Spillerne samler sig omkring deres drikkedunke i en kort pause.

29-årige Rikke Adamsen tager en slurk vand, før hun vender sig mod en nyere spiller. Med drikkedunken i hånden peger hun ud mod banen og forklarer en regel. Spilleren nikker. Få sekunder senere kalder træneren holdet sammen igen, og gruppen løber tilbage på deres positioner.

Sådan begyndte Rikke ikke selv.

"Jeg vidste ingenting. Jeg tror faktisk ikke engang, jeg havde set det."

I dag er hun 29 år og har spillet rugby i 20 år. Dengang tog hun med en veninde til prøvetræning, fordi veninden ikke turde møde op alene.

Hun blev.

Rundt om rugbybanen træner fodboldhold på de omkringliggende baner. De sidste solstråler hænger stadig over idrætsanlægget, da projektørerne tænder omkring banen.

Om få dage bliver banen fyldt af flere mennesker end denne tirsdag aften. Tidligere og nuværende spillere vender tilbage, når Aarhus Rugby Klub Ladies fejrer sit 10-års jubilæum med en turnering. Derfor bliver de sidste taktiske detaljer finpudset denne aften.

Instruktionerne bliver givet på engelsk. Holdet består af både danske og udenlandske spillere. Ni kvinder samler sig om træneren, før de igen spreder sig ud over banen.

Mellem øvelserne bliver der grinet, småsnakket og heppet. Når noget mislykkes, høres frustrationen et øjeblik, før fokus vender tilbage.

Længere henne på banen står 33-årige Stine Herhauge med hænderne på knæene og lytter til trænerens instruktioner. Sveden perler i panden efter den seneste øvelse. I dag har hun været en del af sporten i syv et halv år. 

Hun var heller ikke sikker på, at rugby var noget for hende.

"Jeg tænkte: 'Ej, det ser da meget sjovt ud.'"

Hun hørte første gang om sporten gennem en studerende fra Journalisthøjskolen, der lavede en opgave om rugby. Interessen blev liggende i baghovedet i flere år, før hun selv mødte op til træning.

Det ene forsøg blev hurtigt til flere.

"Jeg syntes bare, det var megafedt. Dagen efter gik jeg ud og købte fodboldstøvler."

"Alle starter på nul"

En fløjte skærer gennem aftenen.

Spillerne samler sig om træneren. Flere står foroverbøjede med hænderne på knæene, mens de forsøger at få vejret. Luften dufter af vådt græs. Da instruktionerne er givet, sætter de fra igen, og støvlerne river små stykker græs op af banen.

Det er netop dét, Stine mener, når hun beskriver holdet.

"Vi har hinandens ryg."

Sætningen bliver synlig på banen.

En ny spiller spørger om sin placering. En holdkammerat viser vejen. En anden forklarer øvelsen endnu en gang. Ingen virker irriterede over spørgsmålene.

Tværtimod.

For udenforstående kan rugby ligne en sport for store, hårde mennesker, der har spillet hele livet.

Det billede genkender hverken Rikke eller Stine.

"Det fedeste ved rugby er, at alle er startet på nul. Alle kan huske, hvordan det var at dukke op til noget, hvor man ikke anede, hvad det var."

Rugby fylder langt mindre i Danmark end håndbold og fodbold. Derfor møder de fleste op uden erfaring.

Det mærkes hos Aarhus Rugby Klub Ladies. Når der opstår tvivl, stopper spillerne op og hjælper hinanden videre. Ingen bliver efterladt alene med spørgsmålene.

"Man er med til at skrive historie"

Aftenen er blevet mørkere, og projektørernes hvide lys har overtaget. På nabobanen fortsætter herreholdet deres træning. Råb, latter og lyden af støvler mod græs flyder mellem banerne.

For Rikke handler rugby om mere end spillet.

"Jeg elsker fællesskabet. Og så elsker jeg at spille kampe."

Hun mener, at sportens størrelse skaber noget særligt.

"Alle vil gerne have, at det bliver ved med at være her. Alle vil gerne have, at det vokser."

For hende handler det også om at være en del af noget større.

"Man er med til at skrive historie i Danmark med den her sport."

Bag hende løber spillerne endnu en gang deres positioner igennem. Om få dage bliver banen fyldt af spillere fra forskellige årgange, når holdet fejrer sit første årti. For en lille sport som rugby er ti år mere end et jubilæum. Det er ti års træninger, kampe, nye spillere og holdkammerater, der er blevet hængende.

Netop derfor er fællesskabet vigtigt. Spillerne er afhængige af hinanden, hvis klubben skal udvikle sig.

De sidste bolde

Træningen nærmer sig sin afslutning.

Boldene bliver samlet ind, men ingen skynder sig hjem. Nogle fortsætter samtalerne fra før træningen. Andre bliver stående og taler om weekendens turnering.

Måske er det derfor, så mange bliver hængende år efter år.

Ikke kun på grund af sporten.

Ikke kun på grund af kampene.

Men fordi de har fundet et sted, hvor de kan møde op uden erfaring, lære undervejs og blive en del af noget større.

Et sted, hvor alle starter på nul.

Og hvor ingen står alene ret længe.

For som Stine siger:

"Vi har hinandens ryg."