“De nemmeste dage at gå på arbejde er dem, hvor ingen tænker over, at jeg er en mand”

Som en af Danmarks eneste mandlige jordemødre har
Andreas mødt undren, fordomme og afvisninger.
Men tvivlen på faget er for længst forsvundet.

Offentliggjort

Andreas Georgi kommer ind på fødestuen i hælene på den jordemoder, han følger. En kvinde har lige født og skal syes i underlivet. Hun ønsker ikke, at Andreas er til stede, mens hun bliver syet. Så han venter uden for døren.  

Andreas og jordemoderen går videre til en ny fødestue, hvor en kvinde er i veer. Hun har ingen problemer med, at han er i rummet lige nu, men vil ikke have ham til stede under sin fødsel. Så han venter uden for døren. 

Det er den første dag, Andreas er i praktik. Det er de allerførste stuer, han træder ind på i den blå kittel, der skal kendetegne hans arbejdsliv, i rummene, hvor teorien fra studiet ikke kan hjælpe ham videre.  

Det er ikke kun afvisningen, der fylder i Andreas’ hoved, da han går hjem den dag. Det er tvivlen på, om det overhovedet er muligt for ham at blive mere end en teoretisk jordemoder – for man lærer ikke meget af at stå på den anden side af døren. 

I dag er 26-årige Andreas en blandt under 0,5% mandlige jordemødre i Danmark. Det svarer til en lille håndfuld mænd i det stærkt kvindedominerede fag, han blev færdiguddannet i for to år siden. For ham handler valget ikke om at bryde med traditionelle normer, men om at lave et arbejde, der giver mening. 

I sommers flyttede Andreas ind i kollektivet i Aarhus, hvor han i dag har sin hverdag.

Et behov for at passe ind 

Andreas sidder i en hjørnesofa med benene over kors og højre albue hvilende på sofapuden. En guitar, et par bongotrommer og knap 40 brætspil fylder i baggrunden sammen med lyden af latter og stemmer i det kollektiv, Andreas kalder for sit hjem. Et fællesskab på 12 personer, hvor man ikke kræver noget af hinanden, ud over at være den, man er. Han har nemlig tidligt lært ikke at lade andres forventninger bestemme, hvem han selv skal være. 

I begyndelsen af folkeskolen havde Andreas ikke de bedste sociale færdigheder. Han var udadreagerende og havde en tendens til at lade, som om at han interesserede sig for det samme som sine jævnaldrende for at være en del af fællesskabet. 

Tanken om at passe ind fyldte Andreas’ hoved helt til udskolingen. Her stod en ny tanke klarere end de andre: 

"Jeg vil være mit eget menneske."

Andreas smiler, da han fortæller, at hans relationer er blevet anderledes, fordi han vælger mennesker til på baggrund af deres person fremfor noget, de har tilfælles. 

Det er kommunikationen mellem mennesker, der baner vejen for Andreas’ interesser i dag.  

Plastik og blodige tæpper 

En stor presenning dækker hele hendes stuegulv. Midt i rummet ligger der en plastikindpakket madras omringet af puder og tæpper, som hun fortæller, gerne må blive våde og blodige. En jordemoder er kommet ind for at hjælpe til med fødslen. 

Andreas lytter, mens tankerne fylder hovedet: “Føder man hjemme? Er det ikke farligt?” 

Andreas går i 3.g, da han til en børnefødselsdag lytter til sin tantes fortælling. 

Han har aldrig tænkt på en fødsel på den måde før. I hans forestilling har en fødsel altid hørt hjemme på et hospital.  

En hvid stue. Medicinsk udstyr. En fødsel med noget mere teknisk over sig.  

Men Andreas’ tante maler med sin fortælling nogle helt andre billeder i hans hoved. Hun beskriver, hvordan hun gik rundt på de tildækkede gulve, mens veerne tog til. Hun fortæller om jordemoderen, der var omsorgsfuld og støttende under hele hjemmefødslen.  

Andreas er både fascineret og opslugt af fødselssituationen, men det er især det, der sker, efter barnet kom til verden, der rigtig sætter sig fast i ham.  

Plastik og blodige tæpper, der bliver fjernet, efterfulgt af puder og et helt rent lagen, der trækkes ned over madrassen. En hyggelig seng i et rum, hvor man stort set ikke kan se, at der kort forinden er sket noget så skelsættende som en fødsel. Trangen til at komme hjem og blive klogere på fødsler og jordemødre bruser i 19-årige Andreas. 

Nu snakker jeg også meget stereotypt, men for nogle mænd er det som en by i Rusland

Andreas Georgi

Hvorfor blev du ikke bare læge? 

Til fester i dag ligger mænd til tider sjofle og seksuelle antydninger ned over Andreas’ job ved fx at pointere, hvor meget ’fisse’ han får lov at se. Andre har været overraskede over, hvorfor han med et karaktersnit højt nok til at blive jordemoder ikke valgte at læse jura eller medicin, så han kunne tjene nogle flere penge. 

”Shit, det lyder kedeligt,” som Andreas’ svar til det lyder, efterfulgt af en latter, der bryder med den ellers velovervejede stemning. 

Det blev mest af alt en indikator på, at Andreas talte med nogle mennesker, han ikke behøvede at tale med meget længere. 

Andreas tror da også sagtens, det kunne være til gavn, at der kom flere mænd ind i jordemoderfaget. 

”Der er noget essentielt i at vide noget om det, dem, der bærer og føder børn, går igennem,” som han siger, da han understreger, hvor stor en betydning den ’almenviden’ også rent personligt har fået for ham i relationer og møder med mennesker. 

”Nu snakker jeg også meget stereotypt, men for nogle mænd er det som en by i Rusland,” uddyber han, omend han ikke virker glad for at indrømme det. 

Drivhuset i kollektivets baghave bliver flittigt benyttet af alle beboere.

Jobbet der rummer det hele 

For Andreas var jordemoderfaget også engang som en by i Rusland, men da han først kom hjem fra børnefødselsdagen hos tanten og brugte de næste par uger på at researche på computeren, opdagede han, at det rummer alt det, der er vigtigt for ham i et job. 

Man kommer helt tæt på det enkelte menneske frem for kun strukturerne omkring dem. 

Rollen er fyldt med selvstændighed og kræver et ufortyndet nærvær, hvor man er til stede hos den fødende her og nu. Ingen udskydelse til forhandling. 

Og så var det meningsfuldt. Andreas kunne se formålet med, at han hver dag skulle gå på arbejde, fordi han meget konkret ville komme til at hjælpe mennesker og deres børn. 

Derfor gik Andreas også både helhjertet og dedikeret ind i sit fag. I studietiden var han forperson for de studerendes jordemoderforening i Aalborg, og i dag, to år efter endt studietid, har han valgt at overbygge sin professionsbachelor som jordemoder med en sundhedsvidenskabelig kandidat, så han også har mulighed for at uddanne nye jordemødre ved siden af sit arbejde som praktiserende. 

“Jeg går virkelig meget op i det arbejde, jeg har fået lov til at lave, og jeg har meget sjældent haft dage, hvor jeg var ked af det over at gå på arbejde.” 

Derhjemme var der ingen tvivl 

“Selvfølgelig skal du det.” 

Det var reaktionen fra Andreas’ forældre, helt uafhængigt af hinanden, da han i slutningen af 3.g fortalte, at han ville søge ind på jordemoderstudiet.  

“Det var som om, de allerede havde set den komme,” fortæller han og griner stille, så det blonde, halvkrøllede hår ryster let.  

Jeg synes, det var sejt, at han turde gå mod strømmen og følge sin passion

Søren Georgi

Hvor 19-årige Andreas dengang stadigvæk vaklede i spørgsmålet om, hvorvidt jordemoderfaget var det rigtige for ham, virkede hans forældre ikke det mindste overraskede. For dem var beslutningen nærmest allerede truffet. Det var bare Andreas, der endnu ikke havde opdaget det.  

Han sætter den ene fod på stuebordet og begraver albuen dybere i sofapuden. 

“Jeg traf på det tidspunkt en beslutning og lod som om, at jeg hverken skulle overveje det eller være i tvivl. Måske en stereotyp idé om, hvordan man som mand skulle være beslutsom.” 

Han sukker. 

“Men jeg var i tvivl. Det er også noget, jeg er bedre til at tale om nu.” 

Stemmen er rolig, da ordene forlader hans mund. Næsten konstaterende. Tvivlen er ikke længere noget, han synes, man behøver at skjule.  

Den side af Andreas kan hans bror Søren Georgi genkende. For ham har Andreas altid været en velovervejet og godhjertet storebror. Derfor blev Søren både glad og stolt, da Andreas fortalte, at han havde søgt ind på jordemoderuddannelsen. 

“Jeg synes, det var sejt, at han turde gå mod strømmen og følge sin passion.”  

Søren var bevidst om de udfordringer, Andreas kunne møde i et fag, hvor han som mand ville skille sig ud. Men det er ikke bekymringen, Søren husker tydeligst. Det er, hvor meget Andreas har fundet sig selv. Han lader sig ikke så let påvirke af andres forventninger. 

Andreas kommer fra en stor familie og har et tæt forhold til sine forældre og tre brødre, der er uddannet i alt fra håndværks- til omsorgsfag.

“Jeg kan mærke, at han hviler mega meget i sig selv – mere end han gjorde før.” 

Når hjælpen bliver en bjørnetjeneste 

Selvom Andreas’ valg har forekommet familien og ham selv som den mest naturlige vej at gå, oplevede han mange hensynsfulde bekymringer under sin uddannelse, som han godt kunne have undværet. Alt fra om han manglede mandlige kollegaer at sparre med, til om den fødende bør spørges, om det er okay, at han er en mand, før han træder ind på fødestuen. 

”Det paradoksale ligger der. Ved at spørge, om det er okay, sætter man en tanke om, at det jo også er mærkeligt.”  

Her bliver Andreas grundlæggende nervøs for, om et så stort fokus på kønnet kun underbygger vores opdelte forståelse af det. En balance, han stadig selv synes, er svær at navigere i.  

”Selvom mange af dem har en god intention og gerne vil hjælpe mig, ender de måske lidt med at gøre mig en bjørnetjeneste,” siger han, uden man tvivler på, at han altid har følt sig meget opbakket af sine kollegaer.  

En ny dag 

Da Andreas for flere år siden gik hjem fra sin første praktikdag, var det med tvivlen på, om han overhovedet kunne få den læring, det kræver at blive jordemoder. 

Men da han mødte på arbejde dagen efter, var virkeligheden en anden. De fødende på stuerne, han var inde på, var kun begejstrede for, at en jordemoderstuderende overhovedet havde lyst til at følge med.  

En enkelt kigger Andreas i øjnene midt i et pres for at få sin baby til verden og spørger, om han er okay. 

”Jeg havde haft den fedeste dag i verden,” siger han med et lys i øjnene, der stadig understreger øjeblikket.  

Og afvisningen har han med tiden lært, at han ikke bør tage så tungt. 

”Det er ikke kønnet, de afviser, det er en jordemoder, de ikke er tryg ved,” som han diplomatisk udtrykker det.  

Af den grund foretrækker Andreas også altid, at enhver utryghed omkring hans køn bliver italesat. For han har fuld forståelse for, at den kan være der af en grund og ønsker kun at skabe et trygt rum for de fødende. 

”De nemmeste dage at gå på arbejde er nu stadig dem, hvor ingen tænker over, at jeg er en mand.” 

Powered by Labrador CMS