De er ulovlige i trafikken – men under hver tiende salgsannonce skriver det klart
77 % af salgsannoncer fremgår det ikke tydeligt, at for hurtige elcykler og el-løbehjul er ulovlige at bruge i trafikken. Eksperter advarer om øget ulykkesrisiko, mens myndighederne anerkender, at manglende ressourcer har konsekvenser for håndhævelsen.
Hurtige elcykler og el-løbehjul med hastigheder på helt op mod 110 km i timen sælges online med løftet om at gøre livet både sjovere og lettere for pendleren. Men i langt de fleste tilfælde tilfældene undlader forhandleren at gøre en helt afgørende information tydelig for forbrugeren: nemlig at køretøjerne slet ikke er lovlige at bruge i trafikken.
Ifølge den danske færdselslov må elcykler højst yde assistance op til 25 km/t, og el-løbehjul må maksimalt køre 20 km/t.
Alligevel bugner nettet med modeller, der kan køre 30, 50 – ja, helt op til 110 km/t. Det er i sig selv ikke ulovligt at sælge dem, men det bliver ulovligt, når de tages i brug i trafikken.
Nu viser en ny undersøgelse, at 77 % af online salgsannoncer af de ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul strider mod dansk markedsføringslovgivning – og det mener eksperter i markedsføringsret kan vildlede forbrugere til at købe et køretøj, som de ellers ikke ville have købt.
Konsekvenserne ved at tage et ulovligt hurtigt køretøj i brug i trafikken kan være alvorlige. Eksperter og trafikorganisationer peger på øget ulykkesrisiko og større skader.
Samtidig kalder flere eksperter og parter på området på, at myndighedernes håndhævelse af reglerne for disse køretøjer ikke er tilstrækkelig. Selv peger myndighederne på ressourcemangel.
Bekymrende resultater
Resultatet er baseret på en undersøgelse af 100 salgsannoncer af ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul på tværs af 18 forhandleres hjemmesider.
I 43 ud af 100 annoncer fremgår det slet ikke, at køretøjerne er forbudt i trafikken, mens størstedelen af annoncerne indeholder vildledende sprog, billeder eller videomateriale, som får produktet til at fremstå lovligt.
I 33 af salgsannoncerne bliver informationen om den ulovlige brug i trafikken gemt langt nede i beskrivelsen eller under specifikationerne.
“Det er mange forhandlere, som ikke har styr på deres markedsføring, men det resultat overrasker mig ikke,” siger Heidi Højmark Helveg om undersøgelsens resultater.
Heidi Højmark Helveg er advokat med speciale i markedsføringsret – et område, hun har beskæftiget sig med i mere end 20 år.
Selvom hun ofte har set eksempler på virksomheder, der ikke overholder markedsføringslovgivningen, giver undersøgelsens resultater ifølge hende alligevel anledning til bekymring.
Helt almindelige danskere risikerer nemlig at blive vildledt til at købe et el-løbehjul eller en elcykel, som er ulovlig at bruge i trafikken, forklarer hun.
Formålet med markedsføringsloven er blandt andet at beskytte forbrugeren mod vildledende markedsføring. Derfor kræver markedsføringsloven, at væsentlige oplysninger skal stå klart og tydeligt.
“Vi har en grundlæggende tillid til, at det, vi kan købe online, er lovligt. Vi er ikke gode nok til at være kritiske. Det er netop derfor, reglerne er der: for at beskytte os,” siger Louise Kragh Ottesen, lektor i erhvervsjura på UCN og forfatter til flere lærebøger om markedsføringsret.
Ifølge hende er der ingen tvivl om, at det er en væsentlig oplysning, hvis et køretøj er ulovligt at bruge på færdselslovens område:
“Det er helt klart en væsentlig oplysning, hvis et køretøj kun må bruges på privat grund. Man køber transportmidler for at komme fra a til b – ikke for at køre rundt i baghaven. At udelade den væsentlige oplysning er et direkte lovbrud,” siger hun.
Ifølge hende kan der være tale om en bevidst markedsføringstaktik.
“Der er jo ikke nogen af os, der har lyst til at købe noget, vi ikke kan køre på. Hvis man begyndte at oplyse det meget tydeligt og advarende, så tror jeg, man ville opleve, at salget faldt drastisk,” siger Louise Kragh Ottesen.
Kun 7 ud af 100 oplyser klart om ulovlig brug
I undersøgelsen gennemgik redaktionen 100 salgsannoncer. Kun 7 af dem informerer klart og tydeligt kunden om, at køretøjet er ulovligt at bruge i trafikken.
I 33 af salgsannoncerne gemmer forhandlerne informationen ulovligt langt nede i beskrivelsen eller under specifikationerne.
Et eksempel fra undersøgelsen er salgsannoncen for V8 Pro-el-løbehjulet hos Elektronikhjulet.dk. Løbehjulet kan nå en maksimal hastighed på 30 km/t – altså 10 km/t hurtigere, end hvad der er lovligt i trafikken.
Men det får man ikke at vide, medmindre man som forbruger når helt ned i bunden af drop-down-menuen “Produktspecifikation”.
Og det er ikke godt nok, mener Louise Kragh Ottesen.
“Det skal være oplyst direkte, så du ikke skal til at lede efter det. Det skal være en helt almindelig oplysning ligesom prisen,” siger hun.
Heidi Højmark Helveg er enig. Hun har selv svært ved at finde frem til den vigtige information, da redaktionen præsenterer hende for hjemmesiden.
“Man kan ikke forvente, at forbrugerne går ind på drop-down-menuen og kigger,” siger hun.
I nogle af de 33 salgsannoncer opfordrer forhandlerne forbrugeren til selv at sætte sig ind i reglerne, frem for selv at informere om lovgivningen.
Men det er ifølge Louise Kragh Ottesen ikke tilstrækkeligt at lægge ansvaret over på forbrugeren selv.
“Det er fint, at de henviser til reglerne, men det fratager dem ikke for at skulle efterleve deres oplysningspligt,” understreger hun.
Forhandlere vildleder med sprog og billeder
Det er én ting at oplyse kunderne klart og tydeligt om væsentlige forhold ved en vare. Noget andet er, at markedsføringsloven også foreskriver, at man ikke må bruge vildledende sprog- og billedmateriale.
“Når man vurderer markedsføring, ser man både på ordvalg, billeder, grafik, logoer og design,” siger Louise Kragh Ottesen.
Udover problemer med at informere kunderne om elcyklerne og el-løbehjulenes ulovlighed i trafikken har mange forhandlere også udfordringer med ordvalget på deres hjemmesider.
Undersøgelsen viser nemlig, at 55 ud af de 100 salgsannoncer indeholder vildledende sprog, som ifølge markedsføringseksperterne også er i strid med lovgivningen.
På salgsannoncen bliver V8 Pro-el-løbehjulet blandt andet beskrevet som værende det perfekte valg til “daglige pendlere”.
Ordvalget giver anledning til at tro, at produktet sagtens kan bruges i trafikken, forklarer Heidi Højmark Helveg.
“Udtrykket ‘daglige pendlere’ er selvfølgelig dybt problematisk og decideret misvisende,” siger hun og uddyber, at det er et tydeligt eksempel på vildledende sprogbrug.
I en salgsannonce på en anden hjemmeside, nemlig Fatbikes.dk, bliver Engwe X24-elcyklen ligeledes beskrevet som værende perfekt til den “daglige pendler”, selvom elcyklen kan køre hele 50 km/t – altså langt over de 25 km/t, som færdselsloven tillader for elcykler.
Køberen bliver også forsikret om, at elcyklen er “designet til at håndtere både bykørsel og eventyr i naturen”, og at dækkene “giver suverænt vejgreb og stabilitet, hvilket gør den ideel til både asfalt og ujævnt terræn”.
Igen er det et klart eksempel på vildledende sprog, som forekommer i 55 % af de undersøgte annoncer, forklarer Heidi Højmark Helveg.
“Problemet er, at der ikke er særlig meget asfalt uden for offentlig vej. Derfor vil man jo forudsætningsvist tænke, at asfalt betyder offentlig vej. Så det lægger fuldstændig op til, at den her cykel kan bruges lovligt på offentlig vej,” siger hun.
Men det er ikke kun sprogbruget, der kan være vildledende. Hvis billeder eller video på hjemmesiden viser elcyklen eller el-løbehjulet, så det ligner, at de kører et sted, der hører inden for færdselslovens område, så er der også tale om vildledende markedsføring.
“Et billede af nogen, der kører på vejen med lyskryds, kan give indtryk af, at man frit må bruge køretøjet i trafikken – også selvom det ikke er tilfældet,” siger Louise Kragh Ottesen.
På salgsannoncen for V8 Pro-el-løbehjulet ved Elektronikhjulet.dk kan man blandt andet se et billede af en mand, der kører afsted på en vej. Bag ham holder flere biler og cykler parkeret.
Billederne chokerer markedsføringsadvokat Heidi Højmark Helveg:
“Hold da op. Her kan jeg jo tydeligt se, at el-løbehjulet bliver brugt på offentlig vej. Det er et billedvalg og en dramaturgi, der er åbenlyst vildledende – og dermed i strid med markedsføringsloven,” siger hun.
Det er blot ét eksempel ud af de mange salgsannoncer i undersøgelsen, som bryder loven ved at vise vildledende billed- eller videomateriale.
Heidi Højmark Helveg foreslår, at man som forhandler i stedet vælger at vise køretøjet et sted, hvor det lovligt kan anvendes.
Redaktionen har forelagt al ovenstående kritik for både Fatbikes.dk og Elektronikhjulet.dk. De er ikke vendt tilbage med en kommentar inden udgivelsen.
Oplysning sælger dårligt
Ifølge Heidi Højmark Helveg er det næppe tilfældigt, at forhandlerne i størstedelen af tilfældene bryder markedsføringslovgivningen.
“Jeg er da overbevist om, at de godt ved, at det er ulovligt at bruge dem på offentlig vej. Jeg tænker også godt, at de ved, at hvis de oplyser om det, så daler salget meget drastisk,” siger hun.
Hun understreger, at det er en velkendt markedsføringstaktik at fremhæve de positive budskaber og skubbe de negative i baggrunden.
Louise Kragh Ottesen påpeger dog, at det formentlig også handler om mangel på viden hos forhandlerne:
“Dels er der en ‘går den, så går den’-tilgang, men jeg tror også, at der er manglende viden blandt forhandlerne,” siger hun.
Uanset årsagen er konsekvensen af den ulovlige markedsføring ifølge Heidi Højmark Helveg, at flere ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul ender ude i trafikken.
“Hvis et produkt markedsføres uden angivelse af anvendelsesformål, må man gå ud fra, at det kan bruges til dets sædvanlige formål – og det ville jo her være på offentlig vej,” siger hun.
Selvom det i sidste ende er forbrugerens eget ansvar at sikre sig, at el-køretøjet lever op til de relevante lovkrav, så risikerer man oftere, at uvidende kunder foretager købet, hvis markedsføringen ikke sender et klart signal om forbuddet, forklarer Heidi Højmark Helveg.
Helen Amundsen er seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk og har tidligere stillet sig kritisk over for markedsføringen af ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul i en artikel, Politiken tidligere har bragt om emnet. Hun mener også, at det ville påvirke antallet af el-køretøjer i trafikken, hvis forhandlerne fulgte markedsføringslovgivningen korrekt.
“Jeg tror bestemt, der ville være færre af de her køretøjer på vejene,” siger hun.
Vi er taget ud for at finde ud af, om danskerne kan gennemskue markedsføringen af de ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul.
Uforudsigelighed i trafikken
Og det kan faktisk få alvorlige konsekvenser, hvis de hurtige elcykler og el-løbehjul ender ude i trafikken.
Det viste sig for eksempel i Hvidovre, da en 24-årig mand i 2024 torpederede et cykelløb, mens han kørte 40 km/t på en elcykel.
Her endte en af cykelrytterne i løbet med at blive lam fra brystet og ned.
I Albertslund samme år blev en 4-årig dreng ligeledes kørt ned ved et sammenstød med en ulovligt hurtig elcykel, hvilket resulterede i, at han brækkede sit kraveben.
Det er el-køretøjernes hastigheder, der i høj grad øger risikoen for at man kommer alvorligt til skade, hvis man ender i en ulykke. Det forklarer Niels Dieter Röck, der er overlæge på Ortopædkirurgisk afdeling på Odense Universitetshospital, samt en del af Ulykkes Analyse Gruppen, der har til opgave at registrere, analysere og formidle oplysning om ulykker.
"Jo hurtigere du kører, jo større bliver kraften. Så hvis du styrter med dobbelt så høj hastighed, så rammer du dobbelt så hårdt, som hvis du styrter ved lav hastighed," siger Niels Dieter Röck.
I et skriftligt svar fra Fyns politi fremhæves også bremserne på de ulovligt hurtige el-køretøjer som problematiske. De oplever at kombinationen med høje hastigheder og ofte dårlige bremser giver alvorlige uheld og skader.
Men det er ikke den eneste grund til, at køretøjerne kan være farlige, når de havner i trafikken.
Når der er stor forskel på hastigheden mellem dem, der kører på cykelstien, vil flere nemlig trække ind og ud for at overhale. Og det skaber farlige situationer, fordi man kan komme til at trække ud foran et el-køretøj, som pludselig kommer med hurtig fart.
Det forklarer Pernille Ehlers, der er chefkonsulent ved Rådet for Sikker Trafik:
“El-køretøjet kommer så hurtigt, at andre trafikanter ikke forventer det, og det kan blive virkelig farligt. Det øger risikoen for ulykker markant”, siger hun.
Og det er ikke kun andre tohjulede trafikanter, der ifølge Pernille Ehlers kan have problemer med at forudse de hurtige el-køretøjer.
“Hvis du holder i din bil og skal svinge til højre og krydse en cykelsti, så tænker du måske, at cyklisten er langt væk, og at du sagtens kan nå det. Men hvis den cyklist kommer dobbelt så hurtigt, bliver forudsigeligheden meget svær”, siger hun.
Derfor er de motoriserede køretøjers voldsomme hastigheder både til fare for føreren selv og andre trafikanter.
Men konsekvensen af de ulovligt hurtige el-køretøjer er også, at de gør andre trafikanter der færdes på cykelstierne utrygge, mener direktør for Cyklistforbundet Kenneth Øhrberg Krag.
Han er bekymret for, at resultatet kan blive, at flere holder op med at cykle:
“Man bliver forskrækket, overrasket og utryg, og så har man ikke lyst til at færdes på cykelstierne,” siger Ørhberg Krag.
Han fortæller, at netop utryghed på cykelstierne er et af de temaer, som Cyklistforbundet oftest får henvendelser omkring fra både medlemmer og almindelige cyklister i Danmark.
Dog forklarer Niels Dieter Röck fra Ulykkesanalysegruppen, at det ikke er kollisions-ulykker der er flest af, når det kommer til elcykler og el-løbehjul:
“Langt de fleste ulykker er eneulykker, hvor man styrter eller kører mod en kantsten eller ud over en kant. Det er også i præcis den type uheld, hvor kræfterne bliver større, jo hurtigere du kører,” siger han.
Det er svært at vurdere problemets størrelse
Hos Politiet opleves de ulovligt hurtige køretøjer i trafikken som et stigende problem.
Det viser en rundspørge fra 2025 foretaget af Rådet for Sikker Trafik, som 11 ud af 12 politikredse har besvaret.
I alle kredse vurderes de ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul til at være et stigende problem, og i 8 ud af 11 politikredse oplever man, at politiet sigter flere for at køre på ulovligt hurtige el-køretøjer i dag, end man gjorde for 3 år siden.
Også Cyklistforbundet vurderer, at antallet af ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul i trafikken stiger. “Vi må jo erkende, at sammenligner vi situationen i dag med for bare to år siden, er det allerede blevet et væsentligt større problem. Og jeg frygter, at hvis vi taler sammen igen om to år, så er antallet af de her ulovlige el-køretøjer i trafikken mere end fordoblet,” siger direktør Kenneth Øhrberg Krag.
Men hvor mange, der reelt set kommer til skade i forbindelse med de ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul, er svært at give et klart billede af.
Det skyldes blandt andet, at man hos politiet ikke registrerer køretøjerne under deres egen kategori, hvis der sker en ulykke, eller hvis man bliver stoppet.
I stedet bliver de hurtige elcykler og el-løbehjul, kategoriseret sammen med andre motoriserede køretøjer, for eksempel knallerter og scootere.
Ulykkesanalysegruppen på OUH har heller ikke tal på, hvor mange patienter der er kommet til skade i ulykker med lige netop ulovligt hurtige el-køretøjer.
Alligevel peger Niels Dieter Röck på, at de hurtige el-køretøjer forårsager problemer i trafikken:
"Vi ved af erfaring fra trafikken generelt, at det foregår. Men hvor mange der er, dét kan jeg ikke sige noget om."
Hos Rådet for Sikker Trafik er man ærgerlig over den manglende statistik på området.
“Der har jo været virkelig alvorlige ulykker med meget ulovlige elcykler, som kører ekstremt hurtig. Vi har bare ikke særlig god statistik for disse ulykker, fordi de ikke bliver registreret i en særskilt kategori,” siger Pernille Ehlers.
Den manglende statistik kan altså i sig selv være et problem, hvis den dækker over problemets reelle omfang.
“Når man ikke har den statistik, er man bagefter, og man ender ofte med at skulle vente på, at der kommer tal, før man kan sige ’se der er et problem – nu skal vi reagere’. Det kan ofte være svært at blive taget alvorligt på bekymringer alene, før der er dokumentation,” siger Pernille Ehlers.
Flere ressourcer til bedre håndhævelse
Det kan altså få alvorlige konsekvenser – ikke kun for den enkelte forbruger, men også for trafiksikkerheden – når ulovligt hurtige elcykler og el-løbehjul markedsføres i strid med lovgivningen og ender ude i trafikken.
“Forebyggelse kræver en kombination af kontrol, information, kampagner, køretøjsteknik og infrastruktur. Det er aldrig én ting alene,” påpeger Pernille Ehlers.
Ifølge Helen Amundsen, seniorrådgiver hos Forbrugerrådet Tænk, er det først og fremmest forhandlerne, der har ansvaret for at overholde reglerne.
“Når man sætter et produkt på markedet, har man også ansvaret for, at det markedsføres korrekt,” siger hun.
Problemet er imidlertid, at der i dag er begrænsede incitamenter for forhandlerne til at efterleve markedsføringsloven. Konsekvenserne ved at bryde reglerne er ganske enkelt for små, hvis der ikke følges op med konsekvent håndhævelse fra myndighedernes side, vurderer Heidi Højmark Helveg.
“Det afgørende er, at man får besked om, at man har overtrådt reglerne – og får en myndigheds ord for det. Det vil langt de fleste faktisk rette ind efter,” siger hun.
Hun peger på, at det er Forbrugerombudsmanden, der har ansvaret for at håndhæve markedsføringsloven i praksis – også selv om myndigheden er presset på ressourcer.
Den vurdering deler Helen Amundsen. Sammen med Kenneth Øhrberg Krag fra Cyklistforbundet peger hun på, at både Forbrugerombudsmanden og Sikkerhedsstyrelsen har et ansvar for at gribe mere konsekvent ind.
“Det kan ikke passe, at 77 procent af salgsmaterialerne er direkte ulovlige eller vildledende. Det er simpelthen ikke godt nok,” siger Kenneth Øhrberg Krag.
Helen Amundsen deler frustrationen, selv om hun anerkender, at ressourcemangel spiller en rolle.
“Spørgsmålet er, hvor mange alvorlige ulykker der skal til, før man vurderer, at det her er vigtigt nok at handle på,” siger hun og fortsætter: “I sidste ende er det jo forbrugeren, der taber.”
Samlet peger både eksperter og organisationer på, at ansvaret formelt ligger hos forhandlerne, men at reglerne i praksis kun får effekt, hvis myndighederne håndhæver dem synligt og konsekvent.
Manglende ressourcer betyder, at dette ikke altid sker. Konsekvensen kan være, at forbrugere køber produkter, som ikke må bruges i trafikken, uden at blive tilstrækkeligt oplyst om begrænsningerne.
Vi har forelagt kritikken for både Forbrugerombudsmanden og Sikkerhedsstyrelsen. I skriftlige svar bekræfter begge myndigheder, at ansvaret for korrekt og tydelig information ligger hos forhandlerne.
Forbrugerombudsmanden oplyser, at de fører tilsyn med virksomhedernes overholdelse af markedsføringsloven, men at sager prioriteres efter, hvor de vurderes at have størst betydning for forbrugernes sikkerhed og samfundets samlede ressourcer. Myndigheden understreger samtidig, at den modtager mange henvendelser, men ikke har kapacitet til at forfølge alle overtrædelser.
Sikkerhedsstyrelsen fremhæver tilsvarende, at forhandlere kun må markedsføre produkter til brug i trafikken, hvis de lever op til gældende krav, og at det er producentens og forhandlerens ansvar at give korrekt og fyldestgørende information om produkterne.