Danmarks eneste murgaband fejrer menneskets frihed med trommespil, dans og gadegøgl

Balaji Rasinger, Alberto Gomez og Thomas Schaffalitzky hopper højt og sparker synkront i luften. Bag dem står Julie Eichler, Diego Barbieri og Randi Kier og spiller på trommer, hvis lyd skal ”afspejle kæderne om tidligere slavers ankler, deres fulde ejere og et modsvar mod slaveriet,” sådan står det på Trøjborg Beboerhus’ hjemmesides beskrivelse af murga.

Ifølge denne beskrivelse forbindes danserne, musikerne og gadeartister i mange afstøbninger i en parade, som ”fejrer frihed hos mennesket.”

Murgaen har rødder i starten af det 20. århundrede, og Aarhuspanti er Danmarks eneste murgaband. De har eksisteret i omkring 11 år, og trods udsving i tilslutningen har traditionen varet ved, og bandet mødes stadig hver torsdag. Selve stifteren, Paolo, kommer endda stadig på besøg fra tid til anden.

Da Alberto Gomez startede for seks år siden, var de 15 medlemmer, somme tider har de været to.

”Jeg er selv kongen af langsomt, men lad os sætte tempoet lidt op,” siger Thomas Schaffalitzky efter de første par numre. Stemningen i Trøjborg Beboerhus’ store sal er legende og uformel, når dagens 6 medlemmer mødes for at øve. De jubler og hepper hver gang, de har spillet et nummer færdigt.

Beboerhuset, der rummer alt fra keramikværksted til folkekøkken og selvfølgelig murga, ligger i en baggård og ligner noget, der kunne være en del af en fristad. Enkelte klapstole og potteplanter langs facaden og en parasol. Trøjborg kalder man byen i byen. Det her er en oase i byen i byen.

Historien bag kostumerne

Med trommerne spændt om mave og skuldre, bliver bandet til en stor enhed, når de spiller de rytmisk legende musiknumre. Det er svært at stå stille når de slår på trommerne og danser, og selvom de har hverdagstøj på i dag, kan man tydeligt se de farvestrålende udklædninger for sig.

Aarhuspanti har sine egne farver, lilla og gul. Udover på kostumerne, går farverne igen på alle trommerne, enten spraymalet, som stofstykker eller geometriske former.

”Murgaen har historiske rødder i slavemodstand. Slaveejerne havde typisk tracksuits på, men hvis man vendte dem på vrangen, var de farvestrålende. Derfor er kostumerne farverige, for at håne slaveejerne,” fortæller Alberto Gomez om kostumerne.

”I Hinduismen har vi en gud, der hedder Muruga, han er gud for krig og sejr. Jeg ved ikke om det hænger sammen, men det kunne næsten virke sådan,” siger Balaji Rasinger og finder et billede på sin telefon af den gyldne Muruga indrammet i farvestrålende blomster.

Bæredygtighed som princip

Når trommerne eller andet udstyr går i stykker, reparerer de det selv.

”I de 6 år jeg har været med, er trommestikker det eneste jeg har oplevet, er blevet købt fra ny,” siger Alberto Gomez.

Thomas blæser næste nummer i gang på en rastafarifarvet fløjte, imens han laver ”hang loose” surftegnet med hænderne – så starter rytmen, eller ”ula-ula’en”. Alt har et tegn, så stortrommeslageren kan vise de andre, hvad der skal ske.

De jubler og hepper hver gang, de har spillet et nummer færdigt.

Et demokratisk og ligeværdigt fællesskab

Efter en halv times tid er det tid til at øve dansen. Randi Kier har ikke lyst til at danse i dag. Hun kan godt slå en vejrmølle, og er endda fristet af at vise det. “Selvfølgelig er du en danser. Vi er alle sammen trommespillere og dansere,” får hun at vide.

Hun skærer en trist grimasse og spørger, om de andre kan gætte hvordan hun har det med at danse, når hun ser sådan ud i hovedet. Heldigvis skal der også være nogen til at spille på trommer, imens de andre danser.

”Jeg bor lige i nærheden. En dag sidste forår hørte jeg musikken fra mit vindue, og tænkte, ’hvad er mon det?’, så brugte jeg mit barnebarn som undskyldning for at gå hen og kigge, hvad de havde gang i,” siger Randi Kier. Hun har siden deltaget regelmæssigt, somme tider med barnebarnet.

Det er nemlig gratis og åbent for alle at deltage. De færreste i bandet havde musikalsk erfaring inden de startede, men de mødes for at dygtiggøre sig og lege med musikken og dansen.

De kalder selv tilgangen til spillejobs for demokratisk, de tager som regel ingen penge for at spille, og hvis et bandmedlem synes de skal spille et bestemt sted, så spiller de der.