Carl Oscar kæmpede for at skjule sin diabetes: ”Jeg ville ikke være ‘ham den syge’”

Carl Oscar Dall løfter skuldertasken op over hovedet og lader remmen glide ned over brystet. Inde i tasken ligger insulin, blodsukkermåler og druesukker – de ting, der gør det muligt for ham at leve et almindeligt liv. I dag tænker han ikke over tasken længere. Den er bare en del af hans hverdag, ligesom nøgler eller telefon. Men sådan har det ikke altid været. I mange år var netop den taske det, der fyldte mest for ham. Den var en konstant påmindelse om noget, han helst ville glemme.

“Tasken blev et symbol på, at jeg var syg,” fortæller han.

Carl Oscar Dall hælder en kop kaffe op til sig selv. Han er 22 år, er i gang med sit tredje sabbatår og er netop kommet hjem fra endnu en arbejdsdag som specialpædagogisk medhjælper på en skole i Risskov. 

Han trækker stolen ud fra spisebordet og sætter sig. Han fumler med bukselommen og hiver to telefoner op. Én til at kommunikere med vennerne, tjekke sociale medier og ringe. En anden, der måler hans blodsukker, tracker hans kost og pumper insulin.

“I dag kan jeg styre det hele fra min telefon. Det gør det hele meget lettere og overskueligt for mig.”

For syv år siden

En tirsdag eftermiddag for syv år siden tog Carl Oscar Dall til lægen. Han troede, at han havde fået en blærebetændelse. Symptomerne var begyndt nogle dage tidligere, og det virkede som den mest oplagte forklaring.

Hos lægen tog besøget en uventet drejning. En blodprøve afslørede, at hans blodsukker var voldsomt forhøjet. Alligevel blev han sendt hjem igen.

Så han gjorde, som han plejede. Som enhver anden tirsdag tog han til basketballtræning. Først efter træningen ringede telefonen. Det var fra Skejby Sygehus, og beskeden var klar: Han skulle komme med det samme. Straks kørte tankerne igennem hovedet: Betyder det, at jeg aldrig mere kan spise sukker eller fastfood?

“Vi tænkte, at hvis jeg fik dommen i morgen, så skulle vi nå forbi McDonald’s i dag,” fortæller Carl Oscar Dall med et lille grin på læben.

Kort tid efter fik han diagnosen – type 1-diabetes. Og en hverdag, der indtil da havde været helt almindelig, var fra det ene øjeblik til det andet forandret.

En sygdom i det skjulte 

Reaktionen ramte først, da han efter ni dages indlæggelse kom hjem i de trygge rammer igen. En ny hverdag ventede på at gå i gang med nye rutiner og nye spisevaner.

“Uvished fyldte meget i starten. Ingen i min familie kendte til diabetes, så vi gjorde jo bare, hvad vi tænkte var det rigtige.”

Den nye madpakke bestod nu af en køletaske fyldt med grøntsager og frisk frugt. Men familien opdagede hurtigt, at livet med diabetes ikke behøvede at være så snævert. Kosten var ikke kun det, man selv kan hente i køkkenhaven.

I de første år skulle han stikke sig selv med insulin i maven. Når han var i skole, sneg han sig ud af klasselokalet for at gøre det på toilettet. Tanken om, hvad hans venner ville tænke om det, fyldte en del. Ville de synes, det var grænseoverskridende at se på? Ville de synes, det var klamt?

De diskrete ture ud på toilettet stoppede dog en dag. Hans klassekammerater vidste godt, hvad han skjulte for dem, og viste forståelse.

“En af mine gode kammerater sagde, at jeg da bare kunne gøre det i klassen. Jeg behøvede ikke at skjule det for deres skyld.”

Det at starte et nyt sted

I sommeren 2020 startede Carl Oscar Dall på gymnasiet. Han stod nu overfor en ny gruppe af unge mennesker, som ikke kendte til ham eller hans sygdom.

“Jeg ignorerede det hele og tog ikke min sygdom alvorligt, fordi jeg ikke ville være ‘ham den syge’.”

For Carl Oscar Dall var der hele tiden mange overvejelser forbundet med sygdommen. Det handlede om, at han blot gerne ville passe ind og ikke ses på som anderledes. Igennem hans tid på gymnasiet endte det med, at han blev indlagt to gange for at få stabiliseret blodsukkeret.

“Det var faktisk lidt pinligt. Som om jeg ikke kunne styre mit eget liv.”

Tasken fulgte stadig med ham. I lang tid var den for ham selv et synligt tegn på sygdommen – noget han bar og var bevidst om, at andre kunne lægge mærke til. Men det ændrede sig gradvist.

Med tiden, og med erfaringerne af både at tage sygdommen alvorligt og lade være, fyldte den mindre. Han husker især én dag i midten af 2.g.

“Jeg opdagede, at jeg tog tasken på uden at tænke over det. Så var det ikke en byrde længere, bare en del af mig.”

Samtidig gled de bekymringer, der før havde fyldt meget, i baggrunden. Tankerne om, hvad andre mente, mistede deres greb. Han peger selv på, at det hænger sammen med alderen, og at han med tiden begyndte at hvile mere i sig selv – også med sygdommen som en del af det. 

Langt væk hjemmefra

På en sabbatårsrejse rundt i Sydamerika med to barndomsvenner blev Carl Oscar mindet om, at livet nogle gange skifter retning uden varsel.

I en bus fra Bolivia til Peru blev han ramt af salmonellaforgiftning. På bare få timer røg hans blodsukker helt ud af kontrol. Han kastede op, blev svimmel, og vennerne besluttede at køre ham på hospitalet.

“Jeg blev sat i en kørestol, kørt ind på hospitalet og fik klippet min fodboldtrøje op. Lægerne sagde til mine venner, at det var fifty-fifty.”

Derfra husker han næsten ingenting. “Jeg har aldrig nogensinde haft det så dårligt, som jeg havde der,” fortæller Carl Oscar.

Det var et voldsomt øjeblik – også for de venner, der stod ved siden af hans seng. Lægerne havde svært ved at kontrollere hans blodsukker og få det til at ligge normalt igen. Til sidst tog Carl Oscar og hans venner sagen i egen hånd.

“Til sidst hentede mine kammerater min taske på vores hostel, og så stak jeg mig selv.”
Men selv den oplevelse blev ikke for ham et tegn på, at han skulle begrænse sig. Tværtimod.

“Det satte ting i perspektiv. Jeg indså, at jeg ikke er uovervindelig. Men det skræmte mig ikke fra at rejse igen.”

Det han selv manglede

Carl Oscar er en del af Diabetesforeningen, hvor han optræder som voksenven. Han bliver tilknyttet en yngre person, som er blevet diagnosticeret med diabetes fornyeligt, og følger den unge i seks måneder.

Han oplevede selv, hvor udfordrende det var at stå som ungt menneske med en ny sygdom og ikke have nogen at snakke med om det eller spejle sig i. Han påpeger, at han selv kunne have haft glæde af en voksenven, da han fik diabetes.

“Jeg gør det, fordi det tager meget lidt af mig, men giver enormt meget for dem. Jeg vil gerne give andre det, jeg selv manglede.”

Netop fællesskabet med andre unge, som kan nikke genkendende til problematikkerne ved sygdommen, har været en stor hjælp for Carl Oscar. Han oplever at føle sig mindre alene og får nye perspektiver på, hvordan sygdommen kan inkorporeres i et almindeligt ungdomsliv.

“For mit eget vedkommende synes jeg også, det er rart at snakke med nogle om diabetes. Jeg har jo nogle erfaringer, jeg kan dele ud af, og det vil jeg gerne, hvis der er nogle, som har brug for det, og hvis ikke, er det også helt okay. Det er også fint, at det nogle gange bare er lidt i baggrunden.”

Et helt normalt liv - med diabetes

Carl Oscar har truffet et valg. Han vil ikke lade sig begrænse af sygdommen. Udfordringer kan han stadig støde på, men han ser dem ikke som en begrænsning.

I sommer købte han en billet til halvmaraton og begyndte at træne op. Efter 12 km måtte han indse, at hans blodsukker ikke kunne følge med.

“Det var nok sidste gang, jeg oplevede en begrænsning på grund af diabetesen. Det var et nederlag for mig, men ikke et stort et. Jeg tager det, som det kommer,” siger han smilende og fortsætter: “Jeg er hurtig til at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, og så prøver jeg mig bare frem. Så når tingene heller ikke at blive for vigtige.”

For Carl Oscar handler det om at kunne sige “pyt” til tingene og så komme videre. Han når hurtigt at opdage, hvis han er begrænset af sin diabetes, og så når han at stoppe, før de får lov til at fylde for meget.

“Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at alle håndterer sygdommen forskelligt. Man finder sin egen måde. Jeg har f.eks. aldrig villet leve uden sukker eller alkohol – jeg vil leve normalt. Og det kan man også, så længe man har respekt for sygdommen.”