Danmark har fået Europas første flyrute med bæredygtigt brændstof
Det første danske indenrigsfly med 40 procent grønt flybrændstof i tanken er lettet fra Aalborg Lufthavn. Men det er kun et lille skridt på vejen mod en grønnere luftfart, mener lektor i biobrændstof.
Forestil dig, at dit fly flyver på brugt fritureolie. Det er nu blevet virkelighed på en indenrigsrute i Danmark.
Onsdag den 4. marts lettede det første fly med bæredygtigt brændstof fra Aalborg Lufthavn med kurs mod København. Flyet var tanket med 40 procent bæredygtigt brændstof, som primært stammer fra brugt madolie.
Grøn luftfart i Danmark
Indenrigsruten er blevet til som et led i arbejdet for en mere bæredygtig luftfart. I 2023 fremlagde regeringen et udspil for grøn luftfart i Danmark, som blandt andet indebærer, at indenrigsluftfarten skal være helt grøn fra 2030. Sådan fremgår det af aftaleteksten “Grøn luftfart i Danmark”.
Derudover skal Danmark være et godt eksempel for resten af verden og gå forrest i kampen for en mere bæredygtig luftfart.
Men det kan blive en udfordring. Teknologien er nemlig stadig under udvikling, og der findes endnu ikke nok bæredygtigt brændstof til at dække behovet for hele luftfarten.
Et skridt på vejen – men ikke løsningen
Den brugte madolie hentes fra europæiske byer, omdannes i Sverige og transporteres til Danmark. Processen er energikrævende, og mængden af tilgængelig fritureolie er begrænset. Det udtaler lektor i biobrændstof Patrick Biller:
“Der er ikke nok fritureolie til alle fly, men det er en god start.”
I praksis betyder det, at kun enkelte fly og ruter kan anvende det grønne brændstof. Selvom initiativet sender et signal om grøn omstilling, er det langt fra nok til at reducere luftfartens samlede CO₂-udledning. Hvis flere fly skal flyve grønt i fremtiden, kræver det helt nye teknologier og alternative brændstoffer:
“Det er et godt første skridt på vejen mod et grønnere Danmark – men der er stadig lang vej,” fortæller Patrick Biller.
/Efter Ritzau/