Carsten er mennesket, du ellers først møder, når det er for sent

Døden er et sårbart emne. Det kan svært at håndtere, men når man går op ad den hver dag, bliver man nødt til det. Carsten Andreasens arbejde med døden har resulteret i et nyt syn på livet

Offentliggjort

Foran den glødende ovn står kisten. Hvid med røde roser på låget. Sådan har man set dem før. På få sekunder mærker man varmen i kinderne. Ovnen brummer i en fast opslugende tone. Båndet kisten står på sætter sig i bevægelse. Det fører kisten frem med et fast tempo, der næsten er så hurtigt som et skub med fuld kraft. Så forsvinder varmen fra kinderne igen.

Kisten er væk. Personen, der lå i den, har netop haft sit sidste møde på denne jord. Et møde med mennesket, man først møder, når det ellers er for sent. Mennesket hedder Carsten Andreasen.

Den slags møde har han mange gange om dagen. På et år bliver det til omkring 3000.

Carsten er 48 år. Har to teenagedrenge, en kone og i egne vendinger: ”et helt normalt liv.”

Han arbejder som krematør på Vestre Lille Kapel i Aarhus. Når hans børn fortæller i skolen, hvad deres far laver, siger de, at han brænder mennesker.

Det er egentlig en ret præcis beskrivelse af hans arbejde. Med én vigtig detalje at tilføje: Menneskerne er døde.

At håndtere døden

Døden er for mange svær at snakke om. Det kan være svært at håndtere, og der kan være et tabu forbundet med emnet. Det behøves der som sådan ikke undersøgelser til at konkludere. Prøv bare at tænke over, hvordan du selv taler om døden eller, hvordan du ikke gør.

Det fortæller måske en lille sandhed om, hvordan vi som samfund helst vil tie, når det omhandler døden.

Carsten havde dog også sine betænkeligheder, da han faldt over jobopslaget til krematoriet. Jobbet med døden som arbejdsopgave.

”Jeg tænkte, at det måtte være et koldt og kynisk sted. Det endte med at være noget helt andet, end jeg havde forestillet mig.”

Han fører hånden op i håret, klør sig kort i hovedbunden og samler armene på bordet foran sig.

”Enten kan man arbejde med døden, eller så kan man ikke. Jeg er sådan én, som bare prøver tingene af. Så må jeg se, om jeg kan eller ej.”

Det er måske det mærkeligste. Dét, der på papiret handler om døden, er for Carsten også blevet en påmindelse om livet.

“Jeg føler mig som et mere levende menneske, fordi jeg er tæt på døden hver dag. Jeg tænker lidt mere over at nyde livet og sætter pris på, at jeg er sund og rask.”

På krematoriet scanner Carsten stregkoden og sætter et kryds på sin seddel. Orden i tingene. Det er en del af arbejdet, når man hver dag har med døde mennesker at gøre. Og måske også en måde at holde døden på afstand. Kisten skal det rigtige sted hen. Ovnen skal passe sin temperatur. Der skal krydses af.

Døden bliver praktisk.

Og for Carsten er det en god ting. Når arbejdsdagen er slut, skal han helst kunne gå hjem uden at tage arbejdet med sig. Det er en af de måder, han i dag håndterer døden på.

Før han begyndte i krematoriet, var det anderledes. For Carsten har selv haft døden tættere inde på livet end de fleste.

Dagen, hvor alting vendte sig på hovedet

En kold vinterdag for 30 år siden vendte alting sig på hovedet for Carsten. Tre gange over sidedøren. Fire gange over forruden. Langt væk fra den stiplede vej. Varevognen så ikke ud som den plejede at gøre. Det gjorde Carstens verden heller ikke.

Med åbne øjne så han det ske. Det hele. Som en rutsjebanetur, han aldrig skulle have været på.

”Det hele skete så pludseligt,” udtrykker han med en nedtonet røst i stemmen og blikket rettet mod jorden.

Og der, ved hans venstre side, sad hans barndomsven. Med lukkede øjne. De havde kendt hinanden, siden de var helt små. Leget sammen hver dag.

Men nu var det forbi.

”Jeg prøvede at få ham ud. Jeg så det ske.”

Carsten samler hænderne foran sig. Gnider dem sammen i cirkulære bevægelser. Hans blik er stift, rettet mod hænderne, øjnene lettere blanke. Man kan se klumpen, der har sat sig fast i hans hals. Langsomt forsøger han at synke den væk.

“Det kunne lige så godt have været mig.”

Den 12. februar er stadig en speciel dag for Carsten. Når han står foran ovnene den dag, er det med en anden følelse i kroppen. Med tungere ben. Med tankerne placeret ét sted. På ét menneske, som ikke er her mere.

“Den dag er det hårdere at være her,” fortæller han.

Men alligevel lærte han efter den dag vigtige ting om døden.

”Det var fandme hårdt at snakke om døden på det tidspunkt. Jeg var 18 år. Men det blev lettere. Jeg var nødt til at snakke om døden for at komme videre.”

Mødet med døden lærte ham at åbne op og snakke om den.

Livet har fået mening

Men hvor konfrontationen som 18-årig åbnede døren til samtalen om døden, er det hans daglige arbejde ved ovnene, der har lært ham at favne livet.

For når han hver dag står ansigt til ansigt med livets afslutning, bliver det tydeligt, hvor værdifuldt det er, mens det står på.

“Når man ser så mange komme ind her hver dag og er døde, så sætter det tingene i perspektiv. Det får mig til at tænke over at leve livet og nyde det, mens jeg kan,” fortæller Carsten.

Han griber fat i håndtaget og åbner lugen til den glødende ovn. Han kigger med et fast blik ind i ilden, der rager flere meter op. Tilbage er blot en sort omrids af, hvad der før var et menneske. Hvad der nu blot er knogler uden tilhørende sjæl.

“Livet har fået mening på en helt anden måde, end før jeg startede som krematør. Jeg er blevet mere positiv, mere livsglad. Jeg har lært at tage en dag ad gangen og leve livet.”

Carsten mærker, hvordan han i langt højere grad værdsætter dagligdagen. Han vil ikke længere hæfte sig ved “små latterlige” diskussioner, som han omtaler dem.

“Folk skal ikke bekymre sig om alt muligt lort. Det er åndsvagt at bruge tid og energi på. De får ikke noget ud af det,” fortæller han med en tydelig klang af sin jyske, afdæmpede dialekt.

Carsten ønsker i stedet at komme ud og opleve ting, nyde tiden og nærværet med dem omkring ham. Rykke ludo brikkerne på pladen frem, bare for at blive slået hjem af hans søn, og høre latteren det medfører. Gøre lige det han har lyst til, når han har lyst til det.

”Hvis vi vil ud at spise, så lad os da tage ud at spise,” siger han.

Nogle gange er det stadig svært

Men selvom Carsten gennem arbejdet med døden har lært at være mere rolig, sætte pris på livet og håndtere døden, rammer det ham stadig i ny og næ.

Han måtte melde fra, da en barnekiste pludselig stod foran ovnen. Det var hans søns kammerat, der lå i.

“Jeg ville ikke brænde ham.”

Ordene falder stille ud af munden. Som et puslespil, der skal samles til en hel sætning. Stemmen dirrer. Klumpen i halsen har sat sig fast. Lyden af forsøget på at synke går igen. Men klumpen kommer ingen vegne. Øjnene skinner lidt tydeligere end før. Da puslespillet er samlet, bliver der stille et øjeblik.

“Det ville være for hårdt,” fortsætter han.

En hverdag med døden

I frokostrummet på krematoriet hænger AGF-klistermærker på opslagstavlerne, og i vindueskarmen er blomsterne i potteplanten pyntet med små AGF-flag.

Midt på bordet står en kande kaffe og en othello-lagkage.

Carstens kollega Torben Jacobsen sidder allerede klar. Da han får øje på kagen, ser han sin anledning til at fortælle rummet om Carsten.

“Carsten er den kageglade type,” siger han imens han kigger over på Carsten og venter på det anerkendende grin, han ved kommer.

“Det er selvfølgelig ikke alt, der er til Carsten. Han er også ekstremt hjælpsom og omsorgsfuld.”

For Carsten handler arbejdet ikke kun om at få tingene gjort. Døden skal behandles med respekt. Også når arbejdsdagen består af ovne, kister og stregkoder.

“Det tager den tid, det tager, og det er vigtigt at tage sig tid til det. Det skal gå ordentligt til, og de pårørende skal mødes med et godt indtryk.”

Carsten rejser sig og går ud af frokostrummet for at se til ovnene.  På vejen passerer han et skilt på væggen.

“Hvis du har en klage. Tryk venligst på den røde knap,” står der. Under skiltet sidder den røde knap for enden af en fjeder. Trykker man på den, spændes fjederen, og en tynd metalstang slår ned på knappen. Ikke hårdt. Bare nok til at dræbe en mus.

Carsten fortsætter mod ovnene.

“Vi skal selv kunne holde ud at gå op og ned ad døden hver dag, så vi har også en humoristisk tilgang til tingene,” siger han.

Kølerum, hvor kister bliver opbevaret, inden det bliver deres tur til at stå foran ovnen.

Carsten er ikke lavet af stål. At han håndterer døden hver dag, gør ham ikke immun over for den. Han omtaler ikke dem i kisterne som døde.

“Vi kalder det bare kasser. Når vi går rundt og kigger på navnene, skal vi også selv kunne være i det.”

Han holder en kort pause. Tænker grundigt over det næste svar, før ordene igen forlader hans mund.

“Man bliver nødt til bare at tænke positivt og ikke lade det komme under huden på en. Ellers er det for hårdt at være i.”

Når det kommer tæt på

Alligevel kan han ikke undgå at kigge på kisten, se navnet og tænke over, hvilket liv de mon har levet.

”En mand på 85 år har levet et langt liv, men er det en fra mit eget fødselsår eller et barn, tænker jeg mere over det. Jeg snakker af og til med mine kollegaer om, hvem de mon var, og hvorfor de er døde. Jeg synes særligt, at det er rart, hvis det er en ung person. Så går man ikke med tankerne for sig selv.” 

For det meste gemmer Carsten dog tankerne væk og placerer følelserne et andet sted.

“Carsten er en af de mere følsomme. Man kan godt mærke, at han er påvirket, når her er nogen, han kender,” fortæller hans kollega Torben med et betragtende blik rettet mod Carstens bevægelser fra den anden side af rummet.

I den tid Carsten har stået foran ovnene, har han haft det sidste møde med mennesker, han har kendt hele livet, folk fra hans barndomsby, en gammel chef, hans mors gamle venner og hendes halvsøster.

“Det er da specielt, og det berører mig. Det kan især påvirke mig, hvis jeg har kendt personen i mange år,” uddyber Carsten.

Han husker særligt mødet med hans mors kammerat, som han havde kendt lige siden, han var helt lille. Det var ekstra specielt den dag at trykke på den røde knap og se kisten forsvinde ind i ilden.

“Men sådan er livets gang. Selvfølgelig er han her ikke mere, og det er træls, men jeg bliver nødt til at gemme det væk og tænke det som kasser, for at jeg kan arbejde her uden at få en tristhed i kroppen.” 

For selvom døden sommetider kommer helt tæt på, giver arbejdet med døden Carsten mening. Det er deri livsglæden består. At han har en funktion, der betyder meget for mange. En funktion, hvor han er med til at gøre en forskel på en måde, han ikke har følt, at have gjort før.

”Det driver mig at have et meningsfyldt arbejde. At kunne hjælpe de pårørende og give dem omsorg.”

Hvad der var engang

Carsten tager handsker på. De er brandfaste. Han åbner lugen indtil ovnen. En sødlig og brændt duft breder sig i rummet. Han skraber resterne ud af ovnen.

Hvad der engang var, er nu ikke mere.

Nu er det blot finstøvet aske. Sjælen er væk. Mennesket, der bar sjælen, passer nu ned i en urne på størrelse med potteplanten fra frokostrummet. Den med AGF-flagene. Klar til at blive afleveret til de pårørende.

Carsten blev det sidste menneske på rejsen.

Og det giver bare så meget mening.

Kredit: 

Foto: Nicklas Stepka Christensen

 

Powered by Labrador CMS