrt og omstændigt at bevare eksisterende bygninger frem for at rive ned og bygge nyt. Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI, mener at reglerne bør lempes.

”Bygningsreglementet skal fortsat beskytte os alle, så det er sikkert og sundt at opholde sig i vores bygninger, men reglerne bør lempes for ombygning.” udtrykker Majbritt Juul fra Foreningen af Rådgivende Ingeniører, FRI.

De nuværende regler betyder, at gamle vinduer ofte skal udskiftes til nyere, der isolerer bedre. ”I en ældre ejendom kan du have en lejlighed, hvor vinduerne er utætte. En sådan lejlighed kan du sagtens sælge, uden at udskifte vinduerne. Hvis du derimod ombygger naboejendommen, som har samme type vinduer, fra kontorlokaler til lejligheder, kan det udløse krav om, at vinduerne skal skiftes, fordi bygningen ændrer anvendelse og hermed skal overholde energikravene til nybyggeri”, nævner Majbritt Juul som eksempel.

Social- og Boligstyrelsen igangsatte i 2024 en grundlæggende revision af bygningsreglementet, der skal sikre, at kravene til byggeriets sikkerhed, sundhed, energiforbrug og klimapåvirkning balanceres. FRI bidrager ind i arbejdet. Styrelsen forventer, at det nye bygningsreglement træder i kraft i 2028.

Powered by Labrador CMS