Cirkuskroen: Sammenholdet driver gæsterne tilbage

”Tænk engang,” siger restauratøren Pernille Andersen, der overtog stedet fra sin far d. 1. januar 2023.

”Jeg har kendt dem hele livet, og de har kendt mig det halve af deres,” fortæller hun en gæst og strækker pegefingeren mod to mænd, der sidder tungt på de høje stole i baren.

Den ene er mere hvidhåret end den anden, men begge har ansigter præget af dybe fuger omkring mund og øjne og stemmer, der vidner om årtier med røverhistorier. 

Den ene hælder forsigtigt en Ceres Top op i et glas, mens den anden bare sætter flasken direkte på læberne, tager en slurk og lader hånden hvile på bardisken igen.

Spy, der har det borgerlige navn Flemming Faurholt, er den ene mand placeret på den høje stol i baren. Han kan fortælle, at alle, der kommer her, kender hinanden.

Han skænker sig selv en tår fra flasken og begrunder sine jævnlige besøg med: 

"Sammenholdet har kraftedme altid været her!"

En mand med kasket, der her er kendt som ”Automatmanden”, fordi han holder styr på spilleautomaterne, bryder ind. Han læner sig frem og tilføjer med et skævt smil: 

"Ja, og det gælder jo mellem alle, ik?"

Hvorefter hans øjne søger mod Flemmings, der svarer med et ryst på hovedet: 

"Argh, det vil jeg nu ikke sige. Sådan en som Automatmanden tager jo ens penge."

Mens Pernille tørrer disken af for klistrede ølringe, får hun med et glimt i øjet også skudt ind, at man jo kommer tilbage, fordi man savner hende.

Værtshus eller klovnemuseum

Skovvejen 23 i Aarhus er adressen for beværtningen, der tilbage i 1960 blev overtaget af Eugen og Oda Pfänner. Oda var medlem af cirkusdynastiet Miehe, og det var hende, der døbte stedet Cirkuskroen, som det stadig hedder i dag.

En dunst af øl og cigaretrøg rammer næseborene som på alle andre værtshuse, men særligt for stedet her er klovnene. 

Gyngende hænger de fra det brune træloft, i rammer på væggene stirrer de, og fra hylder og på gulvet står de i forskellige størrelser og positurer.

De eneste flader, der ikke synes at være pyntet, er bordene. De er i stedet udsmykket med friske blomster i små keramikkrukker og askebægre lavet i glas.

”Vi hjælper hinanden så vidt som muligt, og hvis nogen sidder alene, sørger vi for at snakke med dem,” fortæller Flemming i et forsøg på at beskrive det sammenhold, de har på stedet. 

Han dasker til sin sidemand, der nikker genkendende til beskrivelsen.

Som en lille familie

I et hjørne sidder en pige. Hun har et par briller på i grønt stel, en knold, der hænger lavt på baghovedet, og en sydende Miranda-sodavand i glasset. Hendes hud er stram, og hendes stemme har endnu ikke den samme rust som de to herrer i baren.

"Det er jo som at være i en dagligstue," siger hun. ”Trygt og med gode historier.”

Hendes navn er Esther Daugaard, og selvom hun er et nyere ansigt herinde, føles det ikke sådan. 

Da hun første gang trådte ind på Cirkuskroen i oktober 2024, blev hun mødt med åbne arme, og derfra tog det ikke lang tid, før hun fandt sig selv viklet ind i værtshusets familiære kerne.

”Jeg er tilbøjelig til faktisk at kalde det for en lille familie,” siger hun med et stort smil, mens en tydelig summen af nytilkomne gæster gør, at man nu skal koncentrere sig lidt ekstra for at høre, hvad der bliver sagt.

"Citatet 'Blood is thicker than water' beskriver det faktisk meget godt... Eller det er det fulde citat, der giver mening: 'The blood of the covenant is thicker than the water of the womb'," forklarer hun og tilføjer, at man altså her vælger hinanden til.

Det stod særligt klart, da hun en dag deltog i en stamgæsts begravelse, hvor værtshusfamilien var dem, der optog størstedelen af kirkepladserne. De havde kigget på hinanden, da præsten ikke havde mange ord at knytte til afdøde, eftersom familien af blod ikke mente, at der var så meget at sige.

Værtshusfamilien derimod vidste præcis, hvad denne person havde betydet, og hvilket liv han havde levet. Og netop det er værd at hæfte sig ved.

Stedet hvor livet leves

Cirkuskroen gør nemlig en dyd ud af at være ”stedet, hvor livet leves”. Det står endda på den røde dørmåtte, når man træder ind, og på forsiden af deres hjemmeside, hvor det yderligere tydeliggøres i blokbogstaver: 

”HUSK: Cirkuskroen er stedet, hvor livet leves!”

”Skål,” siger en kvinde i lyserød pullover til en anden, mens snakken går på kryds og tværs i rummet. 

Stemmerne blander sig med musikken i baggrunden, og de pladser, der tidligere stod tomme og gav rummet et luftigt udtryk, er nu næsten fyldt.

Flemming og hans sidemakker har for længst møvet sig ned fra de høje stole, trasket mod udgangen og sagt:

"Vi ses,” der hurtigt blev fulgt op af et: "Det gør vi!"