Byrådet på udflugt: LA-forslag vil have byråd tilbage i Bramming og Ribe

Det er tyve år siden, at Bramming og Ribe lukkede som selvstændige kommuner, og de centrale beslutninger om de to stationsbyer rykkede ind på rådhuset i Esbjerg. Nu vil et LA-forslag have byrådet tilbage til de forhenværende kommuner.

LA vil flytte byrådsmøder fra Esbjerg til Bramming og Ribe
Offentliggjort

Engang blev beslutningerne om Bramming og Ribe taget af byråd i netop Bramming og Ribe.

Men Strukturreformen i 2007 betød, at byernes status som kommuner blev fjernet, og i dag bliver Bramming og Ribes fremtid formet i en helt tredje by – storebroren Esbjerg ved Vesterhavet.

Men nu vil et forslag fra Liberal Alliance have byrådet tilbage til de to stationsbyer – i hvert fald for en stund.

Byrådsmøder til Bramming og Ribe

Med forslaget vil man forsøge at have fire byrådsmøder afholdt i Bramming og Ribe fordelt på perioden efteråret 2026 til foråret 2027.

Liberal Alliances eneste byrådsmedlem, Peter Nikolajsen, begrundede i byrådssalen forslaget med, at borgerne i Bramming og Ribe oplever, at “byrådets arbejde er langt væk fra deres dagligdag”.

Formålet med forslaget var, at “komme tættere på borgerne, øge kendskabet til politik, og gøre demokratiet mere synligt i flere dele af kommunen”.

"Cirkusmanege"

Efterfølgende takkede Konservatives, May-Britt Andrea Andersen, Liberal Alliance for at stille et relevant forslag, men udtrykte samtidig, at flytningen af byrådsmøder blot ville være “at flytte en cirkusmanege rundt uden at det reelt bringer borgerne tættere på beslutningerne”.

Frygten for at flytningen af byrådsmøder vil være ineffektiv, istemte både Venstre og Radikale Venstre sig.

Venstres Maria Høj Pedersen så initiativet som et “godt signal til borgerne”, men understregede samtidig, at “reel handling skal prioriteres over gode signaler”. 

"Beslutningerne træffes før byrådsmøderne"

Formand for Lokalråd Ribe Midt, Willi Weber, mener også, at to byrådsmøder i Ribe ville være uden reel effekt: 

“Det har ikke nogen særlig betydning at rykke byrådsmøderne ud lokalt. Til den tid er beslutningerne allerede truffet.” 

Lokalrådsformanden understreger desuden, at hvis man vil opnå større borgerinddragelse, så skal borgerne inddrages langt tidligere i processen: 

“Hvis man skal oprette en kontakt mellem borgerne og politikerne, så skal kontakten ske længe inden byrådsmødet – for eksempel gennem det nye lokalsamfundsudvalg”. 

Uenighed blandt byrådsformænd

Formanden for Bramming lokalråd, Mikkel Anders Guldberg Rytter, ser anderledes positivt på LA´s forslag: 

“Jeg synes det er godt, at man fra politisk side beslutter at bringe demokratiet tættere på borgerne”. 

Dermed indkapsler de to lokalrådsformænd byrådets reaktion på forslaget tirsdag aften – en begejstring for idéen om tættere kontakt mellem borger og rådhus, men ligeledes en skepsis over for forslagets reelle effektivitet.

Borgmester sender forslag til udvalg

Borgmester Jesper Frost foreslog afslutningsvist, at forslaget sendes til økonomiudvalget som et procedureforslag. Her skal økonomiudvalget beslutte, om forslaget skal sendes tilbage til byrådet. 

Borgmesterens forslag blev vedtaget med 17 stemmer for, mens 13 stemte imod, og 1 undlod at stemme. 

Dermed er forslaget nu havnet hos økonomiudvalget, som skal kigge på forslaget og besvare flere praktiske spørgsmål om økonomi og lokalitet.

Herefter kan udvalget vælge at sende et bearbejdet forslag til afstemning i byrådet på ny. 

Powered by Labrador CMS