Borgerinitiativ trådt i kraft: Feldborg huser tre nye vandreruter

Tre længe ventede vandreruter blev indviet i fredags til stor glæde for de lokale, der var badet i solskin, højt humør og foreningsånd. 

Flere lokale har allerede været ude at opleve de nye stier og ruter. Hanne Østergaard Nielsen er en af dem, der nyder naturoplevelserne.
Offentliggjort

Feldborg er en landsby med stærk holdånd. De ved, hvad de ønsker, og de handler på det. Med initiativ fra lokale borgere og foreninger er der, i forbindelse med byfornyelsen, kommet tre nye vandreruter. 

Ruterne blev indviet i fredags med 70 glade borgere, der sammen gik en af ruterne og derefter mødtes til pølser, øl og sodavand på Bytorvet. Det fortæller Susanne Nielsen, der er formand for borgerforeningen Aktive Feldborg. 

"Feldborg er en lang by med en landevej, men det med at gå en rundtur er en anden oplevelse, hvor man kan nyde naturen", siger hun. 

Det hele startede med et ønske om at lave et hyggeligt torv foran købmanden, og dertil kom ideen om de naturrige vandreruter, der er blevet til ved hjælp af bevillinger fra Herning Kommune og Nykredits Fond. 

En ramme for afkobling, ro og motion

Hanne Østergaard Nielsen, der bor i Feldborg, er en af dem, der er glad for de nye ruter. 

"Når min hjerne bliver træt, giver det mig ro at gå her", fortæller hun. 

Den ene rute ligger nærmest i hendes baghave, og derfor er det nemt at smutte om på stien og få et afbræk fra hverdagen. 

Når først nyheden om vandreruterne kommer ud, tror Hanne Østergaard Nielsen, at populariteten vil sprede sig som ringe i vandet. Vandreruterne vil skabe glæde for både beboere i Feldborg og andre Herningensere. 

Ildsjæle skaber muligheder i Feldborg

Det er ikke blot de lokale i Feldborg, der er begejstrede. Dann Ørskov Karlsen, næstformand for Kultur- og Fritidsudvalget, er positiv over de borgerinitiativer, der skaber muligheder for de mange. 

“Det er positivt, når ildsjæle bruger deres fritid på at gøre deres by og sig selv mere attraktive”, siger Dann Ørskov Karlsen. 

Han erklærer sig enig i, at vandreruterne vil komme til at glæde flere, da ruter og vandrestier er noget, mange gerne vil køre efter. 

"Udover at det er et godt projekt i Feldborg, så er det et godt projekt for sundheden", siger Dann Ørskov Karlsen. 

Ruterne former sig i snoede stier, der sætter naturen i højsædet.

Stierne fungerer også som historiske vandreruter. Undervejs kan man scanne QR-koder, der fortæller historien om Feldborg. På det første stop kan man læse om de mennesker, der har været med til at præge og udvikle Feldborg. 

Samspillet mellem lodsejere, støttemidler og lokale ildsjæle har skabt de stier, der blev indviet i fredags og som nu kan betrædes af alle, der har lyst. 

Powered by Labrador CMS