Dartpilene rammer plet i fællesskabet på Værtshuset
Flyvende dartpile, musikken spiller og grin breder sig mellem de gullige vægge. Det er blevet torsdag og stamgæsterne på Værtshusets gør klar til den ugentlige dartturnering. Men det er ikke kun skiven, der holder dem samlet.
Pilene flyver gennem luften. Klik.
”Mine vejer 26 gram.” siger Gerda Esbensen om sine dartpile, der suser afsted mod dartskivens mange tal.
Når døren til Værtshuset på Nørre Allé i Aarhus C går op, mødes man af en sky af røg, der hænger i luften. En kraftig lugt rammer de to næsebor.
Latter og summen af stemmer fylder rummet, der har misfarvede træpaneler, gullige vægge og en dæmpet belysning. I baggrunden lyder det fra højtaleren, ”Kald det kærlighed, kald det lige hvad du vil.”
En mand med briller og små dun som det eneste på hovedet står og stirrer på den røde triple tyver. Han holder pilen mellem tre fingre. Armen går fra bøjet til strakt. På et splitsekund sætter pilen sig fast. Den rammer skiven. Klik.
Det er torsdag kl. 18, og det betyder dartturnering på Værtshuset.
Snuderne er rettet mod dartskiven. De koncentrerer sig. Selvom de taler sammen og griner, så er det tydeligt at mærke, at der er noget på spil.
”Man går ikke på værtshus uden pile i hånden”, lyder det fra en af deltagerne.
Ord, der beskriver meget af det, der foregår på en aften som denne. For gæsterne handler det ikke blot om at vinde, men også om kolde Ceres på flaske, at kunne sætte ild til en cigaret indendørs, musikken og de velkendte ansigter, der altid er klar på en sludder for en sladder.
Antallet af værtshuse falder
De øver sig til restaurationsturneringerne, hvor værtshuse fra Aarhus stiller op med hold og møder hinanden i dart. En måde at holde gang i værtshusene på, der ellers gennemgår en svær udvikling. Siden 1980’erne har der været nedgang i antallet af værtshuse i Danmark. Med udgangspunkt i tal fra Københavns Museum, ses det at antallet af værtshuse i storbyerne er faldende. Tallene viser, at der i slutningen af 1980'erne var over tusind værtshuse i København. I dag er der kun lidt over hundrede tilbage. Jon Dag Rasmussen, antropolog og forsker ved DPU Aarhus Universitet, mener at når et værtshus lukker, søger fællesskabererne nogle gange i andre retninger. Eksempelvis parkområder eller gadehjørner.
Værtshusene fungerer som et uformelt, socialt hjælpesystem i følge forskeren Lærke Sick Broskov Jensen, der bruger begrebet "Brun omsorg" om værtshusene.
Turneringen skydes i gang
En høj og lys stemme råber rummet op på Værtshuset og overdøver den lave musik. Det er en af kvinderne, der deltager i dartturneringen hver torsdag. Klingende flaske øl bliver sat på barens aflange bord. ”Vi spiller på tid indtil kl. 21, I bliver delt op i to rum, fire i hvert rum, to sidder over”.
De deler sig op og gør klar til kamp. Fremmødet er ikke så stort som det plejer, ti deltagere. Normalt er de op mod 36 deltagere, men uanset hvor mange de er, så kender de stort set alle hinanden. Nogle finder dartpilene frem, mens andre holder grebet om sin flaske øl eller kaffekop med sjus.
”Skru op for musikken, bare op for det”. Musikken bliver en smule højere. ”Jeg har været på et bibliotek, hvor der var mere larm end her.”, udbryder en af deltagerne. Det er Philip Jakob Larsen, der er kommet på Værtshuset i mere end 30 år. Hans kommentar fylder lokalet med latter. Han fokuserer og sigter efter så mange point som muligt. Han lægger de tre tal sammen til en samlet score, der trækkes fra de andre tal på pointtavlen.
Gerda Esbensen er den næste med en pil i hånden. Pilen ligger trygt i hånden, inden den kastes afsted. Klik. Pletskud. To varme arme former sig om hendes krop. Et kram.
Gerda og Philip er nogle af dem, der har kendt hinanden længe. For 30 år siden stiftede de bekendtskab med hinanden gennem Værtshuset.
I 1995 blev Gerda danmarksmester i dart. Gennem dart har hun fundet mange venner, særligt ved at øve sig på værtshuse. Hun har været en del af værtshusmiljøet siden 1983. Netop dette værtshus beskriver hun som et sted, hvor man kan være en del af en gruppe.
Hun lægger de sorte pile med røde vinger fra sig.
”Det er indspist her, men ikke mere indspist end, at alle er velkomne.”
Den næste deltager sigter efter skiven.
En familie med dartpile
Louise Hager sidder ved et lavt bord med en cola zero foran sig. Hun fortæller, at mange drikker sodavand, og at det ikke er afgørende at drikke alkohol. ”Det er et varmt sted at være, og her er plads til alle.” Det vigtigste er, at man har lyst til at være en del af fællesskabet.
”Folk er ligeglade med, hvad din baggrund er, det handler om, hvem DU er.” Hun understreger, at man ikke dømmer hinanden inden for Værtshusets vægge.
”Thomas er verdensklasse.” råber en langhåret herre med rød hættetrøje og en pibe i mundens venstre side, mens ”Den jeg elsker” spiller i de skjulte højtalere.
Gæsternes bekendtskab til hinanden rækker også ud over Værtshusets vægge. Fødselsdage, rejser og weekendture er blandt andet en del af det. Louise fortæller, at det generelt er trygt, og at det føles som en familie med mennesker, man godt kan lide.
Louise og Gerda Esbensen bliver afbrudt af en gæst, der er blevet for fuld. De hjælper ham hjem med en taxa.
”Vi laver ting sammen, er opmærksomme på hinanden, og det er trygt at være her.”
Lave lofter med højde
En stor mængde tomme Ceres øl står nu på bordene. Stemningen er let. De koncentrerede deltagere har fået et nyt fokus. En ny spiller stiller sig klar foran skiven. Den sidste pil rammer. Klik. Stemmer, musik og latter fylder fortsat rummet. Den ramte plet. Der er kun plads til en vinder, men fællesskabet har plads til dem alle.
