Carl Johan vil være verdens bedste gartner, men det er vejen derhen, der tæller

Selvom målstregen er tydelig for 28-årige Carl Johan Gleerup Jeppesen, har han ikke travlt. For ham ligger værdien i arbejdet, i læringen og i glæden ved at se tingene gro. Han tror på, at de bedste resultater vokser frem, når man er til stede i det, man laver, fremfor at have blikket rettet mod målet

28-årige Carl Johan Gleerup Jeppesen har arbejdet som gartner på Gammel Estrup Herregaard i et halvandet år, men allerede som 12-årig begyndte han at passe naboens have for lommepenge.
Offentliggjort

Det var den tid på året, hvor ferskenplanten i drivhuset skulle beskæres. September. Men ferskenen gjorde ikke som den plejede, og slet ikke som Carl Johan Gleerup Jeppesen ønskede.

Et par uger senere sad Carl Johan i teateret med sin kæreste. De skulle se Skønheden og Udyret. 

Det var til allersidst i forestillingen. Danserne kom ud på scenen. Belle og Udyret tog hinanden i hænderne og bukkede for publikum. De bløde og afdæmpede toner fra klaveret blev komplimenteret af strygere og blæsere. Musikken nåede sit højdepunkt. 

Lige dér gik der et lyn gennem Carl Johan. 

“Den måde som det hele passede sammen. Det var ligesom i drivhuset”.  

“Jeg sad ikke og tænkte bevidst på ferskentræer. Men ud fra hvad der foregik på scenen, og hvordan tonerne passede til deres bevægelser, så vidste jeg med ét, hvordan jeg skulle beskære det. Næste morgen gik jeg ned og gjorde det.” 

Carl Johan klippede meget mere af, end han ellers ville have gjort. Han klippede også andre steder. 

Selvom det tog Carl Johan tid at knække koden med ferskenplanten, så ville han ikke være det foruden. For den 28-årige gartner handler arbejdet nemlig mindre om at jage resultatet. 

Det handler om at være i det. Om at nyde selve processen. 

Det var ferskentræet her i drivhuset, der drillede Carl Johan, indtil han en efterårsdag sidste år tog i teateret med sin kæreste.

Ene mand på fem hektar 

Mellem afrikanske liljer og sprudlende æbleplantager går Carl Johan. Her på Gammel Estrup Herregård er han ene gartner om at styre de fem hektar historisk have. 

I bagagen har han en uddannelse som anlægsgartner, en tidligere stilling som drivhusgartner i Canada og fire et halvt års erfaring som graver på en kirkegård. Alligevel er det ikke eksamenspapirer eller ens CV, der for Carl Johan er afgørende for hans evner i den store have.  

For ham er naturen nemlig ikke noget, der kan læres i fagbøger. Den skal leves og mærkes, forklarer han med blikket rettet mod havens dansende bøgetræer. 

“Alt er ud fra naturens præmisser. Man er nødt til at forstå, hvorfor tingene gror, som de gør, og hvordan tingene hænger sammen.” 

Carl Johan må derfor være fuldt til stede og bruge alle sanser, når han bevæger sig gennem haven. 

Selvom han tilbringer mindst otte timer om dagen alene blandt træer og buske, kunne han derfor aldrig finde på at udfylde stilheden med musik eller podcast. 

“Alle haver har en lyd. Derfor er det vigtigt at lytte på trænerne, så man sikrer, at havens lyd skaber den rette stemning.” 

Carl Johan forklarer, at han kender lyden af træerne så godt, at han kunne gå ind i en skov med bind for øjnene og høre, hvilke træsorter der står omkring ham alene på suset i trækronerne. 

“Asketræer har en vild lyd, der minder om en vifte, hvorimod bøgetræets tætte blade skaber en kompakt lyd, der passer godt ind i en gammel have som her”, beskriver Carl Johan og retter pegefingeren mod et bøgetræs svajende trækrone. 

Mellem barokhavens to orangerier skal Carl Johan giftes med sin forlovede, Røskva, næste forår. Det var også her i haven, at han friede til hende en aprildag, mens påskeliljerne blomstrede højest.

Med bedstefar i bøgeskoven 

Netop lyden fra bøgetræet forbinder Carl Johan også med bøgeskoven fra hans barndom på slægtsgården i Nordjylland. Bøgetræet var bedstefarens favorit. Når de to sammen huggede brænde til gårdens brændeovn, lod de derfor altid bøgetræerne stå, mens asketræet blev til brænde. 

Bøgens kompakte krone blev en fast del af lydbilledet omkring ham. Hver dag efter skole blandede den sig med øksens kontinuerlige slag, hug efter hug. I de første år var det bedstefaren, der styrede øksen, og Carl Johan der slæbte grene. Da han som 10-årig var stor nok til selv at løfte øksen, byttede de roller. 

Sådan lærte han brændestablen at kende. I dag har Carl Johan stadig øksen i hånden. 

Den endeløse brændestabel 

Foran den lille huggeblok ligger en enorm bunke asketræ, som venter på at blive kløvet til museumskøkkenets 1800-tals brændekomfur. 

De næste to uger har Carl Johan afsat en halv arbejdsdag til at hugge brænde. Hver dag. 

Carl Johan arbejder sig hug for hug gennem den store brændestabel.

“Projekter som brænde, skal der altid laves - lige så længe, at vi har et komfur, og lige så længe, folk vil komme herud og besøge det. Hvis man ikke elsker processen, så giver man op undervejs. Fordi der er sådan set ikke nogen slutning,” fortæller han. 

“Hvis man skal have det bedste resultat, så skal man skal være glad for processen. Man skal nyde processen og have tålmodighed til den.” 

På denne måde har Carl Johan sluttet fred med den uendelige brændestabel. For ham handler det ikke om at haste mod et bestemt resultat eller sætte flueben i en tjekboks. Han mener, at mange er så resultatorienterede, at de risikerer at overse værdien i det, der sker på vejen. 

“Hvis vi siger: Det er det her, vi skal opnå, så låser vi os fast, i stedet for at nyde processen og lære noget undervejs.” 

Brunt bælte i havearbejde 

Selvom Carl Johan ikke iler efter målstregen, leder han alligevel hele tiden efter måder at gøre sit arbejde bedre og mere holdbart for sig selv.  

Her er kroppen et af hans vigtigste redskaber. Ved at forfine kroppens bevægelser, mener han nemlig, at han kan optimere sine arbejdsopgaver og skåne sig selv for skader. 

“Hvis man kun kan bruge den ene side, bliver man hurtigere slidt og hurtigere træt. Hvis man lærer at bruge begge sider, kan man gøre dobbelt så meget,” forklarer han. 

Af samme grund begyndte Carl Johan også til karate for nogle år siden.  

“Jeg startede for at optimere mine bevægelser til mit arbejde. Det lyder måske komisk, men det er lidt de samme bevægelser, som når man bevæger en skovl.” 

Fem måneder senere havde han det brune bælte om livet. Et bælte, der ifølge ham, normalt tager minimum to et halvt år at opnå. 

Så stoppede han.  

“Jeg havde lært, hvad jeg skulle. Jeg synes ikke, at det sorte bælte var nødvendigt.” 

I dag bruger han højre og venstre hånd lige godt, selvom han fra naturens side er højrehåndet. 

143 sparede timer 

Karate var dog kun én del af Carl Johans forsøg på at gøre sig selv og sit arbejde mere effektivt. For det at overtage ansvaret som eneste gartner på herregårdens mange hektar krævede mere end bare kropskontrol. Det krævede både mental og fysisk omstilling. 

Gammel Estrup Herregård ligger på Djursland og er opført i renæssancen.

Carl Johan gør et kort hold og planter øksen i det fældede asketræ. Han fortsætter fortællingen ved at sammenligne sine tidligere rutiner med en professionel bokser, der træner op til kamp: 

I et helt år stod han op klokken fire om morgenen, gik i seng klokken tolv og spiste ét enkelt måltid om dagen. Ugerne rundede ofte 75 arbejdstimer. 

“I den tid var det hele mit liv at forberede mig til det job. Med tiden får man en form for rytme og regner ud, hvor lang tid ting tager.” 

Med samme grundighed gennemgik han havens opgaver. Da herregårdens lindetræer skulle beskæres, opfandt Carl Johan en særlig kniv, der gjorde arbejdet hurtigere med dens krogformede klinge. Ved at skifte saksen ud med den hjemmelavede kniv kunne han nu komme tættere på træet og tage flere grene ad gangen. 

“Jeg har sparet mig selv for 143 timer dette år ved at optimere arbejdsrutinerne. Det er en ekstra indsats man så må yde. Sådan gør jeg hver gang, jeg starter nyt arbejde.” 

Carl Johan trækker på skulderne og vender tilbage til brændestablen, der efterhånden er blevet til en frisk bunke brænde. 

I dag kan han arbejde 37 timer om ugen og følge årstidernes præg på haven med ro i maven. 

I havens æbleplantage findes over 200 sorter af æbletræer, der skal passes og beskæres. Heldigvis er beskæring en af Carl Johans yndlingsopgaver i haven.

Verdens bedste gartner 

Hver eneste dag har Carl Johan det samme mål: Haven skal være pænere, når han tager derfra, og han skal selv være blevet en dygtigere gartner, end da han mødte ind om morgenen. 

Det er den samme drivkraft, der får ham til at bruge sine ferier i haver i for eksempel Skotland og Finland for at lære nye teknikker. 

“Mit mål er at blive verdens bedste gartner”, fortæller Carl Johan med seriøs stemme, mens antydningen af et smil breder sig på hans ansigt.  

Det kan umiddelbart lyde svært foreneligt med hans fokus på processen frem for resultatet. Men for Carl Johan er det ikke selve målopnåelsen, der er central. Tværtimod handler det om, at et næsten uendeligt mål kan give retning og inspirere ham til at engagere sig og nyde vejen derhen.  

“Jeg forstår ikke det der med at fejre et mål. Hvis man sætter sig mål, man nemt kan nå, hvorfor så stoppe der?” spørger han.  

“Hvis man i stedet sætter sig selv så høje mål, at man aldrig når dem, men stiller sig op hver dag og arbejder hen imod dem, så når man jo meget længere end de mennesker, der sætter sig et mål, de kan nå.” 

En frugtbar proces 

I drivhuset står ferskentræet tæt og grønt. Grenene vokser, men frugterne er spist. Carl Johan fortsætter gennem haven, mens grensaksen i gartnerbæltet slår mod hans hofte. Der er stadig buske, der skal klippes, brænde der skal hugges og planter der skal passes.  

“Hvor er det fedt, der er så meget”, siger Carl Johan. 

 

Powered by Labrador CMS