Da Kim blev blind, lod han det ikke slukke for livsgnisten - "Jeg har bare tænkt fremad hele tiden"
Kim Thrane Christensen var 23 år, da øjenlægen sagde til ham, at han ville blive helt blind. Men Kims historie er ikke en om at give op og blive trist. Den handler i større grad om, hvordan man finder løsninger på udfordringer og hvordan fællesskaber og hjælpsomme mennesker kan hjælpe med at komme igennemet livet som blind.
»Jeg kan kun falde ned og slå mig ihjel én gang. Det et mit motto.«
Han fylder rummet med sin stemme, længe før man tænker over, at han ikke kan se. Han hilser uden tøven og taler med den selvsikkerhed, der kommer af at kende sig selv godt. Når han fortæller, er der sjældent langt mellem de tørre bemærkninger. En joke dukker ofte op, netop som historien bliver alvorlig.
Måske er det derfor, blindheden aldrig bliver det første, man lægger mærke til ved ham. Først møder man Kim. Manden, der stadig arbejder. Manden, der aldrig har kunnet se sig selv sidde stille. Manden, der fik at vide, at han ville miste synet, og som alligevel blev ved med at møde op.
Han har tilbragt det meste af sit arbejdsliv i Herning Svømmehal. Her begyndte han som livredder i 1973. Siden ændrede livet retning, men Kim blev. Det er karakteristisk for ham. Han giver ikke så let slip. Hverken på sit arbejde, sine vaner eller sin tro på, at der altid findes en vej videre.
Kim Thrane Christensen er 73 år og bor med sin kone Lis Christensen. Han begyndte som livredder, dengang synet stadig var en selvfølge, og han ubesværet kunne finde vej gennem hallens damp, lyden af plaskende bassiner og de travle gange.
Årene gik, og synet svandt langsomt ind. Først blev ansigter sværere at genkende. Siden forsvandt konturerne. Til sidst tog mørket over. Men Kim blev. På den samme arbejdsplads, blandt de samme kolleger og med den samme stædige vilje, der havde båret ham gennem hele livet.
Den dag lyset forsvandt
Da Kim trådte ud fra øjenlægen i Hellerup, var fremtiden ikke længere den samme. Indenfor havde lægen netop fortalt ham, at synet vil forsvinde. Ikke måske. Ikke engang sandsynligvis. Det ville ske.
Beskeden kom uden nogen egentlig løsning eller vej videre. Bare en konstatering af, at det liv, Kim kendte, var ved at ændre sig. Som livredder var han afhængig af sit syn. Øjenlægen sagde derfor kontant til ham, at han godt kunne ringe hjem til chefen, og sige at han ikke ville komme på arbejde igen.
Udenfor klinikken gik han sammen med sin kone Lis ned til en pølsevogn. De bestilte to hotdogs. Der var ikke meget at sige.
»Jeg tror sgu ikke, jeg tænkte noget. Vi gik hen til en pølsevogn og fik to hotdogs. De kunne lige synkes,« fortæller Kim.
Chokket fyldte mere end tankerne. På få minutter var den fremtid, han havde forestillet sig, blevet revet væk. Han vidste ikke, hvordan livet ville komme til at se ud, eller hvad han skulle arbejde med. Kun at han langsomt ville miste synet.
Midt i usikkerheden lå allerede den stædighed, der ville komme til at følge ham resten af livet. Blindheden var ikke noget, han selv havde valgt. Men han nægtede at lade den bestemme, hvem han skulle være.
Senere foreslog en ansat i kommunen, at han kunne blive telefonist i Ringkøbing. Et arbejde, mange blinde dengang fik tilbudt. Men Kim afviste idéen med det samme:
»Telefonist kaldte man det. Det kunne jeg slet ikke se mig selv sidde og lave. Og jeg skulle fandeme ikke til Ringkøbing. Det blæser altid.«
Kunne fortsætte i svømmehallen
Da Kims syn blev dårligere, kunne det have været afslutningen på hans arbejdsliv.
Men hans daværende chef, Jan, så ikke kun det, Kim nu havde svært ved. Han så også det, Kim stadig kunne. Derfor fik Kim ansvaret for kollegaernes vagtplaner.
Det betød mere for Kim, end han dengang kunne sætte ord på. Jan gav ham ikke bare nye arbejdsopgaver. Han gav ham muligheden for forsat at være en del af det fællesskab, der gennem årene var blevet en vigtig del af hans liv.
Synstabet ændrerede hans arbejde, men det fik ikke lov til at fjerne følelsen af stadig at være én, der var brug for.
Da han fortæller det, forsvinder ordene pludselig.
Kim fører begge hænder op til ansigtet og lader hovedet synke en smule mod bordet. Han bliver siddende sådan et øjeblik. Et langt pust slipper ud, efterfulgt af flere korte og ujævne. Sætningen, han var i gang med, bliver hængende over bordet. Ingen skynder på ham. I stilheden kan man høre, hvordan han leder efter roen til at fortælle videre.
»Det betød sgu da en masse for mig,« siger han endelig.
Fra livredder til massør
Kim sidder på træaltanen med en ven og drikker en øl. I flere måneder har han været på orlov fra Herning Svømmehal. Den nye teknologi har gjort det svært for ham at lave vagtplaner.
»Hvad, er det ikke noget for dig at blive massør?« spørger vennen.
»Massør? Hvad fanden skal jeg være det for?« svarer Kim.
Vennen minder ham om, at han altid hjælper, når nogen har ondt i nakken eller ryggen. Først afviser Kim idéen, men ordene bliver hængende. Kort efter spørger han chefen i svømmehallen, om han må åbne en massageklinik.
Det må han godt for chefen og kommunen giver også grønt lys. Inden længe er Kim igang med at uddanne sig til massør.
Det er hans første dag på massageuddannelsen i Vejle. Kim træder ind på klinikken med blindestokken i hånden og hunden ved sin side. Han ringer på døren og venter spændt.
En stemme møder ham:
»Hvad vil du sælge mig?«
Kim standser og svarer:
»Jeg vil squ ikke sælge noget. Jeg har købt et massagekursus.«
Der bliver stille et øjeblik.
»Nå, du er squ blind,« siger underviseren.
Senere samles holdet omkring massagebriksen. Kim lytter til underviserens forklaring. Hun spørger, hvem der vil lægge sig op og blotte det venstre ben. Ingen svarer. Stilheden breder sig i lokalet.
»Alle de andre stod og kiggede ned i gulvet. Det havde jeg i hvert fald på fornemmelsen.«
Kim melder sig. Han træder frem og finder briksen med hænderne. Da han lægger sig, mærker han underlaget mod ryggen. Underviserens hænder griber om hans ben. Først et fast tryk, så en rolig bevægelse langs musklen. Kim koncentrerer sig om retning, styrke og tempo. Hvert greb sætter sig i kroppen.
Det de andre ser, mærker Kim.
Mens han ligger på briksen, går det op for ham, at han har fundet sin egen måde at følge undervisningen på.
»Det er squ da smart det her«, tænker han. “Så kan jeg mærke på min egen krop, hvordan det skal gøres.«
Styrken i fællesskabet
Det er ikke kun arbejdsmæssigt at Kim har været løsningsorienteret. For udfordringerne af at blive blind har også været en konstant del af hans privatliv.
Fællesskabet med andre blinde er noget, der har hjulpet ham igennem mange af udfordringerne. Kim erindrer tiderne, hvor han har været nede på Dansk Blindesamfunds kursuscenter i Fredericia. Det er et sted, hvor man kan komme som blind og være på ferie eller bare slappe af nogle dage.
»Det er dejligt befriende at være sammen med andre blinde, fordi vi er i samme båd,« siger Kim.
»Hvis der kommer nye blinde derned, så tager en anden blind dem under armen og viser dem de forskellige steder. Man hjælper hinanden og man udveksler hele tiden erfaringer. Man skal aldrig sidde og slås med udfordringerne alene.«
Søger udfodringer og skubber grænser
En masse af Kims udfordringer har været en selvfølge af at blive blind, men nogle udfordringer har han selv opsøgt.
»Selvom man er blind, så kan man mange ting, også når man kommer ud og rejser. Det er helt sikkert,« siger Kim og løfter selvsikkert hagen lidt op.
Sammen med Lis har de været på flere rejser rundt i verden. Blandt andet i Venezuela, hvor de var en tur igennem besværligt terræn i junglen.
»Vi skulle gå på nogle bambusrødder højt over jorden. Hvordan klarede man så det som blind? Det var stokken i baglommen og så ned på alle fire. Det så sikkert sjovt ud, men det var nemmere for mig end de andre, for jeg havde fire ben at gøre brug af i stedet for to,« forklare Kim med et smil op til kinderne.
Nogle rejseudfordringer har Kim selv fundet løsninger på, mens andre er blevet fundet af hjælpsomme mennesker. Som dengang de var i Vietnam og gå i tunnelerne fra Vietnamkrigen.
»Han gik baglæns foran mig og holdt mig i hænderne. Når han trådte et skridt ned, så sænkede han hænderne og så vidste jeg, at jeg også skulle tage et skridt ned. Sådan fulgtes vi ad hele turen,« fortæller Kim, om den hjælpsomme mand, der tog sin tid til at guide ham gennem tunnelerne.
»Jeg kan kun falde ned og slå mig ihjel én gang. Det er mit motto.« – Kim Thrane Christensen
40-års jubilæum
Den manglende frygt og selvsikkerhed var også til grund for, at Kim i 2013 kunne fejre 40-års jubilæum som ansat i svømmehallen. Kims chef havde indstillet ham til Den Kongelige Fortjenstmedalje og på jubilæumsdagen var det Hernings daværende borgmester, Jan Krarup, der kom og overrakte Kim medaljen. Borgmesteren sagde til Kim, at nu han måtte tage over og takke dronning Magrethe i København og det lovede Kim, at han ville gøre.
Kims ivrige fortælling om mødet med Dronningen, bliver afbrudt af Lis, der har hentet noget, inde ved siden af. »Hvad kommer du nu med?«, spørger Kim. På spisebordet stiller Lis et certifikat, æresmedaljen og et par hvide handsker, som kun er blevet brugt til at give Dronningen hånden og aldrig vasket siden.
Kim fortæller energisk videre om mødet med Dronningen. Men den muntre stemning der opstår gennem erindringerne, bliver hurtigt intens og følsom, da Kim begynder at fortælle om den tale chefen holdt til hans jubilæum.
»Altså på min jubilæumsdag, da min chef…« når Kim at sige, inden han pludseligt stopper og tydeligt bliver berørt. Latteren fra ti sekunder siden er suset ud ad det åbne vindue. Kims indre følelser er så stærke, at man kan høre dem i stilheden.
»Der står en kop kaffe foran dig Kim,« bliver der endeligt sagt af Lis.
Kim tager kaffen op til munden og i små, hurtige træk, puster han til kaffen. Ikke for at køle den ned - for så varm er den ikke -, men for at få kontrol over følelserne. Det er Kims gamle chef Jan, der sætter gang i følelserne. Samme chef der for mange år siden gjorde alt for, at Kim kunne fortsætte i svømmehallen, efter han gradvist mistede synet.
»Kort fortalt, så holdt min chef en tale der var virkelig pæn,« siger Kim, uden at ville gå mere i dybden.
Kim har nu arbejdet 53 år i svømmehallen og har ikke planer om at stoppe. »Det har været takket være kollegaer hele vejen igennem. Det siger jo meget, at man har lyst til at blive der,« siger Kim til sidst.